Gennem det pæne kontor –og opholds interiør
listede Robert sig hastigt fra den en ene skygge til den anden. For
hver en bog og buste der blev rykket i for at afsløre en hidtil
skjult indgang, blev processen skyndsomt gentaget ad den
adrenalinberusede detektiv med speciale indenfor populær-kulturen og
underholdningsbran-chen.
Det selskab som han forfulgte i
denne pludseligt og dramatisk intense provins-aften, delte sig nu
pludseligt op i to og han valgte at følge Fredericks´ gruppe.
Desværre ville han bare blive opdaget hvis han gik lige ind af den
mahogni-dør som bagmændene var gået ind ad.
I spændstig spekulation kiggede
detektiven rundt omkring i det lokale han nu befandt sig i.
Tilfældigt faldt hans blik forbi et eller anden metallisk genstand
udenfor et vindue. Han rykkede nærmere og en lyset fra en på lygte
nede på gaden afsløret lige nok til at han kunne se at genstanden
var en ventillations-skakt.
Robert tog en brevåbner fra
lokalets skrivebord og åbnede vinduet. Han kunne lige akkurat nå
skakten og åbne en lem med brevåbneren. Selvom braget lød mindre
fra denne højde, kom der stadig undrende spørgsmål fra folkene på
den anden side af mahogni-døren.
Den gik op. Men ham der kiggede ud
af det ene lokale og til dette andet, fandt ikke det fjerneste
usædvanlige. Robert kunne lige skimte døren blive lukket igen.
Herefter kravlede han på alle fire videre gennem denne skakt.
Der var ikke meget plads at give af
i denne ”U”-formede luftrenser. Men komfort var heller ikke
nødvendigt så længe udsynet ind til det næst-liggende rum var
klart som det rent faktisk var tilfældet.
Hvis ikke det var fordi at han
gennem tiden havde hørt så meget om diverse
konspirations-organisationer, arkane eller ej, ville han højst
sandsynlig blive forundret over hvilket fænomen der nu udspillede
sig i hvad der lignede et ordinært omklædningsrum som Robert gennem
det sidste stykke tid var blevet så vant til.
Frem fra forskellige stål-skabe
blev der draget de mest mærkværdige kåber med tilhørende hætte
i hver. Da alle de tilstedeværende var kommet i de rette gevandter
forlod de rummet af samme vej som de kom ind. Ligeledes gjorde
Robert. Godt nok et par skridt bag frimure-flokken.
Der var en stor variation i omfanget
af prydningen med de symboler som man sædvanligvis forbinder med
denne specifikke samling af spekulative slyngler. Eksempelvis Pyramiden med det Altvidende Øje samt Linealen & Passeren.
De havde mødt op med den anden halvdel af deres
gruppe i hvad der måt-te være bygningens kælder. Et beskedent lys
der stammede diverse kandelabrer, gav en vis dyster stemning omkring
den fællesmessen der virkede så religiøs og højtidelig at det
næsten gav selv Robert gåsehud.
Da de indledende runder var
overstået, kaldte Fredericks op til tale. ”Lad mig starte med at
sige hvor alleryderst tilfreds jeg er med at se så mange møde
trofast op!…” Det faldt ikke detektiven til nogen overraskelse at
både Katonik, Lemmecke & Gonivo var at finde i gruppebilledet.
En lidt nøjere overraskelse var det at den unge ekspedient fra
restauranten samt instruktøren fra det fine teater også var med i
projektet.
”Endelig høster vi, nu i nat,
frugten fra det sidste længe stykke tids hårde arbejde!…
Opgaverne er fordelt; I har jeres fakler og kender jeres ruter!…
Kun ved at fjerne de forretningsmæssigt-svageste led i denne
sørgelige bondeby vil vi kunne trives i blomstrende velstand og
fremgang!… Og så vil det ikke længere være en sør-gelig
bondeby!… Den gennemsnitlige borger vil kun havde gennemsnitlige
ting i sin tilværelse!… Turister er gennemsnitlige borgere og for
at få indtægt skal vi havde fle-re turister, hvilket vi altså kun
får ved at havde gennemsnitlige elementer til rådighed, nogen vil
måske kalde det fascisme, jeg kalder det ``survival of the fittest``
og vi giver en hjælpende hånd!… så er der nogle spørgsmål?…”
Robert havde faktisk et spørgsmål.
Ud af alle dem som han kunne gen-kende i gruppen, synes én især at
mangle. Desuden, hvis den instruktør var med i det, var der mon så
andre af dagens mest markante mennesker Robert havde mødt igen-nem
dagen, der ligeledes fattede sympati for Fredericks forskruede plan?…
Da han var tilbage i rummet han gik
ind i skakten fra, var det her at Rob-ert begyndte at kunne mærke en
stødvis hård og grum ånde i nakken. Med pludseligt opspilede øjne,
drejede han hovedet på en måde der kunne minde meget om hvordan
Julie havde gjort det da Anthon Gonivo fik hende med som sin gæst.
Men detektiven havde dog en større portion af nervøsitet.
Julie. Nu måtte hun da være helt
fortabt. Efterladt alene til den fest, både af Robert og Anthon. Hun
måtte virkelig hade dem nu, dog var han mest bekymret for hendes
holdning til ham selv. Uden at han vidste hvorfor det gik ham så
meget på.
Der var en nærmest narrativ poesi
over det faktum at dagen begyndte på samme måde som den så ud til
at ende. Omsider stod Robert igen ansigt til ansigt med den selv
samme som det hele startede med. Klepperten. Desværre lod det bare
ikke til at falde meget i Roberts favør. Og denne gang virkede det
heller ikke så neutralt.
Sidste gang var det blot et job.
Denne gang var det personligt. Der var nemlig noget i de rødsprængte
og helt igennem hadende øjne der fortalte Robert at det tavse
muskelbundt der blev kaldt Klepperten ikke kunne tåle nederlag
særligt vel.
Som de, og resten af manden der
fulgte med, kom nærmere var dette de eneste øjne som detektiven
overhovedet fik at se før alting blev sort…
Klepperten afbrød ``personalemødet``
ved at brase dørene åben og smide Robert på gulvet som en anden
gemen sæk kartofler. Fredericks smilede stort, mens Katonik &
Lemmecke sendte hinanden et blik gennem kåbehættternes skygger. Et
blik der ikke kunne anes det mindste fra hvem som helst der stod og
så på. Hvilket der alligevel ikke var nogle der gjorde!…
