UU: BB, kap. 15; Kæden - og hvad hjulet gør!...

De pæne pastelfarver muntrede ej just til opildninger af nogen art. Bedst som per-sonalets overordnede foretrak det. En lyd gjorde sig særligt markant gældende gen-nem den ellers ganske hyggelige institutions lokaler og gange.

 Det var lyden… af et spædbarns leg og syngen. Mere eller mindre koordi-neret med de hule træklodser som percussion i en jazz-jam-session.

 Skuende, betaget & veltilfreds, over resultatet af sit værk holdt barnet nu inde med sin legen, og i stedet for sang fremgav han en anden slags lyd.

 ”Theo?… Hva´ er der?… Hva´ vil du?… Har du noget at vise mig?…” en af pædagogerne henvendte sig blidt mod barnet og så på det stykke legetøj, denne ha-vde beskæftiget sig med. En træ-kasse hvor dele af toppen var udskåret i alskens geo-metriske figurer –trekant, firkant, cirkel, stjerne, etc. pædagogen vidste godt at det var ikke længe siden det lille barn havde gået i gang, og det til at han allerede var færdig.

 ”Har du fundet ud af det her helt selv?… Så hurtigt?… Det ville nok hav-de været en bjørnetjeneste slet ikke at lade dig beskæftige med det, men det er i hvert fald vigtigt at tænke indenfor kassedeling –forstår du?… Dét er vigtigt… At tænke indenfor kassedeling…”

”Nå, unger… Nu er jeres første formningstime ved at være forbi, så hvis jeg lige må se hvad I har lavet… Nøøøj, Theodore, sikke flotte du gjort de her bille-de-bøger –ingen overflødig farvelægning, du holder dig simpelthen indenfor streger-ne… Det er vigtigt… At holde sig indenfor stregerne…

”Errrjjj, jeg er fri!… Jeg er fri, spil mig!… Nej, mig! Årh, helt ærligt, for…” Pludselig var timen –og dermed kampen, ovre og eleverne var på vej i bad.

 ”Godt spillet ellers…” ”jah, godt spillet…” ”Hey, Theo?… Skal du ikke også?…”

 ”Jo-jo, men det er sidste time, så man kunne godt spare på vandet og pengene og vente til man kom hjem, men så bruger man det jo bare der, så det kan være det samme… Men heldigvis har jeg fået indført at lektier skal laves på bus-turene…”

”Ja, hva´ er der, unge hr. Fredericks?…” Theodore havde selv frivilligt valgt at tage på inspektørens kontor. ”Jo, undskyld, men det er bare… Jeg var lige blevet færdig med at stå i skolekantinen, og kom tilfældigvis forbi dens budget-liste;

behøver vi betale så meget når vi køber udefra?… Det kunne sagtens gøres billigere og så kunne vi hæve priserne for eleverne…”

 ”Vi har godt nok lagt vægt på kvalitet, men hvad du siger lyder også tilta-lende… Jeg sætter det i gang…”

Efter opfordringen fulgte Theodore med den spinkle ældre mand der var blevet kontaktet af damen ved skranken som den nu-færdig-uddannede Fredericks først havde henvendt sig til.

 ”Nåerh, så du er den nye knægt, her, hva´?… Jamen, bare rolig –der sku´ vær´ nok at se til… Rigeligt at rive i… Jeg ved hvad du kan starte med…” Efter en-delig at være stoppet i et ordinært-udseende kontor-lokale, fortsatte den ældre herre;

 ”Se, den her store stak dokumenter… Dén skal nemlig gerne sorteres…”

 Efter en lettere detaljeret beskrivelse af hvilke ark der skulle hvorhen, ha-vde den ældre herre overladt den unge logistikker til sig selv. ”Kasser. Ind i kasserne med det. Med det hele.” blev han ved med at gentage for sig selv i sit hoved, mens h-ans blik faldt stadigt mere intenst på de blanke dele af arkene.

 Pludselig, før han vidste af det, var rummet forsvundet som det klassiske dug fra den ligeså klassiske sol. Ikke en gang som om. Det var rent og skært, kort og godt, simpelthen sådan. I stedet var det nu erstattet med en masse skarpt hvidt lys, rundt omkring ham.  Uanset hvor han kiggede hen eller hvor han gik.

 Han prøvede at kalde på nogen, men det blev kun til et fjernt ekko. Lige-ledes lyden af hans fodtrin. Dog, et stykke tid efter at han havde gået rundt på må og få, var det som om at der kunne anes en silhuet og stemmer i det fjerne.

”Ja!…” ”Ja!… Jeg hører jer!…”

Fysikkens love var dog ikke mere ophævet end at silhuetten og stemmer-ne blev stedvis tydeligere, mere defineret og større efterhånden som han nærmede sig den.

”Vil den rette medborger venligst følge den, til formålet, indrettede rute og derved ind befinde sig foran sociale hovedansvarlige?” Stemmerne var ikke hans egne.

 Da han var langt nok, ganske tæt på den, var der ingen tvivl om dens for-m. Som to slanger i kampgreb eller anden aktivitet, kunne den synes at være to S´er i akrobatisk udfoldelse, oven på hinanden. Det var et kæmpestort paragraf-tegn; §. Han prøvede at række ud efter den, men selv ingen berøring kunne føles, var det alligevel som om at der var blevet nået en kontakt.

 ”Vi er Formalia´erne!…”

 Til trods hans fascination af dette koncept og fænomen forhindrede det ham ikke i at syne endnu et objekt i øjenkrogen. Da han samlede sit fokus endnu mere kunne han se at det et paragraf-tegn til. Ganske vist, lillebitte, godt nok, men ikke for længe, da det straks skød til vejrs, hvis ikke ligeså langt som det forrige, så i hvert fald længere.

 ”Er det korrekt opfattet at den rette medborger er i besiddelse af administrative kompetencer?” ”Jeg er under oplæring, men joeh…” ”Underordnet! Systemet er i mangel på ressourcer! Navnlig af repræsentanter! Ønsker den rette medborger at acceptere tilbuddet?”

”Ja” ”Så det er gennemførligt godkendt?” ”Ja” ”Kontrakten er indgået!”

 Men det stoppede ikke der. Som dryp på skuldrene begyndte nu flere af slagsen at melde sin ankomst. Og det blev efterhånden til en silende regn af disse.

Theodore Fredericks rakte nu sine spændte hænder ud og trak så småt i en stigende grum grimasse, til han lod sig drukne og opsluge i stormen. ”Ah-hah.. Ah-hah!… Ah-hah!… AH-HAH!... ARH-HARGH!.. AAAAARRRRRRGGGGGHHH-HHHAAAAAHHH!... AAAAAAAAARRRRRRRRRRRRRRGGH-HAAAAHH!“

Hvirvlen stilnede af og han kom efterhånden mere til sig selv. Han lå mærke til hvordan alle dokumenterne lå på deres rette pladser.

 Theodore hostede lidt, mens han ømmende rejste sig op fra lokalets gulv; ”Jeg… Jeg tror… Jeg tror at jeg går ind i politik!…”