Konspirations-Blog!...:

”Nåh, hvilken retning, ser du dig selv gå i?” - et typisk spørgsmål.

”Joh, jeg har jo altid rigtig godt ku´ tænke mig at være kunstner” - et atypisk svar.

”Nej, jeg tror hellere at vi bare må få fundet et almindeligt arbejde til dig, så du ka´ gå på job og tjene nogle penge, til dagen & vejen”...

Et efterhånden klassisk, velkendt scenarie, fra den gang man sad hos sin lokale udpegede studie/ erhvervs-vejleder (i et muligvis tvivlsomt-belyst lokale?)...

Jeg ved selvfølgelig godt at jeg har harceleret & gået i selvsving over det her før, men det er da mærkeligt at man bliver mødt af en sådan rygmarvs-respons...

(Man mindes lidt om komikeren Simon Talbots bit om ”professionelle danske drømme-knusere”...)

Men hvorfor er det egentlig sådan? Hvorfor bliver kunst & kreativitet så fremmed-gjort af de etablerede, offentlige instanser?...

Nu er det jo ikke fordi man altid bør foretage sin egen research, men da der ikke forelagde andre muligheder, fandt jeg det alligevel nødvendigt i dette tilfælde...

Og efter et, indrømmet, kort stykke tid, fandt jeg frem til dette...: Det viser sig nemlig at, det at være kunstner, simpelthen ikke er en beskyttet titel... Alle kan i princippet kalde sig det, uden at det nødvendigvis kræver nogen videregående faglig uddannelse...

(& i øvrigt, hvorfor har ingen fortalt mig det før?... Det måtte jeg selv finde ud af... Hvilket ydeligere blot bekræfter min mistanke, som jeg nu kommer nærmere ind på...:)

& nu håber jeg at I derude lige spænder sikkerheds-selen, mens jeg iføre mig min stanniol-hjelm & hiver min store tavle om sammensværgelser frem...

For kunne det tænkes, at eftersom det, igen, jo åbenbart ikke nødvendigvis kræver nogen videregående faglig uddannelse, er der så heller ikke nogen etablerede institutioner til at (af)betale studie/ erhvervs-vejlederne, for at promovere de førnævnte etablerede institutioner?...

Ja, jeg skal da gerne være den første til at indrømme, at det er en halvbagt teori, og måske ikke holder hele vejen... Om det overhovedet er sådan det fungere i praksis?... Men det er da en fascinerende tanke, ikke sandt?...

At studie/ erhvervs-vejlederne, simpelthen er, mere eller mindre, i ledtog med/  i lommen på institutionerne?... Deres loyale lakajer?... Måske der kunne være noget om det?...

Jeg mener, tænk/ se bare på de massive rekrutterings-kampagner, som institutionerne kører år efter år?... Et komplot drevet af både #BigAcademia & #BigTrade?... Hvor dybt/ højt går det?... Pentagon/ Watergate?... Er jeg lige blevet bureaukratiets helt egen Bernstein, eller hvad?...

Okay, inden det stikker helt af (for sent?), så lad os lige komme bare lidt ned på jorden igen... & lad mig lige gentage en tidligere pointe...:

Jeg har jo selv, før i tiden, foreslået at man skulle betragte de kreative fag, mere som en form for egentligt håndværk, ved at etablere grundlæggende uddannelser med praktik-pladser/ mester-lære, etc.

(& hvis det allerede findes, hvorfor har jeg så aldrig rigtig været introduceret for det førhen?... & det til trods for at hele den moderne trend med ”masterclasses”, tenderer til at være lettere prætentiøs/ ensidig...)

Men måske derved ville man kunne få mere respekt for ja, netop faget... 2 ting ved jeg dog; enten nomineres jeg til en ”Omvendt Cavling”, eller også finder man mit korpulente korpus, flydende i en (tilfældigt udvalgt?) flod...

Kritik-blog!...:

I en kultur, med kunst, må nødvendigvis følge... Kritik... Åbenbart...

    & det er vel noget vi alle sammen gør, mere eller mindre... Man ku´ måske nok sige det lidt groft, som bekendt; ”meninger er ligesom røvballer – alle har (mindst) én!”... Eller måske ligefrem; ”den bedste kritiker – er en død kritiker!”...

    Men hvorfor?... Bør man ikke bare danne sin egen mening og holde den for sig selv?... ”Hvis du ikke har noget pænt at sige, så ti stille!”... Har vi virkelig brug for at skulle dele ud af vores holdninger?...

    Ja, i nogen grad, for man vil jo gerne prøve at gøre tingene bedre... Hvad det så end betyder, i det givne tilfælde... Ellers kommer man jo nok ingen vegne...

    Men det næste oplagte spørgsmål, er så; hvordan kan man gøre dét -& på en god måde?...

    Ja, det nærmest ligeså oplagte svar, må være at der selvfølgelig er det som man kalder ”konstruktiv kritik/ feedback”, altså hvor man ikke kun fokusere på de negative, men også mere positive aspekter...

    Vi kender vel alle sammen til den der amerikanske model med ”corporate sandwhich”; hvor man lige får sørget for at placere et stykke kompliment, mellem to skiver ”forbedrings-foreslag”...

    Men så igen, man kender jo også til det klassiske udtryk; ”for mange kokke i køkkenet, fordærver maden”...

    Og med de mange tilfældigt-udvalgte fokus-grupper in mente, ledes tankerne derved let hen på det cirkulerende online-meme med billede af en pizza, der er toppet med både div. former for chokolade, en grill-kylling osv.

    Kunst & kultur har vel nok altid været dyrket af alle, men helt generelt er de eneste som rigtig har haft ressourcer (tid & penge) til at dyrke det, været den elitære overklasse & derved også kommet til at være meget dem der netop dannede dagsordenen for hvad der var ”værd” at bruge sine førnævnte ressourcer på...

    Det lyder som en fortærsket kliché & noget af en høj hest at sætte sig på, men mon nogen spurgte Leonardo Da Vinci; ”Hvorfor smiler hende den pæne dame på maleriet ikke noget mere?”... ”Hvorfor har ham manden på tegningen, så mange arme & ben?”...

    Eller bad Michaelangelo om at male flere engle... (& nej, jeg snakker ikke om muterede skildpadder eller ham fra Titanic-filmen...)

    Men Shakespeare forsøgte at skrive både drama til overklassen oppe på balkon-pladserne, & nogle lumre jokes til ”de billige rækker” nede på gulvet... (& George Lucas ka´ ik´ finde ud af om han skrev til børn eller voksne...)

    & det kan da også synes lidt spøjst, når noget skal anmeldes af en type, som ikke rigtig har forstand på/ ”smag for” hvad end der lige anmeldes (”ingen nævnt, ingen glemt”?)...

    Der er jo også hele klichéen om at ”dem der ikke kan kunsten, de anmelder den”...

    Men hele den elitære tilgang, mærker man stadig i vore dage, først med avis-spalter i kultur-sektionen, & nu også især på internettet...

    Hvor alle kan dele deres mening når som helst og gør det, meget!...

    Her startede det også med at være ret negativt (omend humoristisk, i de bedste tilfælde), men er siden blevet noget mere analytisk (jeg vil anbefale Mike Jeavons´ serie af YT-video´er om netop dette ”fænomen”...)

    Undertegnede skribent, kan da heller ikke selv se sig helt fri for det... Men som aspirerende kunstner & kritiker, overvejer jeg da tit om jeg følger mine egne råd; ”praktisér hvad man prædiker”/ ”ens egen indre kritiker”...

    & selvom det til tider, kan synes overvældende (som så meget andet), vil ét af mine råd til jer andre være, at tag det med et gran salt...

    For vist først noget rammer helt rigtigt, så ku´ det blive ligesom den ikoniske nøglescene fra Pixar-filmen ”Ratatouille”, hvor den ellers bitre anmelder-karakter Anton Ego, pludselig helt og aldeles må ”overgive” sig til værket...

    (& nej, jeg ved ikke hvorfor jeg har så mange mixede mad-mæssige metaforer med denne gang... Måske fordi jeg skriver dette om formiddagen, altså, inden frokost?...)

    & som selveste Oscar Wilde, argumenterede, så kan kritik i sig selv, være lidt af en kunst... & jeg er tilbøjelig til at være enig, men det er selvfølgelig bare min holdning!...

Ferie-blog!...:

Ah, endelig kan vi holde denne længe ventede og velfortjente ferie!... Og efter at ha´ brokket mig om samfundet og arbejdslivet, skal jeg da også bare lige tag fat i det her...

For hvad skal man egentlig med den, nu man har den?... Som jeg vist nok selv skrev på FB, er dagligdagen lidt som at leve i en diktatur-stat, til forskel fra ferien, som kan synes noget mere anarkistisk!... Blot en anelse...

Ligesom visse af de memes, jeg også selv har haft delt på min personlige FB-profil, ja så bunder det jo i den tilbagevendende lettere luksuriøse problematik, en decideret dikotomisk dilemma-diskrepans...:

Skal man mon nu bruge sin ferie/ fritid på at slappe helt af, eller forsøge at forfølge sit sande personlige, pro-aktive, passions-projekt?... Nu, hvor man rent faktisk har tiden til det?...

Selv har jeg prøvet ”at slappe helt af”, men det holder kun i et vist omfang før jeg får et mindre mentalt anfald af påtaget/ selvforskyldt dårlig samvittighed over ”ikke rigtig at lave noget”...

Når jeg først & fremmest, ikke skal på arbejde, og jeg har set til de huslige/ sociale/ familiære forpligtelser... Så har jeg det med at blive modløs, rodløs, & rastløs...

& jeg siger bestemt heller ikke at jeg fortryder, eller at jeg nødvendigvis ligefrem skal være den store hyper-aktive, ekstremsports-udøvende, adrenalin-junkie der kører på sne-scooter & klatrer rundt på bjerge, som en anden Lara Croft eller Nate Drake...

Men mindre kan jo nok også godt gøre det...

Og ja, jeg ved at dette sikkert vil virke som en typisk gang halv-vejs-konklusion, men alligevel stadigvæk...

At finde en balance-gang, hvor man deler sol & vind lige, og derved får set lidt til begge dele...

Nu har jeg jo eksempelvis brugt lidt af min ferie/ fritid på at skrive dette, som du lige har brugt lidt af din på at læse...

Så, at have en form for plan, er nok ikke en hel dum idé, for at få en ”go´ ferie”!...

Gruppepres-blog!...:

 Mon ”Luksus-Fælden”, skulle blive sponsoreret af et online casino?...

Der er noget paradoksalt over at vi til dels lever i det her samfund, hvor der er så meget fokus på præstation, forbrug og overflod...

Men, at vi samtidigt med også tit får at vide at vi endelig ikke må benytte os alt for meget af det...

Det er der jo selvfølgelig en vis pointe i, men alligevel...

Vi vælter os stadig i kokke -& slankeprogrammer, eller netop programmer om hvordan vi sparer penge... Lige mellem de reklame-blokke der fortæller os, hvordan vi kan bruge de penge...

Eller hvordan vi kan prøve at undgå/ formindske stress, fra det arbejde som både stresser os, men som også kan give midler til netop at undgå/ formindske den stress...

Man har jo før hørt om ”voksen-mobning”... Men det her er jo gruppe-pres, for voksne...

Det kan da næsten ikke undre nogen, at der ryger ”en finke af panden”, en gang i mellem...

Ja, jeg ved selvfølgelig godt at jeg har været lidt inde på det før, men for at re-citerer selveste Niarn; ”I har åbenbart stadigvæk ik´ fattet en f*ck, // så jeg bli´r ved indtil jeg ik´ har andet at drop´!”...

Men hvad kunne en evt. løsning så være?... Ja, det lyder måske nok som en lettere fortærsket & banal kliché efterhånden, men måske vi som samfund, godt kunne tåle at skrue lidt ned for ”charmen” A.K.A. ambitions-niveau´et?...

Til gengæld, kunne vi som individer, skrue lidt op for ”ryg-graden” A.K.A. viljestyrken?... (Ikke at jeg selv er et pragt-eksempel på dette, skal jeg da gerne indrømme som den første...)

Men, vi kunne da prøve?...

Ude - & rejse-blog!...:

”Sidder du bare indenfor hele dagen?... Skal du slet ikke udenfor, i det gode vejr?...” Hver gang er det, det samme... Det samme, ellers velmenende nok, spørgsmål...

Men jeg har fået det spørgsmål stillet så tit, at jeg efterhånden har udviklet en form for påtaget dårlig samvittighed, pga. årtiers små-borgerlig indoktrinering igennem hele min opvækst... Altså, fordi jeg ”bare sidder indenfor hele dagen”...

Men nogle gange er jeg jo ude i ”dårligt” vejr... Det kommer da an på hvad det er jeg skal/ vil...

Og mine personlige planer, hænger ikke altid sammen med ”vejr-guderne”s (og hvor er det dog i grunden også fjollet at tro at det har noget med hinanden at gøre)...

Jeg vil dog gerne være ude i "godt" vejr... Men hvad skulle jeg lave?... Og med hvem?...

Som jeg tit siger, der er nærmest aldrig nogen af mine venner & bekendte, som har tid eller lyst (eller måske råd, hvis det skulle være nødvendigt), samtidig med mig...

Og jeg kan ikke rigtig komme i tanke om noget man ikke kunne lave indenfor (som jeg gider i hvert fald)...

Selvom der, selvfølgelig, er visse ting der er rimelig sæson-præget... Strand-tur om vinteren, snebolds-kamp om sommeren... Nej, vel?...

Hvad vil det i det hele taget også sige, ”det go´e vejr”?... Solskin?... Ja, måske for nogen, i en periode... Men både folk generelt & naturen specifikt, har jo forskellige behov, på forskellige tidspunkter...

Og man kan vel også hurtigt ”få for meget af det go´e”!?...

Et andet spørgsmål, man også tit får når det ellers er sæson til det, er: ”Skal du ud og rejse, i ferien?”...

Og der siger jeg altid nej... Det har ganske enkelt, aldrig rigtig været en del af min opvækst... Og det har heller aldrig rigtig ”sagt mig noget”...

& jeg vil hellere rejse sammen med nogle venner, end alene... Men igen, det med at de ikke har lyst, tid & råd samtidigt med mig...

Ærligt indrømmet, så har jeg også ret svært ved at forstå, hvorfor vi nødvendigvis, skal rende rundt og lave de samme ting altid...

Men, som jeg også ofte svarer til dét spørgsmål, skulle det så endelig være... Ville jeg foretrække et sted der er varmt, og har en pool ”med nogle drinks & damer” ;-P ...

Men uanset om det er herhjemme, eller ude i den store verden (i det go´e vejr), så har jeg til gengæld også fået opbygget et meget idealiseret/ romantiseret billede af hvordan det helst skulle være eller foregå...

En forestilling bygget op af en blanding af film/ tv-serier fra Hollywood, musik-video´er fra MTV & indhold fra Pornhub (nåerh, jaerh... Det sidste, måske en lille smule)...

Men derfor kunne man jo godt gøre det nu, alligevel... Hm, måske tage til USA?... Nærmere bestemt, Californien?... Det har der vist været skrevet et par sange om... Nogle af dem, om end ikke ligeså kendte godt nok, har jeg også selv haft skrevet...

Måske man alligevel skulle tage udenfor og gå en tur... Og kigge lidt på noget rejse?...

Freelancer Føler Sig Fanget I Fleksjob(-Ordning)!...:

Som jeg før har haft nævnt, her & andre steder, har jeg igennem tiden lavet forskellige, kreative ting... Men jeg er samtidigt med, også i fleks-job... Og fordi jeg er det, har jeg måtte opgive drømmen om at kunne lave musik/ skuespil, etc. professionelt...

Det rigide, firkantede, snæversynede, stramtandede system, passer simpelthen ikke til den lettere ”laissez faire”-måde som underholdnings-branchen ofte operere på og man savner klart forbedringer på dét område...

Underholdnings-branchen, fungere mere som et projekt-orienteret/ sæson-præget, relativt midlertidigt, vikariat... I hvert fald i min erfaring...

& dét, sat i skarp kontrast til de sociale ydelser som kontant-hjælp, fleksjob-ordning & sikkert også dagpenge-systemet... Et system hvor man bliver skarpt overvåget i begge ender... Føles det i hvert fald, tit som...

Hvis jeg skulle tage nogle de mere kunstneriske/ kreative opgaver, når de dukker op, så skal jeg kontakte samtlige instanser i en sådan grad at det ville virke u-overskueligt, selv for den bedste til det, sikkert (tariffen skal modregnes fleks-ydelsen, arbejds-timerne skal trækkes fra, osv.)...

Jeg ved godt at det nu virker som om at jeg bare vil ha´ ”i både pose & sæk”, og det er på mange måder sikkert også ganske udmærket at vi har det sociale sikkerheds-net, til at beskytte dem der har brug for det... Men det er måske lige stramt nok?...

En type som jeg, passer ikke helt ind i deres belejlige, små kasser, men kan nogle andre ting... De ting er bare så vage & diffuse at definere...

Og det er ikke kun mig, men også forfattere & akademikere der har måtte arbejde ”udenfor deres fag”, men det bør da ikke nødvendigvis afholde dem fra at skrive deres materiale (analyser/ afhandlinger, evt. etc.)?...

Sårbart sind og kunstnerisk/ kreativ/ intellektuel udfoldelse har jo en stor sammenhængs-mæssig styrke og går ofte hånd-i-hånd...

Men hvad kunne en evt, løsning mon så være?... Jo, jeg har selv snakket en del om ”borgerløn” og for nylig deltaget i en underskrifts-indsamling til et borger-forslag om at ”fleks-jobbere” skal kunne oprette egen virksomhed...

Jeg tror helt klart, at tiltag som disse ville kunne være et skridt i den rigtige retning... Fordi, til trods for at det hedder et ”fleks-job”... Så virker det ikke særligt fleksibelt!...

Kasse-blog!...:

Kasse-tænkning (og de mærkater der sidder på dem)... Vi bliver tit fortalt hvorvidt vi, skiftevis, skal benytte det eller ej... Men egentligt er det vel ikke helt så enkelt?... Det kommer jo helt an på situationen og formålet...

  I praksis, er det da umiddelbart ret rart at vide hvor de forskellig ting, hver især er henne... At vide hvad man får og får hvad man har bestilt... I andre sammenhænge, derimod, kan det dog godt blive lidt for ”stramt”, hvis man holder sig alt for meget til det...

  Vi kan jo alle blive forfaldne til det, inklusive mig selv... Men jeg ser det også en del rundt omkring...

   Vi kender det jo, f. eks. Med skuespillere der har været i en bestemt type rolle/ serie eller lignende og derefter prøver noget andet... Komikeren der vil lave drama, osv. (hvilket jeg også selv har haft lidt erfaring med)...

   Dette bliver ikke altid lige vel modtaget, men omvendt er der jo også noget om det... Det ville jo, unægtelig, blive en noget sløj samurai-film, hvis det primært bestod af nogle blegfede danskere ;-) …

  Det samme fænomen, gør sig også gældende på YouTube (”du er sådan en slags kanal”)... Og jeg oplever det også selv som autist (folks generelle fordomme/ forestillinger om hvordan autisme er eller kan være)...

  Hvad kan løsningen, mon så være?... Jo, måske man skulle prøve at være lidt mere åben?... Og ikke altid tænke i de kasser...

    For det er nemlig det smarte ved kasser... Man kan komme forskellige ting i dem...

Arbejders-blog!...:

Vække-uret hiver dig ud af din sødeste søvn og du må stå ud af din varme, bløde seng...

 Du når lige din morgenmad osv. inden du må op på cyklen eller i bilen/ bussen gennem mørket og møg-vejret...

 Du ankommer på dit arbejde, hvor dagens opgaver venter... Cheferne/ kunderne hiver fat i dig og du render rundt fra det ene til det andet...

 Når så det meste af dagen allerede er gået med det, må du til at tage hjemad, hvor resten venter...

 På vejen, forbi købmanden for at handle ind til aftensmad... Hvis du har et barn eller flere børn & kæledyr, passer du dem...

 Du når lige at se lidt til resten af verden og, hvis du er heldig, dig selv, inden du går i seng igen og det hele starter forfra... Resten af ugen...

Men ved du hvad?... Du gør det!... Du står og går igennem alt det, så godt som du overhovedet kan!... Vær stolt og lad ingen tage det fra dig!... Du er... Arbejder!...

Mandags-blog!...:

Mandag. Den stakkels, hårdt-prøvede mandag (”måne-dag”)... De fleste hader den, nogle få synes den er helt fantastisk...

 Hver uge, nærmest flyder de sociale medier over med den ellers åbenlyse annoncering at den, desværre, kommer igen i morgen... Hvor til det kynisk-humoristiske svar kan lyde at man jo egentlig ikke hader mandag, snarere sit liv generelt...

 Sjovt nok, er der ingen som brokker sig over den, hvis den tilfældigvis falder indenfor en ferie-periode...

 For det er jo ellers et tydeligt tegn på at hverdagen starter igen og at arbejdet atter kalder, efter weekenden som vi alle jo vist nok ellers elsker...

 Og det jo kun en social konstruktion vi har opfundet for at kunne organisere os lidt bedre, i vores kultur... Kloden er nok egentligt ret ligeglad med selve uge-dagene...

 Men ifølge en undersøgelse* viste det sig faktisk at være tirsdag eftermiddag som er den værste... Netop fordi weekenden virkelig var overstået og der kan synes langt til den næste...

 Rent personligt, synes jeg snarere torsdag er værre, da den er noget tættere på, men bare ikke helt og jeg tendere at få, hvad jeg kalder ”midt-uge-syndrom”, hvor tingene måske kan føles lidt tungt...

 Man kunne, lidt optimistisk/ filosofisk, sige at vi måske faktisk bør glæde os over at kunne få endnu en mandag at leve i...

 Men jeg vil til at slutte af for nu, da jeg skal på arbejde i morgen... Det er jo mandag...

*) undersøgelsen udført af London School of Economics.

Kunst-blog!...:

Kunsten. Den har altid været med os. Lige fra de første hulemalerier og frem til i dag.

    Gennem forskellige former, folk & perioder... Den lærer os om os selv, hvem vi er og hvad vi vil... Eller ikke vil... Derfor er den faktisk ret vigtig...

     

    Rent personligt, har jeg lært mere fra dén, end fra noget som helst andet (mere om dette andetsteds)...

     Alligevel kan den ofte synes at blive ned-prioriteret... Hvordan kan det dog være?...

   Tilbage, i de helt gamle dage, blev det betragtet som en del af almen/ fin dannelse at kunne skrive, synge eller spille musik... Men sådan er det bare ikke helt længere...

     

    Sandsynligvis fordi, at omkring den industrielle revolution begyndte man at fokusere mere på de færdigheder som var nyttige i dén sammenhæng (sprog, matematik osv. -logistiske begreber der appellerer mere til den venstre hjerne-halvdel, ifølge teorien), og sådan har det fortsat lige siden...

     

    Eksempelvis, kan jeg huske at i folkeskolen var de kreative fag, sjældent netop dét...:

 I formning lærte vi aldrig noget om de forskellige kunst-arter (surrealisme, ekspressionismen, kubismen, etc.), men spildte bare tiden med noget vand-sjask (akvarel, marmorering, etc.)...

     I musik, spillede vi aldrig på instrumenterne eller lærte noget om diverse genrer, og dens egen historie... Vi sang bare noget halv-gammelt folk/ rock (sjovt nok, fra lærernes ”egen ungdom”)...

 (Jeg erkender dog at det med kunst-formerne nok er ret tørt stof for en 4.-klasse og når vi elever, skiftevis, fik lov til at spille vores daværende ynglings-musik som en del af undervisningen, så jaeh... Det var jo ´90´erne ;-) & forhåbentlig var det bare min skole, den gang, men jeg skal jo ikke kunne sige om det er blevet bedre nu)...

 

    Det var først senere, på privat-skole, jeg begyndte at få øjnene lidt mere op for det kunstneriske/ kreative...

     Men min studie-vejleder nævnte aldrig noget om lige DE muligheder... Dem har jeg først haft kigget lidt på, for nylig (& nu er det nok ved at være for sent for mig)...

     I min nuværende hjemby, lægger der en teknisk skole, ret centralt, mens det mere kunstneriske er at finde på en højskole, lidt ude for byen...

     Når nogen spørger mig om hvad jeg ellers lige går og laver, svarer jeg ofte at jeg er kunstner... Hvortil de så spørger, noget i retning af; ”Maler eller billedhugger?”... Som om dét er de eneste to muligheder... Og det kan KUN være én af dem!...

 

    Jeg er godt klar over at branchen har sine egne problemer (for mange om for få jobs, lettere nepotisme/ vanetænkning osv.), at det ikke den allervigtigste instans og at man ikke nødvendigvis behøver at gøre det til en professionel karriere, men det er da alligevel lidt sjovt at lige denne fag-gruppe bliver sådan ”skubbet lidt til side”...

     Ofte er vores samfunds-system heller ikke helt foreneligt med at være freelancer...

 

    Jeg måtte selv finde frem til casting-bureau´er... Igen, blev der aldrig nævnt noget om det i skolen og branchen selv, virkede til at holde dén information som en form for forretnings-hemmelighed...

 

    Men hvad kunne man så gøre?... Måske starte med at turde satse lidt mere på det... Oprette en grundlæggende uddannelse som kunstner, med mester/ praktik-pladser osv.

     Jeg må indrømme jeg ikke kunne finde noget om fagforeninger for kunstnere, så jeg ved hverken om det findes eller kunne være en god idé at lave?...

Så ville vi måske bedre kunne komme de førnævnte problemer til livs?... Det er da værd at overveje?...

 Jeg siger ikke at udøvende kunstnere skal betragtes som politi-betjente eller brandmænd...

 Men måske det ville gøre lidt underværker, hvis dem som prøvede at lave mesterværker, blev betragtet lidt mere som en slags håndværker...

Autisme-blog!...:

Autisme bliver ofte beskrevet som en form for mentalt handikap, eller som det hedder ”neurologisk udviklingsforstyrrelse”... Og selvom det, for så vidt, er rigtig nok (både teknisk og juridisk set), kan det synes en noget unuanceret forklaring... Der kan være forskellige grader af det, hvilket også er hvorfor man snakker om et ”spektrum” indenfor dét...

   Men det er hverken en sygdom eller psykisk lidelse...

   Det kendetegner sig, bla. ved, at vedkommende har manglende social forståelse, snævre interesser og foretrækker faste handlingsmønstre...

  Rent personligt, blev jeg selv stillet diagnosen i en ret ung alder... På et tidspunkt, hvor man ikke vidste så meget om det og vi fik heller ikke ret meget hjælp til at forholde os til det... Det er dog i en mild grad, og selvom jeg kan undre mig om jeg ville have fået den stillet i dag, så kan jeg dog godt nikke genkendende til beskrivelsen, som angivet ovenfor...

   Op gennem tilværelsen, har jeg dog prøvet at arbejde så vidt mulig med det...

   Jeg tror dog også at det har været med til at jeg kunne gøre de ting som jeg har haft gjort (kreativt/ fagligt/ dagligt)... Faktisk kan jeg nogen gange godt blive lidt i tvivl om jeg ville kunne have gjort det uden, så at sige... Og jeg har haft brugt mine førnævnte ”snævre interesser”, som en måde hvorpå at få bedre forståelse for omverden...

   Vi kan som sagtens være til gavn alligevel, og heldigvis har omverden også fået bedre forståelse for os... 

Den Lille Høne (Moderne)!...:

Der var en gang, for længe siden, langt ude på landet, en lille gård...

  Her boede der en flittig og kløgtig lille høne. Hun ville så gerne have noget brød at spise... Men først så skulle alt kornet høstes og males til mel, så hun kunne få bagt sig sit brød... Hun kunne bare ikke gøre alt dét, helt alene...

  Så hun måtte gå rundt i hele nabolaget, og spørge alle hun mødte om de ikke nok ville hjælpe hende... Hun spurgte både katten, hunden, hesten, anden og koen, men ak... Ingen ville hjælpe hende, da de alle havde for travlt med deres eget...

  Slukøret og fortvivlet, vendte hun hjem... Men så på vejen, fik hun pludselig øje på et fugleskræmsel og et plov-skær... Og det gav hende en idé... Fuld af forhåbning, gik det nu rask hjemad for at gå i gang med sine planer... Men hvad var det dog for en idé som hun havde fået?...

  Hun arbejde videre på det, hele resten af dagen, ja, og lidt af natten med... Ingen af de andre forstod, hvad hun var i gang med og alle som én, undrede de sig over dette...

  Den næste morgen, gik de hen til hende for at høre hvad der mon var for... De blev lidt overraskede af at se hende bare sidde på terrassen og nyde det gode vejr... Men så sagde hun at de bare skulle følge med hende om bag ved, for der var nemlig noget hun ville vise dem...

  Og her fik de sig rigtig nok en overraskelse!... Det viste sig nemlig, at det som den flittige og kløgtige lille høne, havde arbejdet så i hærdigt på, var at lave nogle mekaniske hjælpere, der kunne tage sig af alt det hårde arbejde!....

  De andre dyr, synes godt nok at det først var lidt mærkeligt, men måtte indrømme at det var smart tænkt af den flittige og kløgtige lille høne...

  Efter at de alle sammen havde stået og kigget lidt, begyndte hun at dele ud af sit nybagte brød og herefter, prøvede de alle sammen, på hver deres måde, at gøre verden til et bedre sted...

  Se, dét er ganske vist!...

Arbejds-blog!...:

"Og du skal tjene til det daglige brød, i dit ansigts sved"
Jeg har aldrig været meget for at arbejde... Jeg skal dog gerne give en hjælpende hånd, hvor og når jeg kan... Men lige siden jeg var lille, har jeg tit skulle slæbes med af sted "kicking & screaming"... Det er i det hele taget, ikke noget, vi lader til at tænke så meget over, det der med at arbejde... Ikke noget vi sætter spørgsmålstegn ved... Men det burde vi vel gøre lidt mere?... Altså, at tænke over det...
For det er da et lidt spøjst fænomen, at vi skal opgive så meget af os selv, for at kunne opretholde resten...
Lige fra man er lille skal man hele tiden justere gradvist; for først, så vil man være brandmand/ superhelt (eller prinsesse), så finder man ud af at det rent fysisk ikke kan lade sig gøre, så finder man måske et instrument eller prøver at blive læge, men så er der alt for mange om for få muligheder og så søger man ind på én bestemt niche-uddannelse, man heller ikke kan bruge til noget osv. Det er selvfølgelig meget godt at være klar på ændringer i forhold til livet generelt, men måske ret sigende om vores samfund...
Når vi så står og går på arbejdet, hører vi måske diverse kærligheds-sange imens... Når vi så bagefter, kommer hjem til partneren ja, så snakker vi om hvordan det gik på arbejdet...
Man checker hele tiden klokken for at se om det ikke snart er frokost (så er man da halvt igennem dagen), eller bare helt fri... Når man så endelig har fri, er det lige omvendt, da man håber at det varer så længe som muligt (eller er det bare mig?...)
Men jeg har fuld forståelse for at det kan være meget forskelligt og nogle folk møder op, med begejstring for udfordringen og glæden ved i sig selv at arbejde... Det kan være ret individuelt og kulturelt baseret...
Og jeg kan da også sagtens se, at grænserne mellem arbejds -og personligt liv, kan blive noget slørede...
Jeg tænker bare at vi skulle gen-overveje betydningen af begrebet...

Meta-Blog!...:

”Ja, han er jo så glad for det teater”... Dét har jeg tit hørt, via alt det administrative jeg har været igennem... Men det er ikke helt rigtigt... Eller, jo... Det er jo for så vidt, rigtigt nok at jeg har haft lavet meget af det gennem alle de special-skoler som jeg har været på... Altså, teater...

  Og selvfølgelig, har jeg også været glad for alle de oplevelser & erfaringer, som jeg har haft gjort mig... Men det har egentlig kun været fordi det er relativt nemt at lave for enhver institution... Og det er skam helt bestemt også et godt sted at starte, hvis man vil gå den vej... Jeg vil faktisk sige at man bør starte der...

  Men jeg kan faktisk lige lidt bedre lide film... Jeg har altid kunnet lide film... Lige siden, man som lille, havde skabet fuld af hjemme-video´er... Som jeg siger...: ”Jeg har da været mere i Palads, end i Det Kongelige!...”

  Og nu, burde jeg måske nok sige noget med at jeg ser mest Ingmar Bergman, osv. men det er ikke ligefrem tilfældet (faktisk har jeg slet ikke set nogle af dém)... Dog i mange andre genrer... Som man nok, vil finde noget mere let-tilgængelige... Dog uden at være alt for ”løs-agtige”... Præcis som jeg foretrækker dem (ligesom jeg gør med andre underholdende medier, i øvrigt)...

  Det er jo klart noget begrænset hvad man kan på en scene, men der er en del flere tekniske muligheder i dette andet medie (zoom, klip, underlægning osv.)...

  Men den historie og det budskab, som man kan fortælle (netop ved brug af de tekniske og praktiske kneb og tricks), kan jo være meget effektive til at påvirke én, følelsesmæssigt (alt for mange eksempler, til at kunne nævne ét bestemt øjeblik)...

  Ja, jeg holder endda så meget af film, at jeg i nyere tid, selv har prøvet at lave nogle... Eller være med til det, i hvert fald... Både amatør-mæssig, men også mere professionelt... Og både i forbindelse med enten fritid eller skole... I forskellige dele af produktionen (skrivning, instruktion, skuespil, filmning, redigering)... Af varierende kvalitet & længde ;-) ...

  Nu om dage, er det også blevet noget lettere, da udstyr er relativt billigt og man kan lægge det ”færdige produkt” op på nettet...

  Og ja, jeg har bestemt også været med til når det IKKE fungerede (folk der ikke møder op, bliver jaloux, får stjålet udstyr osv.)!...

  Oftest i fællesskab med venner, der deler samme interesse og erfaring... I hvert fald, sådan nogenlunde... Hvad enten det er mig selv eller de andre der står i spidsen for det givne projekt (som vi så, indbyrdes, prøver at bytte lidt rundt på hvem og hvad er fra den ene gang til den anden)...

  (Og igen, nu håber jeg ikke at jeg skyder mig selv i foden og andre hugger denne idé, men...) 
  Eksempelvis, så har jeg, I et stykke tid, haft gået og puslet med idéen om at lave en film... OM at lave en film... Og alle de førnævnte ting der kan gå galt for et hold af film-skabende amatører... Men jeg har ikke rigtigt kunne få det til at hænge sammen... Måske det bare ikke kan lade sig gøre?... Det er jo én ting at lave film, noget andet at fortælle om eller vise hvordan man gør det (uden at blive helt teknisk)...

  Måske det er bedre at skrive om det, sådan her?... Ja, det blev lige lidt meta... Men måske en dag, snart, vil jeg igen kunne sige...: ”Dén er i kassen!...”

Art Blog!...:

Se, jeg har tænkt lidt over dét, med hele den her ”kunst”-ting og, tjaeh... Jeg overvejer at give op...

   Jeg ved godt, at de fleste med det samme vil sige ”nej-nej, det behøver [jeg] da ikke”... Men faktum er, at der er flere forskellige faktorer som spiller ind og gør det så utroligt svært... For det første, har jeg så sjældent tid & energi til det... Dernæst kommer en del andre... Udfordringer, forbundet med det;

   Bureaukrati (jeg har talt stolper op og ned, om dette før... Og selvom, i skrivende stund, min mere private/ personlige situation, virker til at være lettere forbedret omkring det, lader det stadig meget tilbage at ønske...

   Teknologi (at få det hele til at fungere, med kabler, klip osv. selvom sidstnævnte er mere relevant i mine anmeldelses-video´er)...

& ellers bare andre generelle ting, som planlægning, ”publikum”, selve branchen (selvom nettet tillader egen virke), kritik (omend den er nok så konstruktiv) osv.

   Det eneste jeg havde lyst til at lave... Alt jeg ville bidrage med... Var underholdning... Og det virker som om at jeg ikke rigtigt får lov til det...

   Alt er alligevel også blevet gjort & sagt bedre af andre før... Eller vil blive det, med ti-den...

   Alle dem jeg beundrer... Nåede kun dertil ved at dyrke ét bestemt felt... Ikke en masse forskellige ting på én gang... Måske lige med nogle enkelte, sideløbende, aktiviteter i ny & næ... Dog stadig som en del af deres faste form... Og jeg efterligner dem jo bare, mere eller mindre... Men det samme gør de vel, for så vidt, også med deres egne idoler?...

   Måske skulle jeg bare overlade det hele til dem... Behøver jeg overhovedet at blande mig?... Skulle jeg ikke bare sætte mig tilbage som publikum og nyde alt hvad de forskellige laver?... Men ville det være nok for mig?...

   En anden side af sagen er jo også den kendsgerning at... Selvom jeg måske ikke har så mange folk omkring mig med det rent kreative, så har jeg det jo alligevel stadigvæk, rent privat/ personligt... Jeg har et job, familie, venner, osv. samt en hel del underholdning...    Sagt på en anden måde...: Jeg har et liv... Er det ikke nok?... Behøver jeg virkelig det andet?...

   Og så igen... Jeg har jo de her evner og masser af idéer... Om det bliver til noget eller ej... Eller rettere; hvor meget det bliver til... Om det så bare er selve øvelsen af det...

   Men nu har jeg jo alligevel fået formået, at skrive dette her...

Kvart-blog!...:

Hvad end jeg skriver manuskripter*, komponerer musik, gør rent eller laver mad, tænker jeg tit; "Kan jeg ikke bare få en anden til at gøre det for mig?"...

Måske er jeg doven, men der er vel ingen som kan gøre alting helt selv?...

Jeg mangler en...:

Kok, stuepige, chauffør (alt dette kunne klares af en butler/ PA),
Sekretær, kurtisan (alt dette kunne lægges sammen med en kæreste/ "Gal Friday" a la Pepper Potts),
(booking) agent/ manager, musik producer, "script fixer (= doctor/ ghost writer)", revisor, advokat, IT-Tekniker, og sikkert meget mere endnu...

Men indtil da, må jeg jo bare finde ud af hvad jeg kan...

*) Selv mine blogs er blevet værre...

Halv-blog...:

 Vi lever midt i en brydnings-tid... Både politisk (forhåbentlig, men mere om det andetsteds), men også medie-mæssigt...

  Mens jeg pakker spil & dvd´er ned, bestiller jeg stadigt flere bøger...

  Da jeg var lille sad man og så den samme film om & om igen, for det var begrænset hvor stor en samling man havde... Nu ser man alle film én gang... Og kan dårligt overskue hvis den er flere timer lang (selvom ”belønningen”, kan føles større)...
  Jeg låner også stadig film på biblioteket, da det kan være med til at gøre det mere "overskueligt og tvunget", eftersom man tænker at blive færdig med det, så hurtigt som muligt, så det kan afleveres igen...
 Før i tiden, syntes jeg at det var mærkeligt, hvis folk IKKE havde et tv... Nu er jeg snart ved at synes det er mærkeligt, hvis de rent faktisk har et...

 Jeg har altid gerne ville leve af min kreativitet... Men nu... Det er ikke bare på grund af alt det med hvad der er realistisk at leve af osv. - Ja, tak!... Dén samme, gamle sang har vi hørt på...

 Som ”South Park” sagde det, så er de gamle metoder ved at dø... Kan det overhovedet svare sig at prøve på at få en pladekontrakt længere?... Hvem hører stadig cd´er (udover mig selv)?...

 Internettet har, som ”game-changer”, åbnet muligheden for uhæmmet kreativ aktivitet (hvis nu bare politikkerne kunne følge trop), men også fuldstændigt forandret forretnings-modellen... Hvilket eks. Blockbuster måtte sande (til trods for at biograferne stadig bugner af den tilfarne folkemængde)...

 Kombineret med mine egne erfaringer på kontanthjælp, kan jeg netop godt lide tanken om noget underholdning, der i det mindste prøver på at være godt og gratis...
  Selv nogle af de mest professionelle musikkere & komikkere lægger deres ting op, i fuld længde, nogle gange mere eller mindre gratis end andre...

 Så hvis jeg sletter mine ting fra de forskellige gratis-sider, de lægger på... Og i stedet sætter dem på steder hvor folk skal betale, vil jeg så ikke bare virke grådig?...

& hyklerisk da jeg selv tager nogle ”smutveje” (som ”lånere” på biblioteket eller af venner/ familie)?...

 Måske man også skulle nyde de fordele der er ved at være ”indie”?...

 Der er jo også stadigvæk ”fein-schhmäkkere” (hipsters?) der foretrækker at lytte til vinyl...

 Når alt kommer til alt i sidste ende, så handler det vel i bund og grund om fra -og tilvalg... Og som sådan er intet vel egentlig forandret?...

Brok-blog!...: "Selvforskyldt Undskyldning"!...:

Vi brokker os. Hele tiden. Og det må vi godt. For det kan der komme noget ud af...

  Problemer kan ikke blive løst før der bliver gjort opmærksomt på det (& hvorfor tror I ellers at jeg kalder dét her for min ”brok-blog”?)...

 Alternativet er det som vi allerede står temmelig meget i; hvor man ingenting kan sige eller gøre af frygt for at træde nogen over tæerne... Så, åbenbart hellere, træde på æggeskaller...

 Og måske nogen derude også brokker sig om... Mig...

 Jamen, så lad da mig være den første til at undskylde for mig selv... Først og fremmest for at finde et tyndt lead-in, dernæst for at have tyv-stjålet fra diverse komikere og at havde fornærmet ærlige, hårdt-arbejdende folk...

 For, så godt som altid, lige at være mindst én post-gang for sent til at være helt aktuel...  Og for at skifte mening fra det ene indlæg til det andet (kan jeg leve med et ”almindeligt” liv eller ej? - dét har så åbenbart bidt mig i halen nu;-)... Eller gå alt for ”off-topic”... Eller re-redigere dem hele tiden...

 Og undskyld for min bedre-viden-hed, mens jeg bare sidder her og vrisser, uden rigtigt at gøre noget ved det (aner ingen gang hvor jeg skulle starte)... Ingen gang gøre noget mere ud af at udtrykke det, end bare skrive det direkte...

 For, tilsyneladende, bare at fralægge mig ansvaret af tidligere indlæg ved at undskylde for det nu...

 Og for at tro, at nogen som helst overhovedet, gider at tage sig af hvad jeg dog skriver...  Undskyld for at jeg skriver for meget... Og for at jeg ikke skrive endnu mere...

 Undskyld jeg undskylder... Og nok ikke kan gøre så meget andet...

 Man kan ikke gøre alle tilfredse... Men kan man gøre bare nogle tilfredse?... Og ville dét være nok?...

 Ja, jeg ved godt at jeg virker lidt bitter, men siger jeg ikke bare sandheden?... Og jeg ved godt, at der findes mindst én anden sandhed, tro mig, jeg har set glimt af den!... Den er bare dækket af en grå, tæt, tyk tåge!...

 Så jeg brokker mig om så meget; samfundet, medierne, kvinderne (i øvrigt, alt sammen noget som jeg selv gerne skulle få noget ud af)...

 & jeg kan allerede nu hører troldene stå klar med deres; ”BUH!... Skrub dog ud af landet, hvis du er utilfreds, din overforkælede narrehat!...”

 Hvortil jeg vil gå i defensiven og svare; ”Jah, tak, gerne!... Men hvorhen?... Intet sted er jo helt og aldeles problemfrit, og det er jo netop fordi at jeg sidder fast i et urokkeligt system at jeg ikke rigtig kan komme nogen steder... Desuden, hva´ vil det løse at man bare skrider, hvor fristende omend det måtte være?... Jah, I ville få mere fred, men hvad ellers?...”

 Skulle jeg bare lade jer sejle jeres egen sø?... Det ville være lettere... Holder jeg så alle svarene?... Nej, det må vi som altid finde frem i fællesskab!...

 Og i mellemtiden, så kan vi bare brokke os lidt mere ;-) ...

Brok-Blog!...: "Medie-Mølle-Maskinens Mega-Manipulation"!...:

  Efter en lang og hård arbejdsdag, kan vi så tage hjem og se et eller andet fucking fordummende reality-show (mere show end reality), hvor vi udstiller og håner halvhjerner for at føle os lidt bedre selv!...

  Ellers er der krimi med ”Dicte” (Iben Hjejle som betjent -igen?) eller socialt-realistisk drama/ periode-pis om søndagen i ”1864”... Men hva´ fa´n nytter hele det her?... Folk er jo røvhamrende ligeglade og fortsætter med at se det næste romertals-lort*!...

  Og jeg er ikke et hak bedre selv, for jeg dyrker også barnlige ting, helt tilbage fra ´60´erne (man kan dog diskutere kvaliteten af slutproduktet, for værre eller bedre)!...

   Popmusik har jo altid haft en eller anden grad af overfladiskhed, men jeg vil dog vove at påstå, at de ofte PRØVEDE på at gøre noget ud af det den gang og den sidste håndfuld år er det nu virkelig røget af sporet med hip-hop-klichéer, og de kommercielle regional-radio´er spiller de samme 5-10 sange, flere gange om dagen (uanset foretrukken genre).

  Takket være multimedie-manipulation kan vi snart ikke blive enige om hvor vidt rundt er smukt eller ej!...

  Pur-unge piger render fra plejehjem, for de er blevet så usikre på dem selv, i fejlagtig tro på at de skal se helt rigtige ud... Uden at ane at det gør de allerede...

  Og hvorfor skal Barbie til at at være realistisk?... Og hvorfor skal ”realistisk” være lig med ”grimt”; lavstammet & halvkvabset (accessories: klistermærke med akne, appelsinhud osv.)?... Prøv og hør; DET ER EN FUCKING DUKKE!!!...

  Det kan ikke være andet end en karikatur!... Som en tegnefilm eller lignende skal det være sådan for effektens skyld, så når man gør det ”realistisk” bliver effekten bare så meget værre (& i skarp kontrast til så-kaldt ”reality”)!...

  Hvis man vitterligt vil gøre hende realistisk hvorfor så ikke bare gøre hende til en SOSU-studerende (hun har jo mange års erfaring i service-branchen)?...

  Vi bryder os ikke rigtigt om at nogen farver uden for stregerne og viger fra normen, men når så endelig nogen har turde gøre det, kan vi heller ikke lade være med at beundre dem lidt og købe tykke biografier om dem og se filmatiseringerne i biografen...

  Dét er jo ikke bare Jantelov, dét er en decideret folkesygdom!... ”Vi kan ik´, men de ku´ godt, for de var også lidt specielle” (hvilket, i øvrigt, også er en virkelig fornærmende ting at sige til dem der så gerne vil prøve)... Nej, fri mig for ligusterhæk og villaveje!... 
  Pisse-påpasselige-pædagogisk-pylrede-provinsiel-proletariske parcelhus-plebejere!...

*) ”Krummerne”, ”Far til Fire”, ”Min Søsters Børn”, etc.

Brok-Blog!...: "Leverpostejs-mentaliteten"...:

Ved du hvad jeg er træt af?...

    Jeg er træt af dette kolde, kedelige, lille land... Hvor vi kun skal stå op om morgenen, tage på arbejde og knokle os halvt ihjel (sygdommen tager resten, men lidt mere om den senere)!...

    ”En grund til at stå op om morgenen”... Magthaver-propaganda... Er det bare mig eller er det ikke enormt trist at skulle ”ha´ en grund” til at stå op om morgenen?... Hvad skete der med ”ha´ lyst”?...

     Og er det ikke enormt trist at dét skal være grunden?... ”Ville du så bare hellere lægge derhjemme og ikke lave noget?”... NEJ!... Dét har jeg faktisk prøvet og det er ikke så fedt som man skulle tro!... Måske den første uge eller to, men så heller ikke meget mere (og hvis du stadig synes dét, så er der virkelig noget galt med dig)!...

    Er det virkelig de eneste muligheder som man har?... Noget du ikke har lyst til eller intet overhovedet?... Hvad med noget man ville, eller i det mindste bare kunne?... ”Vi kan ikke altid få det som vi vil ha´ det!...” Nej, men skal dét være en undskyldning?... Og bare fordi du har et nederen job, skal jeg så også ha´det?...
    "Hvis det er noget, som du ikke gider, er det et arbejde... Hvis du gør, så er det en hobby"...

   ”Man er sin egen lykkes smed”... Nej, ikke helt... For heldigvis er man aldrig helt alene om det, men det betyder så også at man aldrig er 100% støttet... Det virker måske reelt nok at der er sol & vand fordelt lige 50-50, men det er jo i virkeligheden en stagnerende status quo...
    Det er 2015 lige om lidt, og stadig er der så meget homofobi og rascisme...

    Og ellers kan vi bare spinke & spare op til de eneste 14 dage om året, hvor vi kan lægge og glo/ sove på den sydlige halvkugle for derefter at vende snuden hjemad og fylde hinanden med så meget ligegyldig lort i form af at hører på ”non-versationer” som; ”GUD!... Hvor er du da blevet brun!... Jah, det er skønt med sådan en ferie, dét kan man jo altid bruge, men vi skal også ha´ noget at bestille, nåh, men lad os snakke om vejret eller mad, for det er noget vi kan forstå & forholde os til...”

   I stedet for at spørge; ”Hva´ tænker DU?... Hva´ føler DU?... & hva´ er det egentlig for en verden vi lever i?...”

  Jo, åbenbart en verden hvor vi henter vores afkom i daginstitutioner FØR vi handler ind på vejen hjem!...

 Hvor stressede blå-krave, arbejder-klasse-forældre, trækker i og råber ad, deres overtrætte møgunger der vræler efter slikket fra den billige afdeling, som selvfølgelig er placeret lige oppe ved kassen!...

& når så endelig sygdommen rammer, begræder vi at det hele ikke gik bedre end det gjorde... Og den kommer... Fordi vi prøvede at klare det hele gennem kaffe, smøger & solarie...

  Vi ku´ også bare alle sammen stikke hovedet i sandet og gå i seng, for så at stå op næste morgen til det samme evindelige, ulidelige helvede...

”Perpetual Motion (Moloch) Machine”, indeed!...

• Fyrsten, 2014, alt for sent?...