De pæne
pastelfarver muntrede ej just til opildninger af nogen art. Bedst som
per-sonalets overordnede foretrak det. En lyd gjorde sig særligt
markant gældende gen-nem den ellers ganske hyggelige institutions
lokaler og gange.
Det var
lyden… af et spædbarns leg og syngen. Mere eller mindre
koordi-neret med de hule træklodser som percussion i en
jazz-jam-session.
Skuende,
betaget & veltilfreds, over resultatet af sit værk holdt barnet
nu inde med sin legen, og i stedet for sang fremgav han en anden
slags lyd.
”Theo?…
Hva´ er der?… Hva´ vil du?… Har du noget at vise mig?…” en
af pædagogerne henvendte sig blidt mod barnet og så på det stykke
legetøj, denne ha-vde beskæftiget sig med. En træ-kasse hvor dele
af toppen var udskåret i alskens geo-metriske figurer –trekant,
firkant, cirkel, stjerne, etc. pædagogen vidste godt at det var ikke
længe siden det lille barn havde gået i gang, og det til at han
allerede var færdig.
”Har du
fundet ud af det her helt selv?… Så hurtigt?… Det ville nok
hav-de været en bjørnetjeneste slet ikke at lade dig beskæftige
med det, men det er i hvert fald vigtigt at tænke indenfor
kassedeling –forstår du?… Dét er vigtigt… At tænke indenfor
kassedeling…”
”Nå,
unger… Nu er jeres første formningstime ved at være forbi, så
hvis jeg lige må se hvad I har lavet… Nøøøj, Theodore, sikke
flotte du gjort de her bille-de-bøger –ingen overflødig
farvelægning, du holder dig simpelthen indenfor streger-ne… Det er
vigtigt… At holde sig indenfor stregerne…
”Errrjjj,
jeg er fri!… Jeg er fri, spil mig!… Nej, mig! Årh, helt ærligt,
for…” Pludselig var timen –og dermed kampen, ovre og eleverne
var på vej i bad.
”Godt
spillet ellers…” ”jah, godt spillet…” ”Hey,
Theo?… Skal du ikke også?…”
”Jo-jo,
men det er sidste time, så man kunne godt spare på vandet og
pengene og vente til man kom hjem, men så bruger man det jo bare
der, så det kan være det samme… Men heldigvis har jeg fået
indført at lektier skal laves på bus-turene…”
”Ja, hva´
er der, unge hr. Fredericks?…” Theodore havde selv frivilligt
valgt at tage på inspektørens kontor. ”Jo, undskyld, men det er
bare… Jeg var lige blevet færdig med at stå i skolekantinen, og
kom tilfældigvis forbi dens budget-liste;
behøver vi
betale så meget når vi køber udefra?… Det kunne sagtens gøres
billigere og så kunne vi hæve priserne for eleverne…”
”Vi har
godt nok lagt vægt på kvalitet, men hvad du siger lyder også
tilta-lende… Jeg sætter det i gang…”
Efter
opfordringen fulgte Theodore med den spinkle ældre mand der var
blevet kontaktet af damen ved skranken som den nu-færdig-uddannede
Fredericks først havde henvendt sig til.
”Nåerh,
så du er den nye knægt, her, hva´?… Jamen, bare rolig –der
sku´ vær´ nok at se til… Rigeligt at rive i… Jeg ved hvad du
kan starte med…” Efter en-delig at være stoppet i et
ordinært-udseende kontor-lokale, fortsatte den ældre herre;
”Se, den
her store stak dokumenter… Dén skal nemlig gerne sorteres…”
Efter en
lettere detaljeret beskrivelse af hvilke ark der skulle hvorhen,
ha-vde den ældre herre overladt den unge logistikker til sig selv.
”Kasser. Ind i kasserne med det. Med det hele.” blev han ved med
at gentage for sig selv i sit hoved, mens h-ans blik faldt stadigt
mere intenst på de blanke dele af arkene.
Pludselig,
før han vidste af det, var rummet forsvundet som det klassiske dug
fra den ligeså klassiske sol. Ikke en gang som om. Det var rent og
skært, kort og godt, simpelthen sådan. I stedet var det nu
erstattet med en masse skarpt hvidt lys, rundt omkring ham. Uanset
hvor han kiggede hen eller hvor han gik.
Han prøvede
at kalde på nogen, men det blev kun til et fjernt ekko. Lige-ledes
lyden af hans fodtrin. Dog, et stykke tid efter at han havde gået
rundt på må og få, var det som om at der kunne anes en silhuet og
stemmer i det fjerne.
”Ja!…” ”Ja!… Jeg hører jer!…”
Fysikkens
love var dog ikke mere ophævet end at silhuetten og stemmer-ne blev
stedvis tydeligere, mere defineret og større efterhånden som han
nærmede sig den.
”Vil
den rette medborger venligst følge den, til formålet, indrettede
rute og derved ind befinde sig foran sociale hovedansvarlige?”
Stemmerne var ikke hans egne.
Da han var
langt nok, ganske tæt på den, var der ingen tvivl om dens for-m.
Som to slanger i kampgreb eller anden aktivitet, kunne den synes at
være to S´er i akrobatisk udfoldelse, oven på hinanden. Det var et
kæmpestort paragraf-tegn; §. Han prøvede at række ud efter den,
men selv ingen berøring kunne føles, var det alligevel som om at
der var blevet nået en kontakt.
”Vi
er Formalia´erne!…”
Til trods
hans fascination af dette koncept og fænomen forhindrede det ham
ikke i at syne endnu et objekt i øjenkrogen. Da han samlede sit
fokus endnu mere kunne han se at det et paragraf-tegn til. Ganske
vist, lillebitte, godt nok, men ikke for længe, da det straks skød
til vejrs, hvis ikke ligeså langt som det forrige, så i hvert fald
længere.
”Er
det korrekt opfattet at den rette medborger er i besiddelse af
administrative kompetencer?” ”Jeg er
under oplæring, men joeh…” ”Underordnet!
Systemet er i mangel på ressourcer! Navnlig af repræsentanter!
Ønsker den rette medborger at acceptere tilbuddet?”
”Ja”
”Så det
er gennemførligt godkendt?” ”Ja”
”Kontrakten
er indgået!”
Men det
stoppede ikke der. Som dryp på skuldrene begyndte nu flere af
slagsen at melde sin ankomst. Og det blev efterhånden til en silende
regn af disse.
Theodore
Fredericks rakte nu sine spændte hænder ud og trak så småt i en
stigende grum grimasse, til han lod sig drukne og opsluge i stormen.
”Ah-hah.. Ah-hah!… Ah-hah!…
AH-HAH!... ARH-HARGH!.. AAAAARRRRRRGGGGGHHH-HHHAAAAAHHH!...
AAAAAAAAARRRRRRRRRRRRRRGGH-HAAAAHH!“
Hvirvlen
stilnede af og han kom efterhånden mere til sig selv. Han lå mærke
til hvordan alle dokumenterne lå på deres rette pladser.
Theodore
hostede lidt, mens han ømmende rejste sig op fra lokalets gulv;
”Jeg… Jeg tror… Jeg tror at jeg går ind i
politik!…”
