Kritik-blog!...:

I en kultur, med kunst, må nødvendigvis følge... Kritik... Åbenbart...

    & det er vel noget vi alle sammen gør, mere eller mindre... Man ku´ måske nok sige det lidt groft, som bekendt; ”meninger er ligesom røvballer – alle har (mindst) én!”... Eller måske ligefrem; ”den bedste kritiker – er en død kritiker!”...

    Men hvorfor?... Bør man ikke bare danne sin egen mening og holde den for sig selv?... ”Hvis du ikke har noget pænt at sige, så ti stille!”... Har vi virkelig brug for at skulle dele ud af vores holdninger?...

    Ja, i nogen grad, for man vil jo gerne prøve at gøre tingene bedre... Hvad det så end betyder, i det givne tilfælde... Ellers kommer man jo nok ingen vegne...

    Men det næste oplagte spørgsmål, er så; hvordan kan man gøre dét -& på en god måde?...

    Ja, det nærmest ligeså oplagte svar, må være at der selvfølgelig er det som man kalder ”konstruktiv kritik/ feedback”, altså hvor man ikke kun fokusere på de negative, men også mere positive aspekter...

    Vi kender vel alle sammen til den der amerikanske model med ”corporate sandwhich”; hvor man lige får sørget for at placere et stykke kompliment, mellem to skiver ”forbedrings-foreslag”...

    Men så igen, man kender jo også til det klassiske udtryk; ”for mange kokke i køkkenet, fordærver maden”...

    Og med de mange tilfældigt-udvalgte fokus-grupper in mente, ledes tankerne derved let hen på det cirkulerende online-meme med billede af en pizza, der er toppet med både div. former for chokolade, en grill-kylling osv.

    Kunst & kultur har vel nok altid været dyrket af alle, men helt generelt er de eneste som rigtig har haft ressourcer (tid & penge) til at dyrke det, været den elitære overklasse & derved også kommet til at være meget dem der netop dannede dagsordenen for hvad der var ”værd” at bruge sine førnævnte ressourcer på...

    Det lyder som en fortærsket kliché & noget af en høj hest at sætte sig på, men mon nogen spurgte Leonardo Da Vinci; ”Hvorfor smiler hende den pæne dame på maleriet ikke noget mere?”... ”Hvorfor har ham manden på tegningen, så mange arme & ben?”...

    Eller bad Michaelangelo om at male flere engle... (& nej, jeg snakker ikke om muterede skildpadder eller ham fra Titanic-filmen...)

    Men Shakespeare forsøgte at skrive både drama til overklassen oppe på balkon-pladserne, & nogle lumre jokes til ”de billige rækker” nede på gulvet... (& George Lucas ka´ ik´ finde ud af om han skrev til børn eller voksne...)

    & det kan da også synes lidt spøjst, når noget skal anmeldes af en type, som ikke rigtig har forstand på/ ”smag for” hvad end der lige anmeldes (”ingen nævnt, ingen glemt”?)...

    Der er jo også hele klichéen om at ”dem der ikke kan kunsten, de anmelder den”...

    Men hele den elitære tilgang, mærker man stadig i vore dage, først med avis-spalter i kultur-sektionen, & nu også især på internettet...

    Hvor alle kan dele deres mening når som helst og gør det, meget!...

    Her startede det også med at være ret negativt (omend humoristisk, i de bedste tilfælde), men er siden blevet noget mere analytisk (jeg vil anbefale Mike Jeavons´ serie af YT-video´er om netop dette ”fænomen”...)

    Undertegnede skribent, kan da heller ikke selv se sig helt fri for det... Men som aspirerende kunstner & kritiker, overvejer jeg da tit om jeg følger mine egne råd; ”praktisér hvad man prædiker”/ ”ens egen indre kritiker”...

    & selvom det til tider, kan synes overvældende (som så meget andet), vil ét af mine råd til jer andre være, at tag det med et gran salt...

    For vist først noget rammer helt rigtigt, så ku´ det blive ligesom den ikoniske nøglescene fra Pixar-filmen ”Ratatouille”, hvor den ellers bitre anmelder-karakter Anton Ego, pludselig helt og aldeles må ”overgive” sig til værket...

    (& nej, jeg ved ikke hvorfor jeg har så mange mixede mad-mæssige metaforer med denne gang... Måske fordi jeg skriver dette om formiddagen, altså, inden frokost?...)

    & som selveste Oscar Wilde, argumenterede, så kan kritik i sig selv, være lidt af en kunst... & jeg er tilbøjelig til at være enig, men det er selvfølgelig bare min holdning!...

Zzzøvn-blog!...:

”En morfar”, ”en skraver”, ”én på øjet”.... Som bekendt, har kært barn jo mange navne...

& i øvrigt; hvorfor hedder det egentlig ”skønheds-søvn”, hvis man angiveligt er ”morgen-grim”?... Eller, måske netop derfor?...

Men vi har det ret ambivalent med søvn...

Vi ved godt at vi jo ikke bare kan sove hele dagen... Måske lige på nær weekenden/ ferien, for der siger vi altid; ”så kan vi sove længe”...

Men hvad vil det egentlig sige?... Hvor længe vil vi så sove?... Hele weekenden/ ferien væk?... Indtil hverdagens hårde, barske realiteter vækker os igen...

Er det virkelig det eneste alternativ?... Hvorfor?... Dét er da lidt trist, ikke?...

Jeg mener, jeg er med på at den er til for at vi kan hvile os, men helt så bogstaveligt?... Vi ku´ da godt gøre noget bare lidt andet end det, ikke?...

Ifølge videnskaben bør vi helst få 8 timers søvn... Af ca. samme grund, har der på det seneste været snak om at rykke børns skoletid... Men samfundet generelt, vil jo ikke tillade det, for de voksne... Allerhøjest oxymoron´et ”power-napping”...

Samfundet har det mere med at dele folk op i henholdsvis ”A/ B-mennesker”...

Som om at det ene var mere værd end det andet... Nogen skal jo tage ”aften/ nattevagten”... Hvis det bare bliver fordelt ordentligt...

I militæret, får man vist nok kun 5 timers søvn... & i populær-kulturen sover Batman 2 timer, til forskel fra Garfield & Jens Fup, der jo ku´ sove hele tiden...

I ”gamle dage”, langt ude på landet, var der vist noget med at man stod tidligt op og tog sig af alle dyrene... Men så gik i seng igen, et par timer, til det var blevet lyst nok til at tage ud i marken...

& under pandemien, fik folk vel endelig rimelig lov til selv at sammensætte deres skema, nu de ikke længere skulle døje med den kollektive trafik...

Rent personligt, har jeg aldrig kunnet ”sove længe”, måske det skyldtes at jeg kommer fra en gård, eller skulle op og se morgen-tegnefilm (ironisk nok, netop lært af bl.a. Garfield), at jeg lider af poly/ nykturi*, eller nu #SoMe...

Men ligesom i alle de de memes (jeg sikkert selv har haft delt på netop #SoMe), så er éns system jo så vant til at vågne tidligt om morgen, at man stadig gør det, selvom det egentligt er weekend/ ferie...

Desuden, så ligger jeg alligevel & spekulere på alle de ting jeg godt vil nå, så man kan ligeså godt bare stå op & få det gjort... Så kan man altid snuppe sig en lur senere... Så falder man sikkert heller ikke i søvn til den film man gerne vil se bagefter... Til forskel fra sidst på hverdagen, hvor man hellere vil ”se dyner”...

Så med alt dét in mente, bør vi måske tage og overveje om ikke begrebet søvn, som vi kender det, i virkeligheden er meget mere ”flydende”, både rent individuelt samt strukturelt?... Ligesom så meget andet!...

Jeg håber ikke at ha´ kedet dig så meget at du er faldet i søvn, mens du har læst dette (litterær #ASMR?)... Men hvis du alligevel har, så god nat & sov godt!... Håber du bliver ”ud-hvilet”, mere end ”udmattet”... Det ville være ud´mærket!... & ingen ”ræve-søvn”, din lille ”syv-sover/ snorke-tryne”!...

*) (så nej, jeg er aldrig helt ”frisk & veloplagt”, som velmenende folk ofte spørger mig om jeg er, for man kommer jo aldrig rigtig ”i mål”, når man hele tiden er ”bagud på point”...)

Ambivalent Arbejdsliv (kort blog)

Vi har et ret ambivalent forhold til vores ”arbejdsliv”, har vi ikke?...

Nogle er gladere for det andre, men langt de fleste af os, venter alligevel på weekenden... Som regel, fordi der skal vi ”ikke rigtig lave noget/ bare slappe af”...

Men er dét de eneste to muligheder?... Enten laver man noget man ikke gider, eller også laver man absolut ingenting?...

Hvad med at lave noget, som godt gad?... Hvad det så end måtte være...

Omvendt, så forstår jeg også godt argumentet om hvorvidt ens passion, nødvendigvis bør være ens profession!...

Men jeg synes da bestemt, at det ville være forsøget værd!...

Ferie-blog!...:

Ah, endelig kan vi holde denne længe ventede og velfortjente ferie!... Og efter at ha´ brokket mig om samfundet og arbejdslivet, skal jeg da også bare lige tag fat i det her...

For hvad skal man egentlig med den, nu man har den?... Som jeg vist nok selv skrev på FB, er dagligdagen lidt som at leve i en diktatur-stat, til forskel fra ferien, som kan synes noget mere anarkistisk!... Blot en anelse...

Ligesom visse af de memes, jeg også selv har haft delt på min personlige FB-profil, ja så bunder det jo i den tilbagevendende lettere luksuriøse problematik, en decideret dikotomisk dilemma-diskrepans...:

Skal man mon nu bruge sin ferie/ fritid på at slappe helt af, eller forsøge at forfølge sit sande personlige, pro-aktive, passions-projekt?... Nu, hvor man rent faktisk har tiden til det?...

Selv har jeg prøvet ”at slappe helt af”, men det holder kun i et vist omfang før jeg får et mindre mentalt anfald af påtaget/ selvforskyldt dårlig samvittighed over ”ikke rigtig at lave noget”...

Når jeg først & fremmest, ikke skal på arbejde, og jeg har set til de huslige/ sociale/ familiære forpligtelser... Så har jeg det med at blive modløs, rodløs, & rastløs...

& jeg siger bestemt heller ikke at jeg fortryder, eller at jeg nødvendigvis ligefrem skal være den store hyper-aktive, ekstremsports-udøvende, adrenalin-junkie der kører på sne-scooter & klatrer rundt på bjerge, som en anden Lara Croft eller Nate Drake...

Men mindre kan jo nok også godt gøre det...

Og ja, jeg ved at dette sikkert vil virke som en typisk gang halv-vejs-konklusion, men alligevel stadigvæk...

At finde en balance-gang, hvor man deler sol & vind lige, og derved får set lidt til begge dele...

Nu har jeg jo eksempelvis brugt lidt af min ferie/ fritid på at skrive dette, som du lige har brugt lidt af din på at læse...

Så, at have en form for plan, er nok ikke en hel dum idé, for at få en ”go´ ferie”!...

Hat & Briller-blog!...:

 ”Hvad vil du være, når du bliver stor?”... Dét spørgsmål fik man ofte stillet som lille, eller også stiller vi det selv, til små børn... ”Og du SKAL vælge én ting nu, hele din fremtid, hér i dag!”...

Selv er jeg ind i mellem blevet stillet et nærmere spørgsmål; ”hvad for en slags kunstner, er du?”...

Foruden al vores tal-rytteri, så kan vi som samfund utroligt godt lide at inddele efter den ene eller anden kategori...

Men det er jo lettere u-nuanceret, da en hel del jobs, har flere ”under-kategorier” nærmest naturligt inkluderet... Eller man kan igennem tiden, havde haft vidt forskellige jobs...

For alligevel, så så man jo også gerne at der kunne blive ”varetaget flere arbejds-mæssige opgaver” som det jo hedder på et DJØF-type, studie/ erhvervs-vejleder/ mellem-leder-agtigt sprog-brug...

Og måske det, til en vis grænse selvfølgelig, ikke er helt så dum en idé... Måske vi skulle se det mere som om at man kunne ha´ ”forskellige hatte/ briller på”, for nu at bruge et beklædnings-baseret lille ord-spil (& uden at det hele skal ”gå op i hat & briller”)...

For hvis man var lidt mere åben overfor det, så kunne man måske også drage lidt mere fordel af netop dette...

Gruppepres-blog!...:

 Mon ”Luksus-Fælden”, skulle blive sponsoreret af et online casino?...

Der er noget paradoksalt over at vi til dels lever i det her samfund, hvor der er så meget fokus på præstation, forbrug og overflod...

Men, at vi samtidigt med også tit får at vide at vi endelig ikke må benytte os alt for meget af det...

Det er der jo selvfølgelig en vis pointe i, men alligevel...

Vi vælter os stadig i kokke -& slankeprogrammer, eller netop programmer om hvordan vi sparer penge... Lige mellem de reklame-blokke der fortæller os, hvordan vi kan bruge de penge...

Eller hvordan vi kan prøve at undgå/ formindske stress, fra det arbejde som både stresser os, men som også kan give midler til netop at undgå/ formindske den stress...

Man har jo før hørt om ”voksen-mobning”... Men det her er jo gruppe-pres, for voksne...

Det kan da næsten ikke undre nogen, at der ryger ”en finke af panden”, en gang i mellem...

Ja, jeg ved selvfølgelig godt at jeg har været lidt inde på det før, men for at re-citerer selveste Niarn; ”I har åbenbart stadigvæk ik´ fattet en f*ck, // så jeg bli´r ved indtil jeg ik´ har andet at drop´!”...

Men hvad kunne en evt. løsning så være?... Ja, det lyder måske nok som en lettere fortærsket & banal kliché efterhånden, men måske vi som samfund, godt kunne tåle at skrue lidt ned for ”charmen” A.K.A. ambitions-niveau´et?...

Til gengæld, kunne vi som individer, skrue lidt op for ”ryg-graden” A.K.A. viljestyrken?... (Ikke at jeg selv er et pragt-eksempel på dette, skal jeg da gerne indrømme som den første...)

Men, vi kunne da prøve?...

Ude - & rejse-blog!...:

”Sidder du bare indenfor hele dagen?... Skal du slet ikke udenfor, i det gode vejr?...” Hver gang er det, det samme... Det samme, ellers velmenende nok, spørgsmål...

Men jeg har fået det spørgsmål stillet så tit, at jeg efterhånden har udviklet en form for påtaget dårlig samvittighed, pga. årtiers små-borgerlig indoktrinering igennem hele min opvækst... Altså, fordi jeg ”bare sidder indenfor hele dagen”...

Men nogle gange er jeg jo ude i ”dårligt” vejr... Det kommer da an på hvad det er jeg skal/ vil...

Og mine personlige planer, hænger ikke altid sammen med ”vejr-guderne”s (og hvor er det dog i grunden også fjollet at tro at det har noget med hinanden at gøre)...

Jeg vil dog gerne være ude i "godt" vejr... Men hvad skulle jeg lave?... Og med hvem?...

Som jeg tit siger, der er nærmest aldrig nogen af mine venner & bekendte, som har tid eller lyst (eller måske råd, hvis det skulle være nødvendigt), samtidig med mig...

Og jeg kan ikke rigtig komme i tanke om noget man ikke kunne lave indenfor (som jeg gider i hvert fald)...

Selvom der, selvfølgelig, er visse ting der er rimelig sæson-præget... Strand-tur om vinteren, snebolds-kamp om sommeren... Nej, vel?...

Hvad vil det i det hele taget også sige, ”det go´e vejr”?... Solskin?... Ja, måske for nogen, i en periode... Men både folk generelt & naturen specifikt, har jo forskellige behov, på forskellige tidspunkter...

Og man kan vel også hurtigt ”få for meget af det go´e”!?...

Et andet spørgsmål, man også tit får når det ellers er sæson til det, er: ”Skal du ud og rejse, i ferien?”...

Og der siger jeg altid nej... Det har ganske enkelt, aldrig rigtig været en del af min opvækst... Og det har heller aldrig rigtig ”sagt mig noget”...

& jeg vil hellere rejse sammen med nogle venner, end alene... Men igen, det med at de ikke har lyst, tid & råd samtidigt med mig...

Ærligt indrømmet, så har jeg også ret svært ved at forstå, hvorfor vi nødvendigvis, skal rende rundt og lave de samme ting altid...

Men, som jeg også ofte svarer til dét spørgsmål, skulle det så endelig være... Ville jeg foretrække et sted der er varmt, og har en pool ”med nogle drinks & damer” ;-P ...

Men uanset om det er herhjemme, eller ude i den store verden (i det go´e vejr), så har jeg til gengæld også fået opbygget et meget idealiseret/ romantiseret billede af hvordan det helst skulle være eller foregå...

En forestilling bygget op af en blanding af film/ tv-serier fra Hollywood, musik-video´er fra MTV & indhold fra Pornhub (nåerh, jaerh... Det sidste, måske en lille smule)...

Men derfor kunne man jo godt gøre det nu, alligevel... Hm, måske tage til USA?... Nærmere bestemt, Californien?... Det har der vist været skrevet et par sange om... Nogle af dem, om end ikke ligeså kendte godt nok, har jeg også selv haft skrevet...

Måske man alligevel skulle tage udenfor og gå en tur... Og kigge lidt på noget rejse?...