Ude - & rejse-blog!...:

”Sidder du bare indenfor hele dagen?... Skal du slet ikke udenfor, i det gode vejr?...” Hver gang er det, det samme... Det samme, ellers velmenende nok, spørgsmål...

Men jeg har fået det spørgsmål stillet så tit, at jeg efterhånden har udviklet en form for påtaget dårlig samvittighed, pga. årtiers små-borgerlig indoktrinering igennem hele min opvækst... Altså, fordi jeg ”bare sidder indenfor hele dagen”...

Men nogle gange er jeg jo ude i ”dårligt” vejr... Det kommer da an på hvad det er jeg skal/ vil...

Og mine personlige planer, hænger ikke altid sammen med ”vejr-guderne”s (og hvor er det dog i grunden også fjollet at tro at det har noget med hinanden at gøre)...

Jeg vil dog gerne være ude i "godt" vejr... Men hvad skulle jeg lave?... Og med hvem?...

Som jeg tit siger, der er nærmest aldrig nogen af mine venner & bekendte, som har tid eller lyst (eller måske råd, hvis det skulle være nødvendigt), samtidig med mig...

Og jeg kan ikke rigtig komme i tanke om noget man ikke kunne lave indenfor (som jeg gider i hvert fald)...

Selvom der, selvfølgelig, er visse ting der er rimelig sæson-præget... Strand-tur om vinteren, snebolds-kamp om sommeren... Nej, vel?...

Hvad vil det i det hele taget også sige, ”det go´e vejr”?... Solskin?... Ja, måske for nogen, i en periode... Men både folk generelt & naturen specifikt, har jo forskellige behov, på forskellige tidspunkter...

Og man kan vel også hurtigt ”få for meget af det go´e”!?...

Et andet spørgsmål, man også tit får når det ellers er sæson til det, er: ”Skal du ud og rejse, i ferien?”...

Og der siger jeg altid nej... Det har ganske enkelt, aldrig rigtig været en del af min opvækst... Og det har heller aldrig rigtig ”sagt mig noget”...

& jeg vil hellere rejse sammen med nogle venner, end alene... Men igen, det med at de ikke har lyst, tid & råd samtidigt med mig...

Ærligt indrømmet, så har jeg også ret svært ved at forstå, hvorfor vi nødvendigvis, skal rende rundt og lave de samme ting altid...

Men, som jeg også ofte svarer til dét spørgsmål, skulle det så endelig være... Ville jeg foretrække et sted der er varmt, og har en pool ”med nogle drinks & damer” ;-P ...

Men uanset om det er herhjemme, eller ude i den store verden (i det go´e vejr), så har jeg til gengæld også fået opbygget et meget idealiseret/ romantiseret billede af hvordan det helst skulle være eller foregå...

En forestilling bygget op af en blanding af film/ tv-serier fra Hollywood, musik-video´er fra MTV & indhold fra Pornhub (nåerh, jaerh... Det sidste, måske en lille smule)...

Men derfor kunne man jo godt gøre det nu, alligevel... Hm, måske tage til USA?... Nærmere bestemt, Californien?... Det har der vist været skrevet et par sange om... Nogle af dem, om end ikke ligeså kendte godt nok, har jeg også selv haft skrevet...

Måske man alligevel skulle tage udenfor og gå en tur... Og kigge lidt på noget rejse?...

Freelancer Føler Sig Fanget I Fleksjob(-Ordning)!...:

Som jeg før har haft nævnt, her & andre steder, har jeg igennem tiden lavet forskellige, kreative ting... Men jeg er samtidigt med, også i fleks-job... Og fordi jeg er det, har jeg måtte opgive drømmen om at kunne lave musik/ skuespil, etc. professionelt...

Det rigide, firkantede, snæversynede, stramtandede system, passer simpelthen ikke til den lettere ”laissez faire”-måde som underholdnings-branchen ofte operere på og man savner klart forbedringer på dét område...

Underholdnings-branchen, fungere mere som et projekt-orienteret/ sæson-præget, relativt midlertidigt, vikariat... I hvert fald i min erfaring...

& dét, sat i skarp kontrast til de sociale ydelser som kontant-hjælp, fleksjob-ordning & sikkert også dagpenge-systemet... Et system hvor man bliver skarpt overvåget i begge ender... Føles det i hvert fald, tit som...

Hvis jeg skulle tage nogle de mere kunstneriske/ kreative opgaver, når de dukker op, så skal jeg kontakte samtlige instanser i en sådan grad at det ville virke u-overskueligt, selv for den bedste til det, sikkert (tariffen skal modregnes fleks-ydelsen, arbejds-timerne skal trækkes fra, osv.)...

Jeg ved godt at det nu virker som om at jeg bare vil ha´ ”i både pose & sæk”, og det er på mange måder sikkert også ganske udmærket at vi har det sociale sikkerheds-net, til at beskytte dem der har brug for det... Men det er måske lige stramt nok?...

En type som jeg, passer ikke helt ind i deres belejlige, små kasser, men kan nogle andre ting... De ting er bare så vage & diffuse at definere...

Og det er ikke kun mig, men også forfattere & akademikere der har måtte arbejde ”udenfor deres fag”, men det bør da ikke nødvendigvis afholde dem fra at skrive deres materiale (analyser/ afhandlinger, evt. etc.)?...

Sårbart sind og kunstnerisk/ kreativ/ intellektuel udfoldelse har jo en stor sammenhængs-mæssig styrke og går ofte hånd-i-hånd...

Men hvad kunne en evt, løsning mon så være?... Jo, jeg har selv snakket en del om ”borgerløn” og for nylig deltaget i en underskrifts-indsamling til et borger-forslag om at ”fleks-jobbere” skal kunne oprette egen virksomhed...

Jeg tror helt klart, at tiltag som disse ville kunne være et skridt i den rigtige retning... Fordi, til trods for at det hedder et ”fleks-job”... Så virker det ikke særligt fleksibelt!...

Kasse-blog!...:

Kasse-tænkning (og de mærkater der sidder på dem)... Vi bliver tit fortalt hvorvidt vi, skiftevis, skal benytte det eller ej... Men egentligt er det vel ikke helt så enkelt?... Det kommer jo helt an på situationen og formålet...

  I praksis, er det da umiddelbart ret rart at vide hvor de forskellig ting, hver især er henne... At vide hvad man får og får hvad man har bestilt... I andre sammenhænge, derimod, kan det dog godt blive lidt for ”stramt”, hvis man holder sig alt for meget til det...

  Vi kan jo alle blive forfaldne til det, inklusive mig selv... Men jeg ser det også en del rundt omkring...

   Vi kender det jo, f. eks. Med skuespillere der har været i en bestemt type rolle/ serie eller lignende og derefter prøver noget andet... Komikeren der vil lave drama, osv. (hvilket jeg også selv har haft lidt erfaring med)...

   Dette bliver ikke altid lige vel modtaget, men omvendt er der jo også noget om det... Det ville jo, unægtelig, blive en noget sløj samurai-film, hvis det primært bestod af nogle blegfede danskere ;-) …

  Det samme fænomen, gør sig også gældende på YouTube (”du er sådan en slags kanal”)... Og jeg oplever det også selv som autist (folks generelle fordomme/ forestillinger om hvordan autisme er eller kan være)...

  Hvad kan løsningen, mon så være?... Jo, måske man skulle prøve at være lidt mere åben?... Og ikke altid tænke i de kasser...

    For det er nemlig det smarte ved kasser... Man kan komme forskellige ting i dem...

En Anden Retning!...:

Efter folkeskolen, har jeg aldrig haft fulgt den slagne vej med gymnasiet, universitet, videregående uddannelse osv... Da jeg kiggede i Politikens "Hvad Kan Jeg Blive", tænkte jeg bare at jeg da ikke gad noget af det der...

Nej, jeg ville/ kunne bare noget andet... Derfor har jeg haft taget en lidt mere alternativ rute, med diverse special-skoler... OG JEG HAR ELSKET DET!!!... Og savner det, den dag i dag... Har aldrig haft det helt ligeså godt, hverken før eller siden...

ALT det jeg har haft lavet af musik, film og teater har været der igennem... Og jeg ville nok næppe have haft kunnet noget af det uden... Selvom, jeg ikke ville kunne konkretisere det, har det haft givet mig en stor glæde og muligvis også værktøjer til at håndtere tilværelsen... Og tror nok jeg tør sige, også glædet andre...

Til gengæld, har jeg HADET at få alt det andet presset ned over mig...: Meningsløse resourceforløb og job-praktikker, der aldrig rigtigt blev til noget...

Og skønt, jeg nok snakker for døve øren (eller i hvert fald, ret selektivt hørende), så kan jeg da selvfølgelig ikke lade være med at tænke at måske ikke alt skal måles og vejes ned til den mindste detalje...

Arbejders-blog!...:

Vække-uret hiver dig ud af din sødeste søvn og du må stå ud af din varme, bløde seng...

 Du når lige din morgenmad osv. inden du må op på cyklen eller i bilen/ bussen gennem mørket og møg-vejret...

 Du ankommer på dit arbejde, hvor dagens opgaver venter... Cheferne/ kunderne hiver fat i dig og du render rundt fra det ene til det andet...

 Når så det meste af dagen allerede er gået med det, må du til at tage hjemad, hvor resten venter...

 På vejen, forbi købmanden for at handle ind til aftensmad... Hvis du har et barn eller flere børn & kæledyr, passer du dem...

 Du når lige at se lidt til resten af verden og, hvis du er heldig, dig selv, inden du går i seng igen og det hele starter forfra... Resten af ugen...

Men ved du hvad?... Du gør det!... Du står og går igennem alt det, så godt som du overhovedet kan!... Vær stolt og lad ingen tage det fra dig!... Du er... Arbejder!...

Mandags-blog!...:

Mandag. Den stakkels, hårdt-prøvede mandag (”måne-dag”)... De fleste hader den, nogle få synes den er helt fantastisk...

 Hver uge, nærmest flyder de sociale medier over med den ellers åbenlyse annoncering at den, desværre, kommer igen i morgen... Hvor til det kynisk-humoristiske svar kan lyde at man jo egentlig ikke hader mandag, snarere sit liv generelt...

 Sjovt nok, er der ingen som brokker sig over den, hvis den tilfældigvis falder indenfor en ferie-periode...

 For det er jo ellers et tydeligt tegn på at hverdagen starter igen og at arbejdet atter kalder, efter weekenden som vi alle jo vist nok ellers elsker...

 Og det jo kun en social konstruktion vi har opfundet for at kunne organisere os lidt bedre, i vores kultur... Kloden er nok egentligt ret ligeglad med selve uge-dagene...

 Men ifølge en undersøgelse* viste det sig faktisk at være tirsdag eftermiddag som er den værste... Netop fordi weekenden virkelig var overstået og der kan synes langt til den næste...

 Rent personligt, synes jeg snarere torsdag er værre, da den er noget tættere på, men bare ikke helt og jeg tendere at få, hvad jeg kalder ”midt-uge-syndrom”, hvor tingene måske kan føles lidt tungt...

 Man kunne, lidt optimistisk/ filosofisk, sige at vi måske faktisk bør glæde os over at kunne få endnu en mandag at leve i...

 Men jeg vil til at slutte af for nu, da jeg skal på arbejde i morgen... Det er jo mandag...

*) undersøgelsen udført af London School of Economics.

Kunst-blog!...:

Kunsten. Den har altid været med os. Lige fra de første hulemalerier og frem til i dag.

    Gennem forskellige former, folk & perioder... Den lærer os om os selv, hvem vi er og hvad vi vil... Eller ikke vil... Derfor er den faktisk ret vigtig...

     

    Rent personligt, har jeg lært mere fra dén, end fra noget som helst andet (mere om dette andetsteds)...

     Alligevel kan den ofte synes at blive ned-prioriteret... Hvordan kan det dog være?...

   Tilbage, i de helt gamle dage, blev det betragtet som en del af almen/ fin dannelse at kunne skrive, synge eller spille musik... Men sådan er det bare ikke helt længere...

     

    Sandsynligvis fordi, at omkring den industrielle revolution begyndte man at fokusere mere på de færdigheder som var nyttige i dén sammenhæng (sprog, matematik osv. -logistiske begreber der appellerer mere til den venstre hjerne-halvdel, ifølge teorien), og sådan har det fortsat lige siden...

     

    Eksempelvis, kan jeg huske at i folkeskolen var de kreative fag, sjældent netop dét...:

 I formning lærte vi aldrig noget om de forskellige kunst-arter (surrealisme, ekspressionismen, kubismen, etc.), men spildte bare tiden med noget vand-sjask (akvarel, marmorering, etc.)...

     I musik, spillede vi aldrig på instrumenterne eller lærte noget om diverse genrer, og dens egen historie... Vi sang bare noget halv-gammelt folk/ rock (sjovt nok, fra lærernes ”egen ungdom”)...

 (Jeg erkender dog at det med kunst-formerne nok er ret tørt stof for en 4.-klasse og når vi elever, skiftevis, fik lov til at spille vores daværende ynglings-musik som en del af undervisningen, så jaeh... Det var jo ´90´erne ;-) & forhåbentlig var det bare min skole, den gang, men jeg skal jo ikke kunne sige om det er blevet bedre nu)...

 

    Det var først senere, på privat-skole, jeg begyndte at få øjnene lidt mere op for det kunstneriske/ kreative...

     Men min studie-vejleder nævnte aldrig noget om lige DE muligheder... Dem har jeg først haft kigget lidt på, for nylig (& nu er det nok ved at være for sent for mig)...

     I min nuværende hjemby, lægger der en teknisk skole, ret centralt, mens det mere kunstneriske er at finde på en højskole, lidt ude for byen...

     Når nogen spørger mig om hvad jeg ellers lige går og laver, svarer jeg ofte at jeg er kunstner... Hvortil de så spørger, noget i retning af; ”Maler eller billedhugger?”... Som om dét er de eneste to muligheder... Og det kan KUN være én af dem!...

 

    Jeg er godt klar over at branchen har sine egne problemer (for mange om for få jobs, lettere nepotisme/ vanetænkning osv.), at det ikke den allervigtigste instans og at man ikke nødvendigvis behøver at gøre det til en professionel karriere, men det er da alligevel lidt sjovt at lige denne fag-gruppe bliver sådan ”skubbet lidt til side”...

     Ofte er vores samfunds-system heller ikke helt foreneligt med at være freelancer...

 

    Jeg måtte selv finde frem til casting-bureau´er... Igen, blev der aldrig nævnt noget om det i skolen og branchen selv, virkede til at holde dén information som en form for forretnings-hemmelighed...

 

    Men hvad kunne man så gøre?... Måske starte med at turde satse lidt mere på det... Oprette en grundlæggende uddannelse som kunstner, med mester/ praktik-pladser osv.

     Jeg må indrømme jeg ikke kunne finde noget om fagforeninger for kunstnere, så jeg ved hverken om det findes eller kunne være en god idé at lave?...

Så ville vi måske bedre kunne komme de førnævnte problemer til livs?... Det er da værd at overveje?...

 Jeg siger ikke at udøvende kunstnere skal betragtes som politi-betjente eller brandmænd...

 Men måske det ville gøre lidt underværker, hvis dem som prøvede at lave mesterværker, blev betragtet lidt mere som en slags håndværker...