Henover Bostons brostens-belagte, omtågede og
regndryppende gader gik det i så fuld galop som muligt. De stumpe
hestehove gjorde dette tydeligt. Missionen MÅTTE fuldføres. Også
selvom de ikke ville kunne lide det. Dem der havde sendt ham.
Stemningen og situationen i den
engelsk-amerikanske koloni var i den grad blevet spidset til. Hvor
vovede de Limey-bønner dog også at gøre sig skændig i sådan en
udåd!?…
Heldigvis havde
rytteren nu endelig nået sit mål. The
Old South Meeting House. Indenfor foregik
et værre tumult. ”UHØRT” Råbte dirigenten John Adams ud til
sin forsamling. ”Ikke tale om!… Under ingen omstændigheder vil
vi gå med til det!… Lad mig høre jer; Skal de skibe ladet med te
forlade havnen øjeblikkeligt?…”
Mens hoben samstemmigt skreg
”JAAAH!”, fik taleren hvisket noget i øret og gjorde tegn til
vagterne, der derved lukkede endnu en mandsperson ind.
”Det er så absolut sidste gang jeg
gør noget lignende!…” forsikrede en forpustet Poul Revere, og
stak et stykke pergamentrulle i hånden på flokkens bestyrer.
Det blodrøde stearin-segl blev
hastigt brudt og skrivelsen skimmet igennem. Det var fra selveste
guvernør Thomas Hutchinson. Anmodet fra skibenes kommandør om at
handle efter ”pøbelvældet”s planer, nægtede han dem dette.
Ikke langt over kl. 18, faldt
hammeren en del gange på sin plads i bordet og foredragsholderen
måtte se sig nødsaget til at melde; ”Dette møde kan ikke gøre
mere for at redde landet.”
Ved erkendelsen af dette bitre
nederlag, blev salen og mødelokalet ganske hurtigt noget mere tavs.
Et stykke tid. Indtil én af medlemmerne vippede sit hoved op, med en
bitter mine og gik ud af bygning noget stram i masken.
Efter at havde købt sig en
hovedpude af et nærliggende hotel, rev han fjerene ud af den og
satte dem i sin pudder-paryk. Herefter tog han sit overtøj af til
der kun var hans kombinerede nat –og undertøj.
Da hans frænder og fæller så
dette, blev de inspireret til at gentage akten.
En af dem stræbte sig så langt som
til at erhverve sig en brændehuggers økse og med gentagende flade
håndslag for munden fremgav han; ”UGH! UGH! UGH!…”
Da alle de villige var i komplet
kostume, og nu var blevet ``vilde``, fór de ned til havnen. Nogen
valgte at anvende deres bal-masker. Der havde i et stykke tid stået
en kæmpe menneske-forsamling og gjort hvad de kunne for at hindre
visse skibe i at losse deres last; Te…
Dartmouth,
Eleanor & Beaver
havde muligvis overlevet alskens maritime eskapader, men kom altså
nu til kort overfor den flok landkrabber der nægtede at be-tale den
importtold som det engelske parlament havde indført, efter at havde
givet Det Ostindiske Handelskompagni (East India Trading Company) lov
til at sælge te direkte til de amerikanske kolonier, i stedet for
først at bortauktionere det til de amerikanske mellemmænd. Uden at
trepenny-importtolden forblev ændret. Hvilket ville få prisen på
te til at falde dramatisk i kolonierne.
Nu blev problemerne endnu større.
De forklædte mænd gik nu i offensiven og ombord på skibene
hvorefter de straks begyndte at smadre kasserne med varer samt at
hælde en overordentlig og betydelig stor del af tebrevene ud i
havnen.
Sådan gik det vildt for sig et godt
stykke tid… Under det der i dag er blevet kendt som ”Teselskabet
I Boston”…
Kilde: R. G. Grant; Den
Amerikanske Revolution
