”Roomservice!…” ”Nej, tak!… Jeg har ikke
lyst til mere af den slags lige nu!…” Selvom Roberts afslag var
høfligt var det ikke ubegrundet. ”Åh, jeg tror nu at denne her
form for room-service vil være til deres glæde, Mr. Pinsville!…”
Nu begyndte Robert at forstå tonen i tjenerens stemme. ”Nåeh…
Så det mener du?…”
Julie Kappelow stod på den anden
side af døren ind til hotel-værelset. Hun vidste at han havde
opdaget det spil hun kørte, men der kunne være andre og nysgerrige
øjne så hun gjorde hvad der var muligt for at virke naturlig i sit
tjener-outfit.
Dog blev hun noget forundret over de
ben der stak frem fra badeværelses-døren. ”Nårh, ja… HAM!…
Han hedder Stumme-slag!… En tidligere modstander!… Der er sikkert
mange af mine fjender der har fået nys om at jeg var her, så en af
dem har sendt ham herhen for at afslutte jobbet!… Du kan se hvordan
det endte!…”
”Ja… Ik´ noget at sige til du
ik´ var interesseret i roomservice eftersom h-an lige forsøgte det
samme nummer!… Eller næsten samme/ slet ikke samme nummer… Men
vi måtte jo ikke se hinanden så jeg blev nødt til det…” Robert
gjorde tegn til at Julie måtte stoppe med at snakke. Herefter smed
han sin jakke op mod et hjørne hvor den blev hængende.
”Så kan vi snakke uforstyrret!…
De har hele stedet her overvåget for sikkerhedens og informationens
skyld!… Det er bedst at du ved så lidt som muligt!… Hvad vil du
vide?…” ”Det hele!… Hvorfor blev du bragt hertil og hvad
skete der på El -& Vandværket?…”
”Tjaeh… Så vidt jeg forstod
startede det med Fredericks byfornyelses-projekt. Lady Samantha
Godiva Crowsfeet blev mistænksom. Hvorfor skulle der støt-te til et
foretagende der sagtens kunne køre selv?… Og hvis den kommunale
såkaldte administration skulle bruge såkaldte kræfter på at
virkelig at støtte op om kulturelle tiltag… Jah, så vil der være
grund til mistanke!… Desuden havde han fået sin beskik-kede
bodyguard –Klepperten, du ved, til at bruge sine kontakter og hyre
et privat vagtværn… Med det ry som Katonik havde fået ved at
leve på mine succes’er blev ham & Lemmecke hyret til at
undersøge nærmere!…”
”De kom godt ind i varmen hos
Fredericks og gik så langt som til at mel-de sig ind i
frimurer-ordenen!… Men Katonik vidste at de fik brug for min hjælp,
selvom han aldrig vil indrømme det, så han fik Patricia til at hyre
mig!… Det var i virkeligheden derfor at jeg blev sat fri; så jeg
kunne fortsætte mine undersøgelser!…”
”Fredericks vidste ikke noget om
Katoniks bagtanker, og gik kun med på idéen for at holde mig ude af
spillet!… Men for at være helt sikker hyrede han den eneste anden
der nogensinde er i nærheden af eller har været på mit niveau;
Anthon Gonivo!… Klepperten har længe haft arbejdet for Fredericks
i forvejen!…”
”Så gennem diverse undersøgelser
og forklædninger fandt jeg ud af hele hans plan. Da jeg stak næsen
lidt for langt frem, prøvede de at sætte en permanent stopper for
mig, men også det overkom jeg!… Du havde ret!… Ikke
usædvanligt!… Fredericks var, er og vil desværre nok stadig være
bureaukrat hele vejen igennem!…
Da jeg kom ind i El -& Vandværket
huskede jeg dé ord du sagde og havde sagt… Og besluttede mig for
at fange ham i hans eget spind og spil!…”
”Han opretholdt muligvis et godt
forsvar og kunne sikkert slå en proper næve, men lige så snart –i
det selv samme øjeblik han ikke kunne forbigå en chance for at den
sociale status quo ville blive kompromitteret… -DA var han fortabt
og over-vundet!…”
”Katonik udfyldte hullerne…
Fortalte resten, alt det jeg ikke i forvejen vidste, da han
afsluttede slagsmålet mellem mig og Fredericks på el -&
Vandværket!… Katonik vidste godt at han ikke burde dele så
rundhåndet ud af detaljerne, men han syntes vel, professionelt som
personligt, at det var den mindste frynsegode han skyldte mig!… Selvom han ikke vil(le) indrømme det overfor nogen!…”
”Jeg blev lappet sammen på Holbæk
Hospital, mens politiet tog sig af papir-arbejdet og kørte
bagmændene i fængsel. Katonik hidkaldte kollegaer, brandvæsen
etc. fra nær og fjern!… De medlemmer der ikke var korrupte, syntes
at mit frynse-gode skulle være en nat på deres fineste hotel!…
Var der mere?…”
”Næjh, ik´ andet
end hva´ jeg
synes dit frynsegode skulle være… Hvis der er så mange der ude
efter dig, må vi hellere få det bedst mulige ud af den alt for
korte tid vi endnu stadigvæk har sammen?!…” konkluderede Julie
med en tvetydig og alligevel ganske tydelig tone og mimik.
Lemmecke kom lige tilbage ind i
overvågningsrummet efter at havde hentet en forfriskning og kunne
dårligt tro hvad der udspillede sig på skærmen der var koblet op
med det lille hjørne-kamera hvor detektivens jakke lige var faldet
ned fra.
Desværre for Lemmecke havde Robert
nu smidt sin hotel-slåbrok op for det i stedet, mens han lænede sig
indover en afklædende og sødt grinende Julie. Godt det samme for nu
stod Katonik i døren til overvågningsrummet og hostede bestemt af
Lemmecke.
Timer Senere:
”Vi tager en stor chance hér… Gå
sammen til toget!…” Trenchcoatens krave var trukket godt op og
fedora-hatten trukket godt ned. Julie måtte nøjedes med at skjule
sit ansigt via nogle store solbriller og et tørklæde om hovedet på
go´ klassisk facon.
”Hold dog nu op, søde… Hvis du
tror jeg blot er endnu en af de piger du kan efterlade i sengen, mens
du tager på nye eventyr, så kan du godt tro om igen!…”
”Jeg bilder mig på ingen måde
noget sådant ind!… Det er bare…”
”Hvad?… Er det nu at du
fortæller mig jeg vil fortryde det hvis jeg tager med?… Hvad så
om vi ikke kan ses før at sagen er officielt lukket, jeg trænger
efter-hånden til spændingen!…” ”Nej… Det er nu at jeg
fortæller dig, du vil fortryde det hvis du ikke bliver!… Hvad du
har brug for er den stabilitet i livet som jeg ikke kan give dig!…”
”Desuden har byen her brug for
dig!… Den trænger til en kærlig hånd med at genopbygges!… Og
jeg ved fra personlig erfaring at du har sådanne nogle!…” ”Men
jeg har brug for dig!… Jeg… <Hurghn>!… Okay… Du har
ret, selvfølge-lig!… Men er du ikke bange for at der ska´ komme
konsekvenser af de seneste begiv-enheder?… Hvordan ka´ nogen os
være sikre fra… dem-der-du-ved-nok?!…”
”Nej, normalt tror
jeg ikke at ved hvad du snakker om, men hvis du mener frimurerne så
sig det blot frit!… Jeg er sikker på at du garanteret må ha´
opfanget andetsteds fra at frygten for et hvilket som helst begreb
kun næres i dens uanerkendelse!… Nej, de var bare en slags…
gimmick, om du vil…
For at nå højere planer!…
Hvor plat det så muligvis end må
virke… at bruge dem til dét!… Men de planer var FOR høje!…
Dén slags fungerer ikke på længere sigt, så vidt vi ved!…”
”Fredericks gik kun ind i dén
gruppe for at have en syndebuk… Så kunne han komme af med dem
også… Dem er der jo heller ikke plads til i hans verdenssyn… Desuden, hvis de så gerne vil forblive i og med deres
hemmelighedskræmmeri ville det bedste for dem at gøre, nok være…;
ingenting!…” ”okay…” fandt hun det beroligende…
Så
det var alt. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på… Vil
alle de andre der er her i byen, hvert et sødt ansigt, minde mig om
hende?… Jeg ved det kan virke dobbelt-moralsk at jeg ikke tager
hende med. Julie. Men hun ville ikke kunne holde til det liv jeg
fører. Sådan er der også nogle der er. Det beviser hendes
følelsesmæssige nedbrud hun har lidt under denne affære. Og hun
må kunne lide byen her, ellers ville hun nok ikke være så
taknemlig som hun var nogle timer tidligere…
Mens stationens anlæg begyndte at
spille hvad der sagtens kunne være hans eget tema, tog
privatdetektiven Robert Pinsville afsked med sin gamle flamme og
satte sig ind i toget før det begyndte at køre ligeså stille og
roligt ud af provinsbyen Holbæk der sagtens kan drive målet til noget
større – hvis altså ellers indsatsen og ambitionen er derefter!…
