Flammer.
Byen stod i flammer og det stod klart for privat-detektiven at hans
aktuelle opgave snart måtte afsluttes. Så snart han nåede Holbæk
havn smed han et reb rundt om en pæl til fortøjning, slukkede
redningsbådens motor og kravlede op langs kanten.
”Jamen
dog!… Du er virkelig opsat på løse den opgave jeg hyrede dig til,
hva´?…” Den velkendte kvinde-stemme var straks mindre
betryggende da sætningen blev afsluttet med et spændings-klik fra
pistolen som samme person holdte i hånden.
”Patricia,
hva… Åh, er det sådan det står fat, hva´?… Har du været inde
i det her hele tiden?… Burde jeg vel havde forudset!?…” ”Du
må du forklare mig!… Du er jo detektiven, trods alt!… Troede du
virkelig at du havde chancen hér for et comeback?… At du hjælper
en lokal skuespiller og så selv ville blive en stjerne?…”
Robert
stod blot og grinede tørt over hele situationen samt sin egen
blindhed. ”En lokal skuespillerinde der selv troede hun ville
kunne blive en stjerne hvis hun fulgte med dem der så ud til at
vinde i sidste omgang?… Men, stjerneskud har det med at falme og
falde, troede dog du havde gjort det for længst!…”
Patricia
holdt nu pistolen oppe langt mere truende. ”Nej, det er dig der
falder og falmer ved et skud!..” Men inden nogen dem havde nået
længere, fór Julie Kappelow frem fra sit skjul ved nogle tilfældigt
stillede kasser og fik skubbet Patricia til side så skuddet gik op i
luften.
Med den
ene hånd i et fast greb om Patricias håndled, så han ikke kunne
bruge pistolen og den anden hånd rundt om dobbelt-spillende dames
hals gav Julie hende en sådan mavepuster med knæet at pistolen blev
sluppet. Robert greb hurtigt fat i denne, men Patricia var allerede
uskadeliggjort takket være et dobbelt albuestød i Patricias nakke
da hun pludseligt bukkede sig sammen grundet mavesparket.
”Det
her er for at brænde min by, bitch!… Det her er for at røre min
fyr… Og det her er for at du er den du er!…” samt andre
lignende fraser strøg fra Julie me-ns hun endelig kunne afreagere
over sine frustrationer som Patricia selv havde givet hende. ”Mind
mig om, aldrig at pisse dig af igen, Julie, min ven!?…” Med en
hurtig og forpustet vejrtrækning tørrede hun sveden af panden; ”Det
har du allerede gjort før… gentagende gange, faktisk!… Men det
er lige meget nu!… Hold pistolen mod sækken dér, mens jeg binder
hende til en fortøjningspæl!… På den måde laver hun ingen numre
indtil myndighederne henter hende!…”
Som sagt
så gjort. Ikke så snart havde Julie rejst sig fra sin hug-siddende
stilling før hun ved synet af umiskendelig skikkelse råbte;
”ROBERT!!!…”
Det
kraftige sving som Klepperten havde slået ud i var lige ved at ramme
detektiven oven i hovedet lige som før, men via Julies advarsel kom
det dog ikke så langt. Ikke desto mindre blev pistolen slået ud af
hans hånd. Op-dykkende fra sin undvigelsesmanøvre satte Robert i
spring ovenpå de samme kasser som Julie havde dukket frem fra. Nede
på betonen og den anden side af kasserne igen, satte Robert videre i
løb og lidt derfra kunne han høre Julie brokke sig over at have
tabt patronerne bedst som hun havde samlet pistolen op igen.
Indenfor
en overskuelig afstand fik Robert øje på en form for
bygnings-kran. Eftersom Klepperten virkede mere opsat på at få
hævn over Robert end at sætte efter Julie, der udgjorde perfekt
gidselpotentiale og uden hendes pistol var ganske forsvarsløs mod
en så grum og grusom person som Klepperten nu engang var, så det ud
til at Robert nu endelig fik en chance imod denne.
Skarpt
forfulgt kravlede han hastigt op af kranens trapper, men mistede
fodfæstet for en kort bemærkning da Klepperten fik fat i hans
ankel. Et hurtigt spark med den anden fod i Kleppertens ansigt fik
dog rollerne ombyttet længe nok til at detektiven kunne slå dørens
glas ind og få åbnet med håndtaget indefra.
Bedst som
Klepperten var nået op på det sidste trin igen, fik Robert hop-pet
indenfor og smækket døren så hårdt ind i hans blod-opsatte
forfølger at denne røg hele vejen ned igen.
Robert
fik opstartet kranen med en hurtig kortslutning og drejede
førerhu-set så hurtigt rundt at kæden svang med, lidt bagefter og
da Klepperten var kommet til hægterne igen tog kæden ham med i
farten. Klepperten måtte havde haft svært ved at holde fast på
krogen som kæden sluttede ud i og der lød et kæmpe plask i vandet
grundet farten og afstanden som Klepperten styrtede ned med og Robert
var ganske sikker på at ikke længere ville få noget mere at se til
denne af hans mange fjender der bare ikke kunne tage en hentydning.
Han løb
ned fra kranen og hen til Julie der nu endelig havde fået orden på
pistolen som hun holdte hen mod Patricia der var bevidstløs og
fastbundet til en for-tøjningspæl som Julie havde sagt at hun ville
gøre. Og det var ikke det eneste som Ju-lie havde at sige af
interessante sager.
”Så
tror jeg at vores bredskuldrede bryder-type ballademager er sat ude
af spillet!… Hvordan har du haft det, skat?…” Roberts sidste
morsomhed var baseret på hvad han syntes at kunne havde hørt Julie
konkludere overfor Patricia før. ”Jeg ved at jeg ville havde dig
til at være mere menneskelig og følsom, men du har en lang vej med
hensyn til din humor!… Dog ved jeg ikke om man skal stole på
møgsoen dér, men ifølge hvad hun fortalte mig før hun besvimede
igen, er det her vigtigt!…”
”Jaså?…
Hvordan?… Hvorfor?…” ”Du burde virkelig blive journalist, så
skarpt du kan spørge ind til tingenes tilhørsforhold, men kender du
noget til frimurer-ne?… Det er flere århundreder gammel gruppe!…
Men deres afdeling i denne by er egentlig bare en rygklappende
samling af byens sociale spidser, men Fredericks… Han er en
bureaukrat hele vejen igennem –han skal nok fanges i sit eget
spil!… Søde pektoraler, i øvrigt!…”
I kampens
hede havde Robert ikke tænkt nærmere over at han havde fået smidt
sin ``lånte`` marineblå rullekrave-striksweater og hans overkrop nu
kun var dækket af en sort tank-top der overlod meget lidt til
fantasien. Men han var mere fokuseret på den nye information. ”I
det mindste er der ikke involveret noget paranormalt… Den slags gør
jeg mig ikke i!… Derimod har jeg en kollega i Århus… Hvorfor dog
alligevel altid mig?”
”Tjaeh,
vi kan nok ikke nå at få ham herover og jeg skal holde øje med
h-ende her!… Fredericks skulle vist opholde sig det gamle
el/vandværk derovre, i gang med at ildspåsætte det… Du må
hellere sørge for det ikke lykkedes ham…”
”Klepperten
ser ikke ud til dukke op igen, lige foreløbig og du har åben-bart
situationen under kontrol her, men der er en ting jeg må bede dig om
at gøre for mig!… For gammel venskabs skyld!?… Tag denne
sagsmappe, det er bedst at du ved så lidt så muligt om den, men
hjælp nu venligst alligevel og giv den til de rette myndigheder,
skulle jeg ikke komme tilbage!…”
Af
uforklarlige årsager blev Julie lidt nervøs ved den forklaring.
”Joeh… Det kan jeg da godt, men hvad mener du med at du ikke
kommer tilbage?… Det gør du da, gør du ik´?…” Han sukkede
dybt. ”Ikke sikkert hvis det siger eller sagde at Patricia siger
eller sagde er rigtigt!.. Jeg har ikke rodet med opgaver af sådan en
hér størrelse siden…”
”Første
gang vi…” Fortsatte Julie lavmælt og stilfærdigt. ”Tog på
eventyr sammen?…” afbrød Robert hende sødt og ligeledes
stilfærdigt, dog med en lidt grovere og maskulin stemmeføring,
uden at være klar over at det skyldtes hans nervøsitet over hvad
hun sikkert nok ville havde sagt. ”jaeh… Her ser jeg på dig,
søde!…” fortsatte han i sit mest lavmælte stemmeleje og kunne
mærke at de virkeligt havde et rigtigt og ægte moment her. ”Nårh,
<host> jeg må hellere se at afslutte den opgave som jeg kom
for!... <host-host>” han rettede lidt på hvad der var
tilbage af sit tøj og satte i løb over mod el/ vandværket som
Julie tidligere snakkede om og ikke lå ret langt væk derfra.
Min gode hvem-end-det-nu-måtte-tilkomme; Skulle
jeg ikke havde overlevet hvad der nu nødvendigvist måtte følge, så
kan jeg kun håbe på at blive anset for at forsøge. Forsøge at
stoppe misdæderne. Fredericks stod bag. Jeg håber at kunne regne
med Dem.
”Nu ikke så let-på-tå, min gode
kollega!…” Mærkeligt nok havde der ikke været no-gen ved
indgangen da Robert nærmede sig, men nu blev der lige pludselig
hevet i ha-ns sorte tank-top. Af Anthon Gonivo´s lige så sorte
stav.
”Jeg
ved at du har gjort dit bedste. Og gjort dit bedste for at ignorere
mit tilbud da vi mødtes ude foran politistationen tidligere i dag.
Men nu må legen altså slutte her!… Vi er begge blot simple
lønslaver, men netop derfor kan jeg ikke tillade at du fortsætter
dit i forvejen fejldømte togt for såkaldt retfærdighed!… Jeg
skulle jo gerne havde nok penge til at invitere den små frøken
Julie ud på et ordentligt sted og ikke en eller anden bar hvor du
alligevel har for stor en regning i forvejen!?…”
”Du er
ude på tynd is, Gonivo!… Og jeg vil råde dig til at holde hende
udenfor, selvom hun har bedre smag end dig!…” ”Muligvis, men
forandring fryder, ligesom at jeg lige lærte dig noget med samme
sætning!?… Jeg forstår at Julie har en charmerende side med
sådanne små guldkorn?…”
”Jeg
har din frydende forandring til dine små guldkorn lige her,
Gonivo!…” rasede Robert og hev fat i den lille stilede
mandsperson. ”Jeg havde ikke troet at selv du ville nå til en så
lav form for humor?… Hvem skriver for dig?… Og jeg havde heller
ikke troet at du slog på en fyr med briller?…”
Robert
smed nonchalant de cirkelrunde briller med lilla eller lyserødt glas
ned mod Anthon der nu lå på asfalten ved El -& Vandværkets
indgang med en blødende næse. Det var noget helt andet end det
sidste og tidligere opgør med Klepperten.
Han kunne
i det mindste slå fra sig. Og det var et spørgsmål om
overlevelse. Her var det blot to rivaliserende mænd fra hver sin
side af samme af samme profession der udvekslede meningsholdninger.
Robert
var ved at blive rigtigt godt træt af slås med så mange i træk
efter en hel eftermiddag der nærmest syntes dødstille i forhold
til. Dødstille. Det var det helt rigtige ord at bruge. Selvom
flammerne slikkede løs i langsomt tempo af bygningens materialer
var der en uhyggelig ro som der havde været gennem hele byen den
forrige halvdel af dagen.
Mens han
fortsatte sin færd, kunne der ikke hjælpes andet end at spekulere
over hvad der mon kunne få drevet et individ så langt ud. Hvad
havde der sket for & mod Theodore Fredericks til at drive den så
vidt?… Hvad, i sandhed…
