Da Romulus & Remus
omsider endelig havde sig besluttet for at kravle ud af deres
ulvehuler og oprette denne en gang så glorværdige, mægtige &
prægtige bystat, havde de mon så nogensinde forestillet sig at
dette var hvad det ville ende med og komme til?…
Havde Jurius Candus,
ham selv, da dog nogensinde forestillet sig at dette var hvad det
ville ende med & komme til?… Mens han sled sig igennem sine
studier på behørlig og håndgribelig opfordring fra faderligt
ophav, kunne nogen som helst have set dette for sig?… Hvad
han så nu var de mange lange og tomme gange, udsat for leg af lys…
og skygger... De tavse statuer som stenstøtter nu hvor de er på vej
til at blive betragtede som hedenske artefakter, grundet indflydelse
fra den nye religion der var tiltagende. Og hvorfor ikke?… Havde
hans folk ikke selv gjort noget lignende?…
Og dette, bedst som
verdens-civilisationen havde nået det absolutte topmål af hvad den
overhovedet kunne præstere og menneskeheden aldrig mere skulle kende
til nogen dårligdom igen.
Og hvad ville der
ikke ske når turen kom til ham?…. Når Cæsars fogede fandt vej
forbi denne bureaukrats ejendom?… Muligvis for at fratage ham den?…
Men der var dårligdom.
I stødt stigende grad. Ganske vist fandtes der intet sted som
dette, men det kom åbenbart for en pris. Rom havde vokset sig alt
for stort –alt for hurtigt, og kunne nu ikke længere opretholde
sig selv.
Ligesom denne by ikke
blev bygget på en dag, gik den dog heller ikke lige så hurtigt
under. Alligevel var den nu godt på vej til det.
Kampen
mod hunnerne, barbarerne og visigotherne havde efterladt en svækning
i den militære forsvarsstyrke, reparation og vedligeholdelse af
infrastrukturen havde dalet drastisk og alt dette tvang nu Jurius og
hans kollegaer til at hæve skatterne. Men også disse var begyndt
at blive ubærlige.
Hvad ville og skulle
der mon så blive af hans yndige kone Minerva og deres to begavede
børn, Lukas & Rosanna –med et tredje på vej, hvad ville der
dog blive af dem?..
Jurius vidste det
ikke. Og ville heller ikke turde dvæle for meget ved svaret. Han
var jo bare én mand. Og alt hvad han kunne gøre lige nu, var at
slentre hvile-løst gennem denne forladte senatsbygning, hvoraf andre
af slagsen havde lagt omgivelser for blandt andet kejser Neros
mordattentatsforsøg under selv sammes retsag.
”Det er i sandhed…”
begyndte Jurius at tænke for sig selv. ”en udfordring til
filosofferne; om hvorvidt med lov skal man land bygge!…” Muligvis
kunne man forestille sig at det ville føre til en revolution. En
resistance. En renæssance.
Slukøret over sin
magtesløshed besluttede han sig for, lige så godt at kunne tage
hjem og nyde samværet med sin familie inden det måske var for sent.
Resten kunne han overlade til støvet gennem tiden. Med tiden, bliver
vi alligevel alle sammen til støv…
