Hvor paradoksalt det end virkede stod El -&
Vandværket nu, som resten af byen, også i flammer, og borgmesteren
i den anden ende af hallen og på god afstand af/ fra detektiven som
kun selv lige akkurat listede sig ind ad entredøren. Selv ikke
vinden fra de smadrede vinduer kunne stilne de brændende brædder
der var faldet ned på må og få.
Nej, Robbie havde ingen
idé om hvordan det kunne komme så vidt, ej heller havde han nogen
idé om at Theodore Fredericks selv lige havde stået og tænk over
hvad der førte til denne dags begivenheder.
Ikke helt sikker på om Fredericks havde set
detektiven og hørt hans stemme tidligere i denne begivenhedsrige
dags forløb, stillede Robert sig, bogstaveligt tal-t, med ryggen tæt
ind mod det lille stykke af væggen der endnu ikke udgjorde de ind-re
døre til selve hallen. Således var han forhåbentlig i blind vinkel
til, og derved ude af syne for, Fredericks der stod i bar overkrop
for ikke at bukke under for varmen.
”Såeh-danne
der, jaeh… Ikke flere utæmmede
udfoldelser, lad os i stedet sørge for at også dette sted ligesom
det tidligere ”besøgte” galleri –brænder!…”
gnæggede den lille mand, mens han antændte en piercienne-snor med en
moderne fakkel; en gaslighter.
”Du er vist ikke som din kollega
og fornavnebror?… Mere som en vis anden indflydelsesrig magthaver
fra fortiden –nærmere bestemt det gamle Rom?… ”* ”Så lad
mig lige forstå det her ret; der er noget DU ikke forstår –og så
MÅ & SKAL det bare brændes?… lad mig lige se; Hvem i
verdenshistorien var det nu også lige der gjorde noget sådant?…
Nåeh… Åh, jaeh…” Robert kunne ikke længere sidde alt dette
overhørigt, og blev nødt til at blande sig –uanset prisen!…
Den pyromandiske
provinsproletarpolitiker fór om på hælen. ”Åh, sikke nogle
kløgtige analogier og sammenligner/ -lignelser, at komme med!… Men
du lige tro og være ganske sikker på at sådanne ting bør
brændes…”
Han tog nu til i løb
mod detektiven. ”Godfather-agtige
lemlæstede heste, fisk i blender… LORT PÅ DÅSE!!!!????…”
Uheldigvis for ham, skulle/ burde
han aldrig havde gjort det. For så straks han havde nærmet sig, fik
Robert jaget et overordentligt voldsomt knytnæve-slag ind mod
Fredericks nakke og baghoved. ”Ja, uha… Dét får én til at
tænke, gør det ikke?…” Som modspil til det blev detektiven
fældet af et lavt-fejende cirkelspark fra Fredericks der åbenbart
–muligvis i forbindelse med sit arbejde, havde benyttet sig godt af
den lokale kampsportsklub der ikke lå så forfærdeligt langt fra
deres nu-værende position.
Mens den magtsyge
myndighedsrepræsentant rejste sig op for at ville ho-vere og højst
sandsynligt udnytte sin modstanders vandrette beliggenhed, øjnede
spo-rhunden sin chance for at albue sig fremad og via håndfladerne,
kom han op på bene-ne igen der satte i en omgående spurt der fik
ham og El -& Vandværkets væg på me-get nært hold. Han blev
hurtigt forfulgt af provinsbyens propaganda-påsætter.
”Så du er den berygtede
detektiv?… Måske du burde slå dine folder på en scene eller ude
på havet?!… Men noget må jeg dog give dig… Ser du, en gang var
jeg en gang, også ung & ambitiøs som dig en gang…”
En hastig afdrejning til hallens
koncertscene fik pludselige vendt om på rækkefølgen af de to
kamphaner, til privatdetektivens umiddelbare fordel da denne derved
kunne få et spark ind i ryggen på Fredericks der gav et groft brøl
af sig, dels i smerte og dels i overraskelse (selv om han
selvfølgelig ikke ville indrømme dét)!…
Ӂh,
jah, såeh?… Hvad skete der?…” I ét
spring lykkedes det privatdete-ktiven at komme ned fra scenen, bag om
Fredericks, få bøjet dennes ene arm om på ryggen, med godt greb i
nakken og tvunget brystkassen ned mod scenekanten, så hovedet var i
en vinkel over.
Dét holdt dog ikke længe for der
blev bogstaveligt talt trådt over tæerne, og svunget baghovedet mod
detektivens næseryg. Op på scenen sprang Fredericks lige så snart
han var blevet sluppet fra af Pinsvilles greb, da denne nærmest
virkede som om at han ville forsøge at enten helt stoppe, eller i
det mindste tilbageholde de små blodstrømninger der piblede frem ud
af næseborene på ham med den sammen-foldede tank-top han havde
taget af til samme formål.
”Lige siden jeg var en helt purung
purk har jeg altid haft en uforlignelig forkærlighed og potentiale
for at inddele diverse begreber, hvor konkrete eller abstra-kte de
end måtte være i deres natur, i alskens tilpassende rammer og
kasser!… Selv mit ægteskab er pro-forma… Et kæmpe
skattefradrag… En måde at stige i graderne på!…”
Robert fandt dog hurtigt fokus igen
og jog fremad mod den korrumperede konsulent, men lige lidt hjalp det
mod dennes næsten utrættelige serie af spark –og det til trods
for at privatdetektiven formåede at parerer/ blokere hvert en
indkommen-de fuldtræffer med sine arme.
I kampens konkrete, og bogstavelige,
hede havde et jernrør (der tilfældigt lå på scenegulvet –sikkert
et levn fra en optræden eller reparation) rullet ned på det
underlæggende gulv og hen til/ for opdagerens fødder.
Og i et af de split-sekunder
Fredericks stod på begge sine fødder, fik Ro-bert sparket røret op
i sin hånd og svingede nu vildt med det i begge sine hænder mod
borger-betvingeren, muligvis i slet skjult raseri over den tidligere
benævnelse af hen-de, men forgæves da Theodore tilsyneladende kunne
time sine hop lige præcist nok til undgå slagene.
”Så, grundlæggende var du en
enorm stræber?… Tillykke!…” Da detektiven ville, for en kort
bemærkning naturligvis, ømme sine arme efter al den svingen rundt
med røret, satte social-sektorens sultan sine sammenknyttede –og
foldede hænder í mod Roberts hovedbund, men heldigvis nåede denne
at blokere/ parerer med jernrøret, og endnu mere utroligt, løfte op
i de angribende arme, så disse –med resten tilhørende, blev
kastet af scenen og et forholdsvist relativt godt stykke bagover
Robert.
Desværre fik dette detektiven gjort
lidt hoven, og han tog sig lidt for god tid til at gå fremad mod sin
fjende, mens han fægtede og ”viftede” elegant med røret.
Fredericks virkede ellers fortørnet
og mør, men det skulle hurtigt vise sig at blot være spil for
galleriet, eftersom hans hænder fik grebet fat om jernrøret da
Robert vil forsøge at tvinge det ned over skrankerytterens torso.
En mere intens og indædt kamp,
baseret på rå og ubetinget maskulin styrke, fulgte nu da begge
parter prøvede at tvinge røret mod den anden. ”Sikke noget af en
monolog du har kørende dér!… Hvor har du lært alt dét vrøvl?…”
Stillingen skiftede i et ubestemmeligt tempo og favør. Men endte i
en, om end usportslig, slut-stilling da borgmesteren sparkede begge
sine samlede fødder, lige durk drevent ind i panden på
privat-detektiven, så denne måtte bakke hostende, dog stadig med
godt greb o-m røret.
”Dét må være i folkeskolen…
Modsat så mange andre af mine med-skole-gængere lavede jeg faktisk
samtlige lektier vi fik for!… Og jeg lyttede efter i timerne!…
Til alt det ``vrøvl´´ de sagde!… Og der var bestemt meget
vrøvl!… Tænk over det… Hvorfor tror du vi støtter den slags så
meget som vi gør?… Dagsinstitutionerne, folkeskolen, politik –det
er alt sammen forbundet!… Vi kan bruge hinanden!… Mere end en
flok utilpassede unge!…”
Theodore
så dette som sit snit til at prioritere defensiv højere end
offensiv. Dog ikke så højt som evt. at flygte helt ud af
bygningen. Denne gang ville han forsikre sig at godt-gøreren vil
bukke under og ikke forpurre nogen planer.
Tumlende sig op på benene og
lettere forpustet foroverbøjet kastede Robert røret af sted i
luften mod den konservative kamphane. Men denne greb det blot i
luften og kastede det tilbage mod dens oprindelsessted.
Sådan
skiftede jernrøret ejermand i en lille rum tid, fra tid til anden,
indtil borgmesteren blev så træt af dette at han lavede en baglæns
salto, og med landing på hænderne sparkede røret væk fra sig
igen. Da han var kommet på benene igen fortsat-te han i sin
trance-lignende tilstand; ”Det var i dét øjeblik at jeg indså
der ikke var den formel jeg ikke kunne redegøre for!... Ikke dét
dokument jeg ikke kunne gennem-skue!… Ikke dén attest som jeg ikke
var i tvivl om eksistens og/ eller indhold af!…”
Røret var ikke lavet af en særlig
stærk legering og gav endelig efter for alle de slag den havde
modtaget og var blevet påvirket af. Hvilket resulterede i at den
delte sig i to mindre stykker, mens den endnu fløj i luften.
”Så, grundlæggende; udover at
være en enorm stræber var/ er du altså også en kæmpenørd?…
Og ikke en gang, den mere cool slags nørd der bruger sine evner i
det fælles bedre?!… Tillykke!!!!… Du er virkelig noget
imponerende unikt!..” Pinsville ville løbe i dækning, men
besluttede sig så for at fange dem alligevel. Hvilket han gjorde.
Med ryggen til. En i hver hånd. Fredericks brølede og fik svar på
tiltale af Robert. Så spurtede de begge mod hinanden, og da de
nåede dertil fik Fredericks fat rørets individuelle brudstykker
–uden at Robert endnu havde givet slip på dem.
”Ydermere indså jeg at hvis der
var intet mere af den slags som jeg ikke kunne havde med at gøre,
hvorfor skulle andre så havde at gøre med det de kunne?… Så
ville der jo ikke være meget mere for mig at gøre!…”
Lidt af
samme kamp som før gentog sig nu, og blev ikke stort ændret af at
de begge antog den ene ville sparke bagud mod den anden i ryggen. Så
ikke nok med at de atter ”dystede” om at presse den anden ned, de
gjorde det nu også med fødderne, således at de begge kun stod på
et ben hver. ”Så du lever af andres lidelser og skæbner?… Perverse parasit!… Vamle vampyr!… Men kan du ikke se det
paradoksale og dobbeltmoralske i at afholde folk fra deres
ambitioner, når nu du selv så tydeligt har nogen?…” Til sidst
blev presset dog for meget for dem begge og de tumlede et stykke frem
til hver deres side, med hver deres rør-stykke.
”Ambitioner?…
PHFAAAAH!!!… Den gængse arbejds-borger er et styk-ke får der
hopper i marken det meste af dagen og blot fodres af hvad hans herrer
end nu bestemmer!… Og bliver noget lidt for alternativt til dem, fremmedgøre og brokker de sig over det, men det, i det store og hele,
fåtal der tør stille sig frem… Dem bør man holde øje med!… De
udgør en trussel mod status quo og kan ikke tolereres at lade gå
for frit rundt. Dét er min ambition
at sørge for!… I øvrigt, ser du ikke det paradoksale og
dobbeltmoralske i at de SELV finder bureaukratiet for alternativt og
fremmedgøre det derved?…”
Da den ene gjorde mimik til at kaste
rør-stykket gjorde den anden det også, men dette nåede de begge
at se så ingen nåede egentlig til rigtigt at kaste det. Det skete
dog i sidste ende, men begge rør-stykker prellede af på hinanden
midt i luften, med et metallisk klang og endte i hver deres
stikflamme, hvis afgivne røg –som så m-ange andre stikflammers,
aldrig rigtig nåede at blive mere tyk end at det/ den kunne sive ud
af de store og smadrede vinduer.
”Næh,
du… Ikke rigtigt… Hvis bare systemet virkede!… Desuden, synes
jeg at den gængse arbejder er generelt, ganske fortræffelig i sin
velvilje til at udføre et ærligt stykke håndværk!… Og lidt sund
skepsis har, så vidt jeg ved, endnu ikke skadet nogen eller noget!…
Trods barnligheden i dette gamle mundheld; hvis de andre ikke må
aspirer højt –hvad så med dig selv?… Hvorfor ikke satse mere på
de menneskelige værdier -for når det hele kommer til alt; hvad er
så et samfund… Hvis foruden kultur?…”
Som om
varmen & slåskampen ikke var nok (navnlig for Fredericks der
havde opholdt sig længere og mere ihærdigt i den) blev det nu
Roberts afsluttende konklusion der fik det meste luft ud af
borgmesteren med et dybt åndedrag så han dejsede om.
Ligeså snart herefter hørtes der en
pistol blive ladet med et stille og lettere metallisk klik. ”Jamen,
dog!… Jeg kan ikke sige at det er en stor overraskelse at finde dig
her, Robert!… Og hvordan har du så haft det?…” Med en udstrakt
revolver stod Konstabel Katonik nu i døråbningen fra hallen til
entréen og storsmilede. Det var ef-terhånden trættende så mange
der viste sig at modarbejde detektiven, men der var noget i luften
denne gang, der fortalte ham at tingene muligvis forholdte sig
anderledes. Muligvis forholdte sig anderledes.
