Arbejds-blog!...:

"Og du skal tjene til det daglige brød, i dit ansigts sved"
Jeg har aldrig været meget for at arbejde... Jeg skal dog gerne give en hjælpende hånd, hvor og når jeg kan... Men lige siden jeg var lille, har jeg tit skulle slæbes med af sted "kicking & screaming"... Det er i det hele taget, ikke noget, vi lader til at tænke så meget over, det der med at arbejde... Ikke noget vi sætter spørgsmålstegn ved... Men det burde vi vel gøre lidt mere?... Altså, at tænke over det...
For det er da et lidt spøjst fænomen, at vi skal opgive så meget af os selv, for at kunne opretholde resten...
Lige fra man er lille skal man hele tiden justere gradvist; for først, så vil man være brandmand/ superhelt (eller prinsesse), så finder man ud af at det rent fysisk ikke kan lade sig gøre, så finder man måske et instrument eller prøver at blive læge, men så er der alt for mange om for få muligheder og så søger man ind på én bestemt niche-uddannelse, man heller ikke kan bruge til noget osv. Det er selvfølgelig meget godt at være klar på ændringer i forhold til livet generelt, men måske ret sigende om vores samfund...
Når vi så står og går på arbejdet, hører vi måske diverse kærligheds-sange imens... Når vi så bagefter, kommer hjem til partneren ja, så snakker vi om hvordan det gik på arbejdet...
Man checker hele tiden klokken for at se om det ikke snart er frokost (så er man da halvt igennem dagen), eller bare helt fri... Når man så endelig har fri, er det lige omvendt, da man håber at det varer så længe som muligt (eller er det bare mig?...)
Men jeg har fuld forståelse for at det kan være meget forskelligt og nogle folk møder op, med begejstring for udfordringen og glæden ved i sig selv at arbejde... Det kan være ret individuelt og kulturelt baseret...
Og jeg kan da også sagtens se, at grænserne mellem arbejds -og personligt liv, kan blive noget slørede...
Jeg tænker bare at vi skulle gen-overveje betydningen af begrebet...