”Jeg beklager hr., men de står ikke på
listen!?…” Robert kunne ikke bebrejde dør-manden for at passe
sit arbejde, men Patricia havde åbenbart givet ham forkerte
billetter.
”Rob?… Hvad sker der?…”
Julie begyndte at undre sig lidt over situationen. ”Jeg ved det
ikke!?… Jeg var ellers overbevist om det var gangbare indgangs-pas
jeg havde fået!?…” ”Jaså?… Og hvem fik du dog mon dem af?…”
”Det er i orden,
Rufus!… Hr. Robert Pinsville er med mig!…” Julie fik ikke en
chance for at få besvaret sit spydige spørgsmål før Patricia
henkastet henven-dte sig til det fine selskabs modtager. ”Jeg
troede da at jeg havde gjort det klart; vi skulle følges ad sammen?…
Åh, pæn kjole, Kappelow!… Fjerboa &
knappenåls-blomst?… Retro &
dristigt!…”
”Sådan en skuespillerinde som dig burde vel
egentlig være vant til alternative påklædninger, i aften er ingen
undtagelse ser jeg?… Nej, jeg indrømmer at min kjole måske ikke
er særlig dristig, men det kunne havde været værre!… Jeg
kunne havde haft valgt det samme som dig!… Jeg ville dog rent
faktisk gerne have noget på!…” Detektiven følte en nødvendighed
i at hindre den potentielle pige-kamp der var under opsejling.
”Julie, jeg…
beklager, Julie, men jeg bliver nødt til… at gå med… det er den
eneste måde… jeg kan komme videre i sagen!…” ”HVAD?….
Jamen, Rob!… Efter… Hørte du lige hvordan hun talte til mig?…
Årgh!… Rend mig!…” Julie fór hen ad gårdspladsens indkørsel
og ude af syne. ”Hmm, iltert temperament!… Måske godt det samme
at det ikke blev til noget mellem jer!?…” han sukkede; ”Patricia,
kan vi ikke bare gå ind?”.
Jeg var ikke glad for at gøre det
mod Julie, men jeg måtte lade opgaven komme først. Og jeg ville
sikkert kunne finde ud af mere hvis jeg var officielt tilladt på
området. Julie havde tidligere snakket om forandring. Og man siger
at forandring fryder. Men i dette tilfælde ved jeg nu ikke. Til
trods for at mit pæne og udlejede jakkesæt var meget tildækkende
syntes jeg at der manglede noget. Helt ærligt, så følte jeg mig
nøgen uden min trenchcoat og fedora. Hvor kliché det end virker.
Men det virkede på Julie. Selvom hun er nok så moden og fornuftig,
har hun altid dyrket en del klichéer. ´´man skal ikke skue hunden
på hårene`` etc. sådanne ting der rummede en lille portion
sandhed, men kan virke så kornede. Jeg ved ikke om hun stadig har
det sådan. Men det håber jeg. Det var jo noget der kunne få mig
til smile skævt når jeg brækkede for-bryder-fingre. Og det lader
til byen her godt kunne tage ved lære af det givne eksempel m.h.t.
deres borgmester!?…
Robert havde ikke meget overskud til huske
navnene på samtlige af de fine gæster han hilste høfligt på med
håndtryk. Han vidste ikke at ved en anonym og afsideslæg-gende vej
eller sti op til godset, sad en vis ung dame som Robert var godt
bekendt med. Han vidste heller ikke at tårerne trillede forsigtigt,
men flygtigt frem fra hendes smaragd-grønne øjne og nedad langs
hendes tilpas sødligt-fregnede kinder. I krogen fra en af samme øjne
kunne anes en hånd i klædt sort læderhandske der blev holdt ud for
hendes skulder. Hånden virkede til at tilbyde et fint lille stykke
lommetørklæde.
Hun drejede langsomt
hovedet som for at se hvor resten af det armen nød-vendigvis og
forhåbentligvis måtte være forbundet med, blev af. Da hun så det,
hvis-kede hun blot lettere grådkvalt; ”åh…” og tog imod
lommetørklædet samt hånden der ydermere ville hjælpe hende op på
benene. ”Jamen-jamen!… Hvad er dog det vi har her?…” spurgte
en stemme tørt og henkastet, dog med en vis nuance af sympati. Det
bredende smil matchede de lilla-lyserøde brilleglas.
”DARLING!!…” Robert var
endelig nået til den allersidste at konversere med. Det var til
gengæld også den største. I samtlige betydninger af ordet. ”Ja,
min gode Patricia!… Jeg håber altså inderligt og vitterligt ikke
at mit eget lille foretagen-de tager livet af Deres daglige
domæne!?…” Tonen var ikke den samme som i den vordende pige-kamp
fra tidligere. Den kraftige dame var på ingen måde nedladende,
nærmere højt-slået og høfligt humoristisk.
”Oooog neeerrjjj!!!… Er dét
ham?… Åh, min gud!… Du ER ham, er du ikke?… Detektiven?… Har
du fundet nogle gode spor for nylig?…” Robert gav bare en tør,
men ikke affejende, respons; ”Hrrmm… Jeg ved i hvert fald at De,
frøken Lady Samantha Godiva Crowsfeet, ejer dette gods og byens
lokale etablerede teater… Uden at ville fornærme dig, Patricia…
En tidligere diva, men har trukket sig tilbage for flere år siden
for at kunne nyde sit otium!…”
”Men dog!… Han er jo
skarpsindig!… Hvor har du dog støvet ham op, Patty?… Eller du
arbejder måske på en opgave?…” ”Det kan jeg ikke afsløre på
nuværende tidspunkt, frøken!… Jeg beklager!…” Damen lænede
sig ind mod Robert og angav et alt for åbenlyst og akavet blink med
det ene øje. ”Jeg er med!… Du kan stole på mig!… Alt er
tys-tys, eh?!…” Robert stirrede lidt undrende på damen, men
musikken begyndte ligeså stille at spille op til noget lidt mere
energisk.
”NERJH!!… Nu skal der danses!…
Hvad med jer to unge mennesker?… I skal da lige ud og få gang i
blodcirkulationen, ikke?…” På den opfordring sukkede Patricia
blot dybt og trak Robert med sig. Hvis ikke han var modvillig nok i
forvejen, så blev han det da netop nu hvor han så hvem der havde
modtaget deres bestillingen oppe i baren.
”JULIE!!!… Og… DIG!!!…”
Man kunne godt havde troet at det brede smil havde siddet permanent i
Anthon Gonivos ansigt siden han udnyttede chancen og fik den forladte
Julie Kappelow med som sin gæst. ”Ja!… HAM!… I det mindste
forstår han hvordan en ung kvinde vil behandles!…” Robert gjorde
blot i en minimalt foragtende hovedrystende; ”Åh, undskyld!… Jeg
tænkte bare at du måske havde glemt hvorledes han næsten BRAGTE
DIG I LIVSFARE sidste gang, hvilket var den første gang at du mødte
ham!…”
”Det har jeg skam ikke glemt, men
der er faktisk nogle der kan forandre sig, Rob!… Jeg tror faktisk
at du ville kunne lære meget af ham!…” Julie vidste at hun lige
dér havde ramt plet hos Robert og hun havde ingen intentioner om at
stoppe lige med det samme; ”Tony?… Jeg tror godt at jeg vil ud og
danse nu, tak!…” Anthons respons til dette var rettet mod Robert
i en ironisk/ sarkastisk gestikulering. Dette fik så igen Robert til
at gribe hårdt fat i Julie og slynge hende hårdt rundt på
danse-gulvet. Ikke helt udenfor Patricias glæde.
Jeg indrømmer det. Julie fik mig, ukarakteristisk for mig,
revet med. Grundet alt hvad dagen her har budt mig skulle der vel
ikke være noget af vejen for sætte det lille pige-barn på plads.
For den udeforstående kunne det måske virke som om at vi kunne
være deltager i nogle af de ideforladte tv-programmer der lader til
at fylde æteren meget for tiden. Men vi vidste vel alle fire at vi
hver især kun var interesseret i at over-trumfe hvem af os vi nu
lige havde udset os som vores individuelle mål. Der kunne vel være
en vis mening med at nærmere redegøre for hvilke heftige trin vi
drog under denne event, men jeg må beklage at jeg ikke kan huske det
i given situation da det he-le var blevet rimelig tummelumsk fra
dette tidspunkt. Og jeg har heller ingen rigtig ekspertise indenfor
området alligevel.
”Hold da op, hvor der bliver levet op
i dette selskab!… Når nu der er endelig er kommet så meget gang
i den, er jeg næsten ked af at måtte meddele at mine med-musikanter
og jeg selv tager os lige en, synes vi selvfølgelig selv,
velfortjent pause!… Vi vender tilbage!…” Mens bandet så småt
rodede med deres for at slappe af stod det umage firkløver
forpustet og takkede deres respektive dansepartner. Det var i denne
for-bindelse at Robert fik øje et på en mandsperson der lige havde
fået hvisket en besked i øret fra selveste borgmesteren.
Manden gik videre og hviskede nu ind i
øret på Katonik der gav beskeden videre til Lemmecke. Alle tre stod
og glimtede med en eller anden fingerring og gjorde tegn til at
mødes et eller ubemærket sted derinde på godset.
Robert efterlod Patricia alene og gik
op imod herreskabet der så ud til at få et diskret, men stigende
antal af efterfølgere. Det var helt utroligt så heldigt Robert
tilsyneladende lod til være som han sneg sig af sted i skarp
forfølgelse af misdæderne gennem en slags museum kaldet Den Gamle
By.
Flokken, og dermed Robert, stoppede op
da de var ankommet ved en byg-ning som detektiven godt nok genkendte
fra dagens tidligere tilfældige og mangfoldige forbi-passeringer.
Men det var først nu at han rigtig indså hvor dum han var ved ikke
at stille større spørgsmålstegn ved denne konklusion.
Bygningen virkede dog godt nok
også ganske anonym som den lå der ved et vejsving omkring byens
havn. Anonym hvis det ikke lige var på grund af hvad der stod på
den: ``Frimurenes Loge``. Frimure. De var altså frimure.
Selvfølgelig!…
