Arbejders-blog!...:

Vække-uret hiver dig ud af din sødeste søvn og du må stå ud af din varme, bløde seng...

 Du når lige din morgenmad osv. inden du må op på cyklen eller i bilen/ bussen gennem mørket og møg-vejret...

 Du ankommer på dit arbejde, hvor dagens opgaver venter... Cheferne/ kunderne hiver fat i dig og du render rundt fra det ene til det andet...

 Når så det meste af dagen allerede er gået med det, må du til at tage hjemad, hvor resten venter...

 På vejen, forbi købmanden for at handle ind til aftensmad... Hvis du har et barn eller flere børn & kæledyr, passer du dem...

 Du når lige at se lidt til resten af verden og, hvis du er heldig, dig selv, inden du går i seng igen og det hele starter forfra... Resten af ugen...

Men ved du hvad?... Du gør det!... Du står og går igennem alt det, så godt som du overhovedet kan!... Vær stolt og lad ingen tage det fra dig!... Du er... Arbejder!...

Mandags-blog!...:

Mandag. Den stakkels, hårdt-prøvede mandag (”måne-dag”)... De fleste hader den, nogle få synes den er helt fantastisk...

 Hver uge, nærmest flyder de sociale medier over med den ellers åbenlyse annoncering at den, desværre, kommer igen i morgen... Hvor til det kynisk-humoristiske svar kan lyde at man jo egentlig ikke hader mandag, snarere sit liv generelt...

 Sjovt nok, er der ingen som brokker sig over den, hvis den tilfældigvis falder indenfor en ferie-periode...

 For det er jo ellers et tydeligt tegn på at hverdagen starter igen og at arbejdet atter kalder, efter weekenden som vi alle jo vist nok ellers elsker...

 Og det jo kun en social konstruktion vi har opfundet for at kunne organisere os lidt bedre, i vores kultur... Kloden er nok egentligt ret ligeglad med selve uge-dagene...

 Men ifølge en undersøgelse* viste det sig faktisk at være tirsdag eftermiddag som er den værste... Netop fordi weekenden virkelig var overstået og der kan synes langt til den næste...

 Rent personligt, synes jeg snarere torsdag er værre, da den er noget tættere på, men bare ikke helt og jeg tendere at få, hvad jeg kalder ”midt-uge-syndrom”, hvor tingene måske kan føles lidt tungt...

 Man kunne, lidt optimistisk/ filosofisk, sige at vi måske faktisk bør glæde os over at kunne få endnu en mandag at leve i...

 Men jeg vil til at slutte af for nu, da jeg skal på arbejde i morgen... Det er jo mandag...

*) undersøgelsen udført af London School of Economics.

Kunst-blog!...:

Kunsten. Den har altid været med os. Lige fra de første hulemalerier og frem til i dag.

    Gennem forskellige former, folk & perioder... Den lærer os om os selv, hvem vi er og hvad vi vil... Eller ikke vil... Derfor er den faktisk ret vigtig...

     

    Rent personligt, har jeg lært mere fra dén, end fra noget som helst andet (mere om dette andetsteds)...

     Alligevel kan den ofte synes at blive ned-prioriteret... Hvordan kan det dog være?...

   Tilbage, i de helt gamle dage, blev det betragtet som en del af almen/ fin dannelse at kunne skrive, synge eller spille musik... Men sådan er det bare ikke helt længere...

     

    Sandsynligvis fordi, at omkring den industrielle revolution begyndte man at fokusere mere på de færdigheder som var nyttige i dén sammenhæng (sprog, matematik osv. -logistiske begreber der appellerer mere til den venstre hjerne-halvdel, ifølge teorien), og sådan har det fortsat lige siden...

     

    Eksempelvis, kan jeg huske at i folkeskolen var de kreative fag, sjældent netop dét...:

 I formning lærte vi aldrig noget om de forskellige kunst-arter (surrealisme, ekspressionismen, kubismen, etc.), men spildte bare tiden med noget vand-sjask (akvarel, marmorering, etc.)...

     I musik, spillede vi aldrig på instrumenterne eller lærte noget om diverse genrer, og dens egen historie... Vi sang bare noget halv-gammelt folk/ rock (sjovt nok, fra lærernes ”egen ungdom”)...

 (Jeg erkender dog at det med kunst-formerne nok er ret tørt stof for en 4.-klasse og når vi elever, skiftevis, fik lov til at spille vores daværende ynglings-musik som en del af undervisningen, så jaeh... Det var jo ´90´erne ;-) & forhåbentlig var det bare min skole, den gang, men jeg skal jo ikke kunne sige om det er blevet bedre nu)...

 

    Det var først senere, på privat-skole, jeg begyndte at få øjnene lidt mere op for det kunstneriske/ kreative...

     Men min studie-vejleder nævnte aldrig noget om lige DE muligheder... Dem har jeg først haft kigget lidt på, for nylig (& nu er det nok ved at være for sent for mig)...

     I min nuværende hjemby, lægger der en teknisk skole, ret centralt, mens det mere kunstneriske er at finde på en højskole, lidt ude for byen...

     Når nogen spørger mig om hvad jeg ellers lige går og laver, svarer jeg ofte at jeg er kunstner... Hvortil de så spørger, noget i retning af; ”Maler eller billedhugger?”... Som om dét er de eneste to muligheder... Og det kan KUN være én af dem!...

 

    Jeg er godt klar over at branchen har sine egne problemer (for mange om for få jobs, lettere nepotisme/ vanetænkning osv.), at det ikke den allervigtigste instans og at man ikke nødvendigvis behøver at gøre det til en professionel karriere, men det er da alligevel lidt sjovt at lige denne fag-gruppe bliver sådan ”skubbet lidt til side”...

     Ofte er vores samfunds-system heller ikke helt foreneligt med at være freelancer...

 

    Jeg måtte selv finde frem til casting-bureau´er... Igen, blev der aldrig nævnt noget om det i skolen og branchen selv, virkede til at holde dén information som en form for forretnings-hemmelighed...

 

    Men hvad kunne man så gøre?... Måske starte med at turde satse lidt mere på det... Oprette en grundlæggende uddannelse som kunstner, med mester/ praktik-pladser osv.

     Jeg må indrømme jeg ikke kunne finde noget om fagforeninger for kunstnere, så jeg ved hverken om det findes eller kunne være en god idé at lave?...

Så ville vi måske bedre kunne komme de førnævnte problemer til livs?... Det er da værd at overveje?...

 Jeg siger ikke at udøvende kunstnere skal betragtes som politi-betjente eller brandmænd...

 Men måske det ville gøre lidt underværker, hvis dem som prøvede at lave mesterværker, blev betragtet lidt mere som en slags håndværker...

Autisme-blog!...:

Autisme bliver ofte beskrevet som en form for mentalt handikap, eller som det hedder ”neurologisk udviklingsforstyrrelse”... Og selvom det, for så vidt, er rigtig nok (både teknisk og juridisk set), kan det synes en noget unuanceret forklaring... Der kan være forskellige grader af det, hvilket også er hvorfor man snakker om et ”spektrum” indenfor dét...

   Men det er hverken en sygdom eller psykisk lidelse...

   Det kendetegner sig, bla. ved, at vedkommende har manglende social forståelse, snævre interesser og foretrækker faste handlingsmønstre...

  Rent personligt, blev jeg selv stillet diagnosen i en ret ung alder... På et tidspunkt, hvor man ikke vidste så meget om det og vi fik heller ikke ret meget hjælp til at forholde os til det... Det er dog i en mild grad, og selvom jeg kan undre mig om jeg ville have fået den stillet i dag, så kan jeg dog godt nikke genkendende til beskrivelsen, som angivet ovenfor...

   Op gennem tilværelsen, har jeg dog prøvet at arbejde så vidt mulig med det...

   Jeg tror dog også at det har været med til at jeg kunne gøre de ting som jeg har haft gjort (kreativt/ fagligt/ dagligt)... Faktisk kan jeg nogen gange godt blive lidt i tvivl om jeg ville kunne have gjort det uden, så at sige... Og jeg har haft brugt mine førnævnte ”snævre interesser”, som en måde hvorpå at få bedre forståelse for omverden...

   Vi kan som sagtens være til gavn alligevel, og heldigvis har omverden også fået bedre forståelse for os... 

Den Lille Høne (Moderne)!...:

Der var en gang, for længe siden, langt ude på landet, en lille gård...

  Her boede der en flittig og kløgtig lille høne. Hun ville så gerne have noget brød at spise... Men først så skulle alt kornet høstes og males til mel, så hun kunne få bagt sig sit brød... Hun kunne bare ikke gøre alt dét, helt alene...

  Så hun måtte gå rundt i hele nabolaget, og spørge alle hun mødte om de ikke nok ville hjælpe hende... Hun spurgte både katten, hunden, hesten, anden og koen, men ak... Ingen ville hjælpe hende, da de alle havde for travlt med deres eget...

  Slukøret og fortvivlet, vendte hun hjem... Men så på vejen, fik hun pludselig øje på et fugleskræmsel og et plov-skær... Og det gav hende en idé... Fuld af forhåbning, gik det nu rask hjemad for at gå i gang med sine planer... Men hvad var det dog for en idé som hun havde fået?...

  Hun arbejde videre på det, hele resten af dagen, ja, og lidt af natten med... Ingen af de andre forstod, hvad hun var i gang med og alle som én, undrede de sig over dette...

  Den næste morgen, gik de hen til hende for at høre hvad der mon var for... De blev lidt overraskede af at se hende bare sidde på terrassen og nyde det gode vejr... Men så sagde hun at de bare skulle følge med hende om bag ved, for der var nemlig noget hun ville vise dem...

  Og her fik de sig rigtig nok en overraskelse!... Det viste sig nemlig, at det som den flittige og kløgtige lille høne, havde arbejdet så i hærdigt på, var at lave nogle mekaniske hjælpere, der kunne tage sig af alt det hårde arbejde!....

  De andre dyr, synes godt nok at det først var lidt mærkeligt, men måtte indrømme at det var smart tænkt af den flittige og kløgtige lille høne...

  Efter at de alle sammen havde stået og kigget lidt, begyndte hun at dele ud af sit nybagte brød og herefter, prøvede de alle sammen, på hver deres måde, at gøre verden til et bedre sted...

  Se, dét er ganske vist!...

Arbejds-blog!...:

"Og du skal tjene til det daglige brød, i dit ansigts sved"
Jeg har aldrig været meget for at arbejde... Jeg skal dog gerne give en hjælpende hånd, hvor og når jeg kan... Men lige siden jeg var lille, har jeg tit skulle slæbes med af sted "kicking & screaming"... Det er i det hele taget, ikke noget, vi lader til at tænke så meget over, det der med at arbejde... Ikke noget vi sætter spørgsmålstegn ved... Men det burde vi vel gøre lidt mere?... Altså, at tænke over det...
For det er da et lidt spøjst fænomen, at vi skal opgive så meget af os selv, for at kunne opretholde resten...
Lige fra man er lille skal man hele tiden justere gradvist; for først, så vil man være brandmand/ superhelt (eller prinsesse), så finder man ud af at det rent fysisk ikke kan lade sig gøre, så finder man måske et instrument eller prøver at blive læge, men så er der alt for mange om for få muligheder og så søger man ind på én bestemt niche-uddannelse, man heller ikke kan bruge til noget osv. Det er selvfølgelig meget godt at være klar på ændringer i forhold til livet generelt, men måske ret sigende om vores samfund...
Når vi så står og går på arbejdet, hører vi måske diverse kærligheds-sange imens... Når vi så bagefter, kommer hjem til partneren ja, så snakker vi om hvordan det gik på arbejdet...
Man checker hele tiden klokken for at se om det ikke snart er frokost (så er man da halvt igennem dagen), eller bare helt fri... Når man så endelig har fri, er det lige omvendt, da man håber at det varer så længe som muligt (eller er det bare mig?...)
Men jeg har fuld forståelse for at det kan være meget forskelligt og nogle folk møder op, med begejstring for udfordringen og glæden ved i sig selv at arbejde... Det kan være ret individuelt og kulturelt baseret...
Og jeg kan da også sagtens se, at grænserne mellem arbejds -og personligt liv, kan blive noget slørede...
Jeg tænker bare at vi skulle gen-overveje betydningen af begrebet...