Det selvsikre smil og de runde briller strålede
om kamp med solen, hvis da ikke blot prøvede at reflektere den.
Robert kunne virkelige mærke at dette ikke ville blive en god dag.
”Anthon Gonivo!… Det er dårligt
nok frokost og alligevel har jeg formået at rende ind i samtlige
kryb der nogensinde har krydset min vej mindst én gang før!”.
”Så-så, Robbie!… Jeg bryder mig
ikke om den tone især ikke taget i betragtning af hvilken gestus jeg
lige har gjort for dig, kære kollega!…”
Robert var ved at miste
tålmodigheden og fór hen for at tage fat i kraven på Anthon der
derved blev løftet en smule op i luften. ”´´Gestus``?… DU
betalte min kaution, dit afskum!…” ”Hvis du vil være så
venlig at indstille denne primitive aktion, så vil jeg ikke
underrette vores venner i ryggen!…” med sin fine stok pegede
Anthon diskret mod politistationen der lå lige bag Robert.
Dette og et par spekulative blikke
fra betjentene indenfor, fik Robert til at sætte Anthon ned på
småstens-grundfladen igen. ”Navne-påkaldning, virkelig, Robbie?…
I øvrigt, så ville mine overordnede og jeg være overbeviste om at
du kunne stille dig tilfreds med at vende tilbage til… hvilken
eksistensform du end nu en gang har!…”
”Jaså?… Men du burde havde
kendt mig langt bedre end det, Anthon!… Især taget i betragtning
af alle de år vi har kendt hinanden!… Hvem er disse overordnede
du snakker om?… Dine såkaldte ``venner i ryggen´´?… Men du
burde kende noget til rygge, især fordi du er så dygtig til at penentrerer en sådan krops-del med skarpe genstande!…”
Her brød Anthon bare ud i kæmpe
klækkelige latter. ”Åh, jah… det var tider!… Men alvorligt
talt; hverken en tryllekunstner eller en detektiv afslører sine
bevæggrunde!…” ”Men du er ingen tryllekunstner!… Og du bør
ikke vove at kalde dig selv for detektiv!… Du er en skruppelløs
skurk, med det gamle motto ``målet helligere midlerne” skrevet
over din hoveddør!…”
”Hvis jeg forstår din historie
ret, har heller ikke selv du været langt fra en sådan tilgang, men
nej, jeg har intet skrevet over min hoveddør!…” ”Muligvis
ikke, men tilsyneladende er du mentalt ude af stand til fatte
metaforer!… Og jeg tog det aldrig så langt som du har gjort!…”
”Hvilket vel egentlig blot beviser
præcist hvor meget, eller rettere lidt, at du er villig til at gå
op i dit arbejde?!… Og jeg kan skam udmærket fortolke metaforer,
når jeg vælger det, og i det aspekt kan du betragte vores betaling
som et symbolsk budskab om holde dig væk fra hvad du end har gang i
her, og tag hjem igen!…”
”Jeg beklager, men jeg har ikke
købt returbillet!…” Løj Robert spydigt og sarkastisk. ”Nej,
jeg tror det er meget godt at få absorberet den lokale kultur!…”
”Det gør du skam bare!… Men hvis du vil have mig undskyldt!…
Nogen af os har faktisk et job at tage sig af… På en effektiv
måde!…” Og således blev Robert overladt til sig selv af den
rivaliserende, højst uetiske, Anthon Gonivo.
Tidligere nævnte jeg noget om at mine medmennesker var ude af
stand til at give mig grundlag for at stole på dem. Anthon Gonivo
var en af dem. Jeg skal have en lang fe-rie i bunden af et glas, før
jeg glemmer hvad han har gjort!… Men tiden er ikke læn-gere til at
dvæle ved!… Nu må der handles, og det gøres der ved at gå lige
lidt tilba-ge i tid og sted!…
Til trods for at det ellers var en dag til det,
hvis der ellers nogensinde havde været én, var der ikke en sjæl i
parken. Måske en hundelufter eller kondi-dyrker i ny og næ, men
derudover, skulle man ikke tro at en hårdfør næve-nærkamp havde
foregået der tidligere!…
Havde det ikke lige været for
politiafspærringsbåndene, der var strøget som med en edderkops
lette hånd (eller hvilken kropsdel det nu måtte være). Det var dog
intet der afholdte Robert fra at liste sig ind på den anden side af
dem, da han hurtigt havde forsikret sig selv om at han var ubeset.
Joh, som detektiv vidste han godt at det var
farligt at begive sig hen på det sted som situationen havde
udspillet sig på. Endnu farligere var det når man selv var direkte
involveret i situationen der udspillede sig.
Men man måtte jo til bunds i den her sag og der
var ikke et sted, bedre eg-net til at lede efter spor. Disse var dog
heller ikke noget der stod i kø for at dukke frit frem. ”Hmmm… I
det mindste er der ikke nogen kridt-karikaturer!…” prøvede
Ro-bert at berolige sig selv med.
Men der skulle mere til, for hvordan havde
politiet kunne undgå at se Klepperten, han var jo ikke en størrelse
man let kunne komme udenom rent optisk?… hans mentale
detektiv-tandhjul begyndte så småt køre; med mindre at selv det
slag fra møllevingerne ikke var nok til at tage den store fyr ud i
ret langt tid af gangen?!…
En konklusion der fik Robert til gyse. Lige
præcist hvor meget skal der så til for at overrumple ham?… Dette
var noget Robert havde en vis interesse i at få be-svaret, så han
kunne være forberedt til næste gang hans veje krydsede med den
men-neskelige granit-klump.
Græsstråene var i forskellig længde og farve,
og diverse stykker affald lå hist og pist. Robert tænkte tilbage på
hans amerikanske opvækst og konkluderede at et eller andet sted
måtte der være en indianer der stod og græd.
Men især en af affaldsartiklerne begyndte at
interessere Robert. Hvorfor, vidste han ikke rigtig, den lignede så
meget de andre, men måske kunne det have noget at gøre med at den
lå ganske tæt på der hvor Klepperten var blevet slået omkuld.
Møllevingerne havde ikke suset meget rundt, så
det lille stykke affald måtte havde været blevet smidt på stedet.
Det var en donut-pose. Den havde en adresse på butikken. Det var en
lokal butik. Det var et spor.
