UU: BB, kap. 17: Det Endelige Opgør!... (Kontroversiel Kultur Kontra Konservativ Konformitet)

Hvor paradoksalt det end virkede stod El -& Vandværket nu, som resten af byen, også i flammer, og borgmesteren i den anden ende af hallen og på god afstand af/ fra detektiven som kun selv lige akkurat listede sig ind ad entredøren. Selv ikke vinden fra de smadrede vinduer kunne stilne de brændende brædder der var faldet ned på må og få.

Nej, Robbie havde ingen idé om hvordan det kunne komme så vidt, ej heller havde han nogen idé om at Theodore Fredericks selv lige havde stået og tænk over hvad der førte til denne dags begivenheder.

 Ikke helt sikker på om Fredericks havde set detektiven og hørt hans stemme tidligere i denne begivenhedsrige dags forløb, stillede Robert sig, bogstaveligt tal-t, med ryggen tæt ind mod det lille stykke af væggen der endnu ikke udgjorde de ind-re døre til selve hallen. Således var han forhåbentlig i blind vinkel til, og derved ude af syne for, Fredericks der stod i bar overkrop for ikke at bukke under for varmen.

”Såeh-danne der, jaeh… Ikke flere utæmmede udfoldelser, lad os i stedet sørge for at også dette sted ligesom det tidligere ”besøgte” galleri –brænder!…” gnæggede den lille mand, mens han antændte en piercienne-snor med en moderne fakkel; en gaslighter.

 ”Du er vist ikke som din kollega og fornavnebror?… Mere som en vis anden indflydelsesrig magthaver fra fortiden –nærmere bestemt det gamle Rom?… ”* ”Så lad mig lige forstå det her ret; der er noget DU ikke forstår –og så MÅ & SKAL det bare brændes?… lad mig lige se; Hvem i verdenshistorien var det nu også lige der gjorde noget sådant?… Nåeh… Åh, jaeh…” Robert kunne ikke længere sidde alt dette overhørigt, og blev nødt til at blande sig –uanset prisen!…

 Den pyromandiske provinsproletarpolitiker fór om på hælen. ”Åh, sikke nogle kløgtige analogier og sammenligner/ -lignelser, at komme med!… Men du lige tro og være ganske sikker på at sådanne ting bør brændes…”

 Han tog nu til i løb mod detektiven. ”Godfather-agtige lemlæstede heste, fisk i blender… LORT PÅ DÅSE!!!!????…”

 Uheldigvis for ham, skulle/ burde han aldrig havde gjort det. For så straks han havde nærmet sig, fik Robert jaget et overordentligt voldsomt knytnæve-slag ind mod Fredericks nakke og baghoved. ”Ja, uha… Dét får én til at tænke, gør det ikke?…” Som modspil til det blev detektiven fældet af et lavt-fejende cirkelspark fra Fredericks der åbenbart –muligvis i forbindelse med sit arbejde, havde benyttet sig godt af den lokale kampsportsklub der ikke lå så forfærdeligt langt fra deres nu-værende position.

 Mens den magtsyge myndighedsrepræsentant rejste sig op for at ville ho-vere og højst sandsynligt udnytte sin modstanders vandrette beliggenhed, øjnede spo-rhunden sin chance for at albue sig fremad og via håndfladerne, kom han op på bene-ne igen der satte i en omgående spurt der fik ham og El -& Vandværkets væg på me-get nært hold. Han blev hurtigt forfulgt af provinsbyens propaganda-påsætter.

 ”Så du er den berygtede detektiv?… Måske du burde slå dine folder på en scene eller ude på havet?!… Men noget må jeg dog give dig… Ser du, en gang var jeg en gang, også ung & ambitiøs som dig en gang…”

 En hastig afdrejning til hallens koncertscene fik pludselige vendt om på rækkefølgen af de to kamphaner, til privatdetektivens umiddelbare fordel da denne derved kunne få et spark ind i ryggen på Fredericks der gav et groft brøl af sig, dels i smerte og dels i overraskelse (selv om han selvfølgelig ikke ville indrømme dét)!…

 ”Åh, jah, såeh?… Hvad skete der?…” I ét spring lykkedes det privatdete-ktiven at komme ned fra scenen, bag om Fredericks, få bøjet dennes ene arm om på ryggen, med godt greb i nakken og tvunget brystkassen ned mod scenekanten, så hovedet var i en vinkel over.

 Dét holdt dog ikke længe for der blev bogstaveligt talt trådt over tæerne, og svunget baghovedet mod detektivens næseryg. Op på scenen sprang Fredericks lige så snart han var blevet sluppet fra af Pinsvilles greb, da denne nærmest virkede som om at han ville forsøge at enten helt stoppe, eller i det mindste tilbageholde de små blodstrømninger der piblede frem ud af næseborene på ham med den sammen-foldede tank-top han havde taget af til samme formål.

 ”Lige siden jeg var en helt purung purk har jeg altid haft en uforlignelig forkærlighed og potentiale for at inddele diverse begreber, hvor konkrete eller abstra-kte de end måtte være i deres natur, i alskens tilpassende rammer og kasser!… Selv mit ægteskab er pro-forma… Et kæmpe skattefradrag… En måde at stige i graderne på!…”

Robert fandt dog hurtigt fokus igen og jog fremad mod den korrumperede konsulent, men lige lidt hjalp det mod dennes næsten utrættelige serie af spark –og det til trods for at privatdetektiven formåede at parerer/ blokere hvert en indkommen-de fuldtræffer med sine arme.

 I kampens konkrete, og bogstavelige, hede havde et jernrør (der tilfældigt lå på scenegulvet –sikkert et levn fra en optræden eller reparation) rullet ned på det underlæggende gulv og hen til/ for opdagerens fødder.

 Og i et af de split-sekunder Fredericks stod på begge sine fødder, fik Ro-bert sparket røret op i sin hånd og svingede nu vildt med det i begge sine hænder mod borger-betvingeren, muligvis i slet skjult raseri over den tidligere benævnelse af hen-de, men forgæves da Theodore tilsyneladende kunne time sine hop lige præcist nok til undgå slagene.

 ”Så, grundlæggende var du en enorm stræber?… Tillykke!…” Da detektiven ville, for en kort bemærkning naturligvis, ømme sine arme efter al den svingen rundt med røret, satte social-sektorens sultan sine sammenknyttede –og foldede hænder í mod Roberts hovedbund, men heldigvis nåede denne at blokere/ parerer med jernrøret, og endnu mere utroligt, løfte op i de angribende arme, så disse –med resten tilhørende, blev kastet af scenen og et forholdsvist relativt godt stykke bagover Robert.

 Desværre fik dette detektiven gjort lidt hoven, og han tog sig lidt for god tid til at gå fremad mod sin fjende, mens han fægtede og ”viftede” elegant med røret.

 Fredericks virkede ellers fortørnet og mør, men det skulle hurtigt vise sig at blot være spil for galleriet, eftersom hans hænder fik grebet fat om jernrøret da Robert vil forsøge at tvinge det ned over skrankerytterens torso.

 En mere intens og indædt kamp, baseret på rå og ubetinget maskulin styrke, fulgte nu da begge parter prøvede at tvinge røret mod den anden. ”Sikke noget af en monolog du har kørende dér!… Hvor har du lært alt dét vrøvl?…” Stillingen skiftede i et ubestemmeligt tempo og favør. Men endte i en, om end usportslig, slut-stilling da borgmesteren sparkede begge sine samlede fødder, lige durk drevent ind i panden på privat-detektiven, så denne måtte bakke hostende, dog stadig med godt greb o-m røret.

  ”Dét må være i folkeskolen… Modsat så mange andre af mine med-skole-gængere lavede jeg faktisk samtlige lektier vi fik for!… Og jeg lyttede efter i timerne!… Til alt det ``vrøvl´´ de sagde!… Og der var bestemt meget vrøvl!… Tænk over det… Hvorfor tror du vi støtter den slags så meget som vi gør?… Dagsinstitutionerne, folkeskolen, politik –det er alt sammen forbundet!… Vi kan bruge hinanden!… Mere end en flok utilpassede unge!…”

Theodore så dette som sit snit til at prioritere defensiv højere end offensiv. Dog ikke så højt som evt. at flygte helt ud af bygningen. Denne gang ville han forsikre sig at godt-gøreren vil bukke under og ikke forpurre nogen planer.

 Tumlende sig op på benene og lettere forpustet foroverbøjet kastede Robert røret af sted i luften mod den konservative kamphane. Men denne greb det blot i luften og kastede det tilbage mod dens oprindelsessted.

Sådan skiftede jernrøret ejermand i en lille rum tid, fra tid til anden, indtil borgmesteren blev så træt af dette at han lavede en baglæns salto, og med landing på hænderne sparkede røret væk fra sig igen. Da han var kommet på benene igen fortsat-te han i sin trance-lignende tilstand; ”Det var i dét øjeblik at jeg indså der ikke var den formel jeg ikke kunne redegøre for!... Ikke dét dokument jeg ikke kunne gennem-skue!… Ikke dén attest som jeg ikke var i tvivl om eksistens og/ eller indhold af!…”

 Røret var ikke lavet af en særlig stærk legering og gav endelig efter for alle de slag den havde modtaget og var blevet påvirket af. Hvilket resulterede i at den delte sig i to mindre stykker, mens den endnu fløj i luften.

 ”Så, grundlæggende; udover at være en enorm stræber var/ er du altså også en kæmpenørd?… Og ikke en gang, den mere cool slags nørd der bruger sine evner i det fælles bedre?!… Tillykke!!!!… Du er virkelig noget imponerende unikt!..” Pinsville ville løbe i dækning, men besluttede sig så for at fange dem alligevel. Hvilket han gjorde. Med ryggen til. En i hver hånd. Fredericks brølede og fik svar på tiltale af Robert. Så spurtede de begge mod hinanden, og da de nåede dertil fik Fredericks fat rørets individuelle brudstykker –uden at Robert endnu havde givet slip på dem.

 ”Ydermere indså jeg at hvis der var intet mere af den slags som jeg ikke kunne havde med at gøre, hvorfor skulle andre så havde at gøre med det de kunne?… Så ville der jo ikke være meget mere for mig at gøre!…”

Lidt af samme kamp som før gentog sig nu, og blev ikke stort ændret af at de begge antog den ene ville sparke bagud mod den anden i ryggen. Så ikke nok med at de atter ”dystede” om at presse den anden ned, de gjorde det nu også med fødderne, således at de begge kun stod på et ben hver. ”Så du lever af andres lidelser og skæbner?… Perverse parasit!… Vamle vampyr!… Men kan du ikke se det paradoksale og dobbeltmoralske i at afholde folk fra deres ambitioner, når nu du selv så tydeligt har nogen?…” Til sidst blev presset dog for meget for dem begge og de tumlede et stykke frem til hver deres side, med hver deres rør-stykke.

”Ambitioner?… PHFAAAAH!!!… Den gængse arbejds-borger er et styk-ke får der hopper i marken det meste af dagen og blot fodres af hvad hans herrer end nu bestemmer!… Og bliver noget lidt for alternativt til dem, fremmedgøre og brokker de sig over det, men det, i det store og hele, fåtal der tør stille sig frem… Dem bør man holde øje med!… De udgør en trussel mod status quo og kan ikke tolereres at lade gå for frit rundt.   Dét er min ambition at sørge for!… I øvrigt, ser du ikke det paradoksale og dobbeltmoralske i at de SELV finder bureaukratiet for alternativt og fremmedgøre det derved?…”

 Da den ene gjorde mimik til at kaste rør-stykket gjorde den anden det også, men dette nåede de begge at se så ingen nåede egentlig til rigtigt at kaste det. Det skete dog i sidste ende, men begge rør-stykker prellede af på hinanden midt i luften, med et metallisk klang og endte i hver deres stikflamme, hvis afgivne røg –som så m-ange andre stikflammers, aldrig rigtig nåede at blive mere tyk end at det/ den kunne sive ud af de store og smadrede vinduer.

”Næh, du… Ikke rigtigt… Hvis bare systemet virkede!… Desuden, synes jeg at den gængse arbejder er generelt, ganske fortræffelig i sin velvilje til at udføre et ærligt stykke håndværk!… Og lidt sund skepsis har, så vidt jeg ved, endnu ikke skadet nogen eller noget!… Trods barnligheden i dette gamle mundheld; hvis de andre ikke må aspirer højt –hvad så med dig selv?… Hvorfor ikke satse mere på de menneskelige værdier -for når det hele kommer til alt; hvad er så et samfund… Hvis foruden kultur?…”

Som om varmen & slåskampen ikke var nok (navnlig for Fredericks der havde opholdt sig længere og mere ihærdigt i den) blev det nu Roberts afsluttende konklusion der fik det meste luft ud af borgmesteren med et dybt åndedrag så han dejsede om.

Ligeså snart herefter hørtes der en pistol blive ladet med et stille og lettere metallisk klik. ”Jamen, dog!… Jeg kan ikke sige at det er en stor overraskelse at finde dig her, Robert!… Og hvordan har du så haft det?…” Med en udstrakt revolver stod Konstabel Katonik nu i døråbningen fra hallen til entréen og storsmilede. Det var ef-terhånden trættende så mange der viste sig at modarbejde detektiven, men der var noget i luften denne gang, der fortalte ham at tingene muligvis forholdte sig anderledes. Muligvis forholdte sig anderledes.