I en kultur, med kunst, må nødvendigvis følge... Kritik... Åbenbart...
& det er vel noget vi alle sammen gør, mere eller mindre... Man ku´ måske nok sige det lidt groft, som bekendt; ”meninger er ligesom røvballer – alle har (mindst) én!”... Eller måske ligefrem; ”den bedste kritiker – er en død kritiker!”...
Men hvorfor?... Bør man ikke bare danne sin egen mening og holde den for sig selv?... ”Hvis du ikke har noget pænt at sige, så ti stille!”... Har vi virkelig brug for at skulle dele ud af vores holdninger?...
Ja, i nogen grad, for man vil jo gerne prøve at gøre tingene bedre... Hvad det så end betyder, i det givne tilfælde... Ellers kommer man jo nok ingen vegne...
Men det næste oplagte spørgsmål, er så; hvordan kan man gøre dét -& på en god måde?...
Ja, det nærmest ligeså oplagte svar, må være at der selvfølgelig er det som man kalder ”konstruktiv kritik/ feedback”, altså hvor man ikke kun fokusere på de negative, men også mere positive aspekter...
Vi kender vel alle sammen til den der amerikanske model med ”corporate sandwhich”; hvor man lige får sørget for at placere et stykke kompliment, mellem to skiver ”forbedrings-foreslag”...
Men så igen, man kender jo også til det klassiske udtryk; ”for mange kokke i køkkenet, fordærver maden”...
Og med de mange tilfældigt-udvalgte fokus-grupper in mente, ledes tankerne derved let hen på det cirkulerende online-meme med billede af en pizza, der er toppet med både div. former for chokolade, en grill-kylling osv.
Kunst & kultur har vel nok altid været dyrket af alle, men helt generelt er de eneste som rigtig har haft ressourcer (tid & penge) til at dyrke det, været den elitære overklasse & derved også kommet til at være meget dem der netop dannede dagsordenen for hvad der var ”værd” at bruge sine førnævnte ressourcer på...
Det lyder som en fortærsket kliché & noget af en høj hest at sætte sig på, men mon nogen spurgte Leonardo Da Vinci; ”Hvorfor smiler hende den pæne dame på maleriet ikke noget mere?”... ”Hvorfor har ham manden på tegningen, så mange arme & ben?”...
Eller bad Michaelangelo om at male flere engle... (& nej, jeg snakker ikke om muterede skildpadder eller ham fra Titanic-filmen...)
Men Shakespeare forsøgte at skrive både drama til overklassen oppe på balkon-pladserne, & nogle lumre jokes til ”de billige rækker” nede på gulvet... (& George Lucas ka´ ik´ finde ud af om han skrev til børn eller voksne...)
& det kan da også synes lidt spøjst, når noget skal anmeldes af en type, som ikke rigtig har forstand på/ ”smag for” hvad end der lige anmeldes (”ingen nævnt, ingen glemt”?)...
Der er jo også hele klichéen om at ”dem der ikke kan kunsten, de anmelder den”...
Men hele den elitære tilgang, mærker man stadig i vore dage, først med avis-spalter i kultur-sektionen, & nu også især på internettet...
Hvor alle kan dele deres mening når som helst og gør det, meget!...
Her startede det også med at være ret negativt (omend humoristisk, i de bedste tilfælde), men er siden blevet noget mere analytisk (jeg vil anbefale Mike Jeavons´ serie af YT-video´er om netop dette ”fænomen”...)
Undertegnede skribent, kan da heller ikke selv se sig helt fri for det... Men som aspirerende kunstner & kritiker, overvejer jeg da tit om jeg følger mine egne råd; ”praktisér hvad man prædiker”/ ”ens egen indre kritiker”...
& selvom det til tider, kan synes overvældende (som så meget andet), vil ét af mine råd til jer andre være, at tag det med et gran salt...
For vist først noget rammer helt rigtigt, så ku´ det blive ligesom den ikoniske nøglescene fra Pixar-filmen ”Ratatouille”, hvor den ellers bitre anmelder-karakter Anton Ego, pludselig helt og aldeles må ”overgive” sig til værket...
(& nej, jeg ved ikke hvorfor jeg har så mange mixede mad-mæssige metaforer med denne gang... Måske fordi jeg skriver dette om formiddagen, altså, inden frokost?...)
& som selveste Oscar Wilde, argumenterede, så kan kritik i sig selv, være lidt af en kunst... & jeg er tilbøjelig til at være enig, men det er selvfølgelig bare min holdning!...
