UU: BB, kap. 10: Den Anden Optræden!...

Selv ikke jeg kan redegøre for hvad der fik mig til at reagere så voldsomt på Julies pludselige tilstedeværelse. Det bundede vel i at hun ikke skulle få den forkerte opfattelse. Også selvom jeg ikke vidste præcist hvad en sådan forkert opfattelse ville indebære…

Eftersom hun ikke lod til at være i nærheden, besluttede Robert sig for at gå videre med opgaven. Ud fra den info han havde samlet på kommunekontoret, udregnede han at der var lige ved at være præmiere på endnu en teater-forestilling. Men denne gang på ”Le Theatré de Establissement”, så endelig skulle han se ``modstanderen`` an.

 Der var helt tydeligt flere ressourcer at gøre godt med for dette foretagende. Keramiske, romantiserede statuer og snirklede søjler prydede den lange marmor-indbesatte gang. Der var stadig et stykke tid inden stykket gik i gang, og han vidste at borgmesteren måtte være blandt publikum denne gang også. Garanteret i følgeskab af hans muskelmand og Roberts gamle bekendte.

 Men der var dog noget inden i ham der ikke helt vidste om han ønskede at Julie eller måske Patricia også var det.

 ”Pardonnez-moi, monsiuer?... Vild med frakken, darling!… Selvfølgelig ville undertegnede her da aldrig gå med en sådan pøbel-proletar-påklædning, men De holder dem virkelig den dér neo-avangardisme a la ´30´erne!… Presto-perfecto!… Dog er det ikke just det rette stykke tekstil til vores skaberværk, n´est-ce´pa?...”

 ”Hm, jeg forstod alting på nær det med n´est-ce´pa …+ det med en… forestilling?…” Robert var blevet imødekommet af en mandsperson der nærmest var en omvandrende kliché. Med halvmånebriller, siddende bedrevidende halvt nede på hans høgenæse der var understreget af to små stykker fipskæg og en striksweater på ryg-gen, med ærmerne rundt om skuldrene og afsluttet i en omfavnende knude omkring solar plexus samt en lille hestehale til at sætte prikken over det klassiske I.

 ”Si-si, mein herr!… I alskens beskedenhed har ydmyge undertegnede for-mået at bringe kultursensation til verden, kun lige overskygget af dramatik-magere som Rochen eller Olivario!... Hermed kan jeg så melde Dem at kun de bedste formår den slags!…”

 ”Jaeh… Jeg kan levende forestille mig det!… Er i startet?…” Producenten lod sig ikke mærke med Roberts sarkasme, hvis den da overhovedet var blevet opfanget, men den stilfærdige spørgen var dog noget han kunne forholde sig til.

 ”Du godeste, nej!… Vi har kun slidt og slæbt som simple slaver de sidste par gregorianske måneders tid for at føre mit kærlighedsbarn ud i denne verden af hå-rd, kold brutalitet og mangel på forståelse for de finere kunster!… Måske De føler dem (egentlig ubegrundet) højt hævet over noget sådan, men indenfor denne udtrykkelsens metier priorieteres der i overordentlig særdeleshed en vis disciplin…” Robert prøvede at skjule sin minimale træthed og irritation over producentens ordstrøm.

 ”En disciplin jeg indrømmer kan forekomme uhyre simpel, men ikke desto mindre et nødvendigt onde; ``Thi, et spørgsmål om balance, blot det er. Thi, et spørgsmål om Tidens ankomst, ligeledes, det er.`` Ser De, vores gæster ankommende fra det kommunale kabinet forventer sig at blive revet væk fra deres dagligdags bureaukrati og det vil jo næppe realiseres så længe en dilettant som Dem blot står her og tror sig for betydningsfuld til deltagelse, forsinket eller ej!… Kan De nu humme Dem og i klæde sig de rette gevandter?…” Robert var lettet over at producenten nu holdt inde med sin monolog, men så ikke just frem til det næste der nu måtte ske, for at opretholde facaden.

Ihu, mig det kom… årgh, for… Nu har han også lige været ved at få mig til at starte på den slags… Hvad jeg ville få gjort klart var at skæbnen tilsyneladende var vanligt fokuseret på at gøre mit liv endnu mere bittert end hvad man troede muligt. Igen måtte jeg se mig selv nødsaget til at gemme mit eget tøj til fordel for et eller andet forfærdeligt kostume. Jeg kan ikke sige at denne gang var anderledes bedre.

Robert var ikke en helt vildt bred mand, selv ikke med hans ellers så veltrænede form, men den sorte strikskjorte gjorde ikke meget for at rose hans statur. Og den sorte læbestift samt alpehue og charmeklud, kunne nemt rejse spørgsmålstegn om-kring hans seksuelle præferencer. Det var nærmest kun handskerne og ansigtsmalingen der var hvid. Havde det været en tegnefilm ville han sikkert have stirret op i luf-ten og råbt noget i retningen af; ”HVORFOR MIG?…”, men for nu måtte han nu gå planken ud.

 Selvom der ikke var meget planke at gå ud på. Som kontrast til Den Lille Scenes lille trægulvsscene var dette sted nemlig mere af det samme marmor-keramik som gangen bestod af. Det var svært udholdeligt at arbejde på gennem en hel forestil-ling.

 Ikke mange replikker blev sagt igennem forestillingen, i stedet var der no-gle enkelte optrædende, klædt ud som Robert var det, der blot gestikulerede langsomt til et stykke monotont musik. Pludselig blev han hevet ind på scenen, kastet op i luf-ten og ind i gennem en stilfærdigt flammende ring på en stang, begge af noget tyndt metal. Hurtigt greb Robert fat i nogle gymnastik ringe der hang i hver sit reb fra et øvre stillads der ikke kunne ses af publikum.

 Således blev detektiven kastet hovedkulds ind i det ene ekspressive og eksplosive stunt efter det andet, kun med det resultat for hans mission at der blandt publikum sad de samme velkendte ansigter. På nær Patricia, men til gengæld også med Julie i blandt dem.

 Ikke så snart var tæppet faldet på plads igen, da Robert måtte fare ud og skifte til sit sædvanlige tøj. Da dette var overstået prøvede han at liste sig ubemærket ud af bygningen.  Men også denne gang stoppede han i forsøget.

Julie var nemlig i nærheden og han følte at han måtte redegøre for hvad der skete på Den Lille Scene.

”Du dukker da snart også op over alt, Rob!… Du må virkelig havde forandret dig si-den sidst eftersom at du er så glad for teateret!…” Robert sukkede og rømmede sig. ”Hvis jeg har forandret mig så er det ikke til det bedre, men sandsynligvis takket være dig!… Jeg er her i embeds medføre!…”

 ”Hmm… Er det et embede når du ikke rigtigt er offentlig ansat?… Og kommer du da aldrig videre Rob?… Det synes jeg ellers det så ud til!…” ”Med dig var jeg ellers så sikker på at der ikke var nogen grund til at ``komme videre``!… Og hvad du så med Patricia var på ingen måde hvad du tror!…” ”``Patricia`` er det nu?… Jaså?… Og hvad tror jeg så?… Jeg kan jo være ligeglad, vi er ikke sammen mere!…”

 ”Du virker ikke synderligt ligeglad!… Det er rigtigt at vi ikke er sammen mere, og så undrer du dig over hvad der er mit problem?… Ved du hvad?… Jeg be-høver ikke retfærdiggøre, rapportere og undskylde overfor dig!…”

 ”Jamen-jamen!… Er dette ikke en glædelig genforening?… Hejsa, Robert & Julie!…“ Det selvsikre store smil fra Anthon Gonivo var ligeså genkaldeligt som de luskede øjne bag brilleglassene der var en nuance af lilla-lyserød.

 ”Jah-jah, jeg ved det!…: Du er forfærdeligt overrasket over at se mig i et sådant teater og blah-blah, men var der noget specielt du ville, Anthon, udover at irri-tere mig?…” Robert måtte tage sig meget i det metaforiske kravetøj for at bevare be-sindelsen. ”Nej, intet andet end at jeg lige så dig og ville høre om du nyder din tid som fri mand, hvilket du kunne gøre bedre derhjemme. For så ville du kunne blive endnu mere fri!…”

 ”Har du ikke et sort hul du skal krybe tilbage til, Anthon?…” spurgte Robert surt, men Anthon drejede bare let om på hælen med et tørt og hånligt grin, den stillige stav løftet godt op i luften og en let-svævende kappe.

 ”Du skal ikke tage dig af ham, Robert!… Du… har altid været en bedre detektiv end han nogensinde kunne drømme om!…” ”Jeg er ikke en simpel skoledreng du skal forsvare!…” en akavet stilhed fulgte efter at Robert havde bidt af Julies velmenende fortrøstning.

 ”Men tak, ikke desto mindre!… Hrrmmm… Hør her, det er et eller andet galla i aften… Jeg tænkte på om… Det er bare… Jeg tror det kunne hjælpe mig med opgaven… Og det ville virke mere naturligt hvis… Jeg ikke kom alene…” Julie begyndte at smile; ”Dér lader det til at vi har den Robert jeg blev så vild med i første omgang!… Prøver du på at invitere mig med?… Som på en date?… Du kan hente mig ved legetøjsbutikken kl. 19, min lejlighed er ovenpå!… Men du skal nok finde noget mere… passende tøj!?…”

 Robert nikkede og de skiltes indtil videre. Han kunne ikke komme mere til bunds i sagen.  Han vidste hvad der var galt, han manglede bare mere håndgribelige beviser for borgmesterens plan. Beviser han ikke kunne skaffe før i aften.

 Hvad han dog kunne skaffe var oplysninger på det lokale bibliotek. Diverse fagbøger indenfor et emne der hængte meget interessant sammen med dagens begivenheder. Eller rettere; årsagen til dem…

Den unge ekspedient rystede nervøst da Robert kom ind på restauranten igen. Detektiven havde fået det ud ham at han havde stukket Robert til politiet, men Robert var ikke interesseret i at gøre mere ud af det lige nu.

 ”Bare giv mig det billigste og bedste!… Lad flasken stå!…” Han var blevet temmelig sulten på dette tidspunkt og havde lige købt et flot jakkesæt til i aften. Selvfølgelig havde han fået kvittering så han kunne lægge det oven i Patricias betaling, men trække det fra i skat.

 Joh, Robert Pinsville havde tænkt over tingene. Og det skulle den korrupte borgmester Fredericks snart få at føle!…

UU: BB, kap. 9: Den Første Optræden!...

Det så i sandhed ud til at Den Lille Scene ikke havde de store chancer i borgmesterens planer om byfornyelse. Til trods for at den lå ved en temmelig trafikeret vej, passerede bilerne forbi i et sådant tempo at den i forvejen minimale profilerings-tekst ikke ville kunne opfanges. Tæt begroet, men ikke så den virkede forladt og uhyggelig!…

Selvom der var ved at være præmiere virkede det ikke som om stedet summede af aktivitet. Der hang et par plakater, fra tidligere forestillinger, op diverse steder.

 ”Øeh… hej, du?…” En mindre, ung og etnisk knægt henvendte sig til Robert. ”Er du en af skuespillerne?… Du er lidt sen på den, men okay!… Kom med mig her!…” Detektiven prøvede at redegøre for situationen som den var, men konkludere-de at det måske var bedst at følge med.

 Gennem et par gange, hvor han på et tidspunkt genkendte Patricia Amora i sit vante element på et kontor, gik de til et omklædningsrum hvor blev vist ind.

 ”De andre er allerede omme bag scenen, så dit kostume må være det der er tilbage!…  Okay, jamen så kan du vel klare dig selv herfra?…” Robert nikkede og da han var ladt alene, stirrede han noget mistænksomt på den sorte overtrækspose.

 Stoffet kløede og kradsede, og der stak de mærkeligste stykker tilføjede pap ud fra hvad han antog for at være hullet til at stikke hovedet igennem. Da der pludselig blev tændt en rød lampe, var Robert klar over at han måtte skynde sig til scenen. Han havde ikke den store lyst til dette, men han ville formentlig kunne finde ud af mere i denne forklædning.

”OOOOGGGG NUUUUU!!!!…: Den Lille Scene er stolt af at præsente-re: En Patricia Amora Produktion: Skærmydsler I Skovbunden!…:” Uanset hvorfra stemmen havde stammet, blev der nu med ét tændt et forholdsvist stort lys på en træ-gulvs-scene –der rent faktisk var lille, og et tæppe blev trukket til side med små piv.

 ”Så sku´ vi da så ossens li´ ha´ no´n svampe, derhensensauf!…” Skuespil-lerinden, øjensynligt forklædt som en ´´klog kone`` stoppede pludseligt op ved synet af Robert der stod midt på scenen, men som den dramatiker hun var, forsøgte at op-retholde stykket.  ”NÆÆÆRRRHHH!!!… Hva´ er ´ed dog det som mit sære og svære øje sig aner?… En af de mærkværdige væsner kaldet Solstilker, men du ska´ vist ik´ vær´ omkring disse egne, omkring disse tider?…”

 Kun en svag, tilfældig og tør hoste og latter forhindrede muligheden for at man ville kunne havde hørt skum-cikadernes parringskald eller den velkendte knappenål falde på det ligeså velkendte gulv. Gennem hendes sammenbidte og storsmilende tænder fik Roberts impromptu kollega hvislet en undrende og bestemt tone: ”Hva´ laver du her?… I skal først på i tredje akt!…” Han kiggede lidt nervøst omkring og forlod så scenen, på sin helt almindelige måde, hvilket altså betød at der ikke var den store dramatiske indlevelse eller udførelse.

 Sådan gik det meste af forestillingen. Han gik ind og ud på alle de forkerte tidspunkter og forårsagede derved ukoordinerede reaktioner fra publikum. Men det var ikke helt forgæves.

Jeg indrømmer at overraskelsesmomentet er ved at aftage sig nu og konkludere her-med endnu en gang at det var sådan begivenhederne tog sig ud. Dér, blandt alment publikum, sad de alle sammen; Katonik, Fredericks, Lemmecke, & Julie.

 Og Klepperten!… Åh, hvor jeg dog dårligt kunne vente med at få min vel-fortjente revanche, som situation så ud nu måtte jeg blot affinde mig med at blive slæbt igennem denne lalleglade pastel-farvelade-forestilling. Der er en grund til at jeg, generelt, ikke selv dyrker sådanne kunster. Jeg arbejder kun for dem der gør.

Endnu en gang måtte han skifte tøj og skynde sig ud af den pågældende bygning, men denne gang slap han ikke så let.

 ”Hmmm… Og her havde jeg ikke antaget Dem for at være en mand der tog sig særligt meget af rent faktisk at opleve hvad underholdningsbranchen kan til-byde, men De er måske ved at brede Deres horisont til gavn for de små lokalsam-fund?…” han drejede omkring og så Patricias velkendte og veldrejede skikkelse.

 ”Men fortæl mig da så, hr. detektiv, hvad synes de om forestillingen?…” ”Så tæt som min oplevelse kom skal de være glad for at jeg ikke er anmelder!… Men lad os gå direkte til forretningerne; jeg har gravet lidt i sagerne og der lader til at være en stor overordnet plan om at udrydde alle de funktionsdrivende der ikke lige passer ind i planen!…”

 ”Jaså?… Og hvis plan er det så?…” Patricias småsensuelle og nonchalan-te attitude var ikke noget der fejede Roberts tørre stemmeleje af vejen. ”Lad os bare sige at jeg tror I burde se jer bedre om efter hvem i placere på højeste post i jeres kommune!…”

 ”Nåh, så hele det her er altså en politisk ting?… Jeg kan ikke sige dig at jeg synes det lyder sandsynligt at vores gode hr. Fredericks ville være ude på sådan noget, men du burde da komme i aften så… Måske du kan finde ud af noget mere der?…” Hun pegede på en plakat da Robert spurgte nærmere ind til hvad hun mente med det sidste.

 ”Byfesten!… Har du ikke hørt om den?… Og her troede jeg at du var de-tektiv!… Byens baronesse holder særlig galla for eliten, hvilket vores teater muligvis stadig regnes for siden de har givet os en hel masse billetter, eller også ønsker den gode diva bare ikke være konkurrent eller ønsker ikke at det skal se sådan ud!… Her, du kan få to!…”

 Da hun gav ham billetterne var det med en meget sensuel gestikulering (tæt ind til ham med sovekammerøjne og en dyb indsnusning). ”Hrmm, ved du hvad, detektiv, når dette er ovre så sku´ vi måske ku´ tag´ og undersøge hinanden nøjere ?” bød Patricia sig til, flirtende & æggende, mens hun holdte i mandens slips og strejfe-de hans hage(kløft) med sin ene pegefinger,

Og for en sjælden gangs skyld vidste Robertington Pinsville ikke hvad han skulle sige. Det var i hvert fald indtil:

 ”Julie… JULIE?… JULIE!!!…“ Hurtigt slap han Patricias hænder og satte stødt, men roligt efter den eneste han gerne ville se fra det tidligere publikum (som han så modvilligt havde fået), men desværre lod Julie til at være forfærdeligt travl på den.

 Hun var nåede halvvejs ned ad gaden da Robert først lige havde nået til indgangsdøren, så han sukkede opgivende (muligvis også indseende hvordan hændelsen måtte havde virket som ud ad til) og afgav et høfligt nik med hatten mod Patricia der, da Robert var gået videre væk, blot stod og fortsatte det lumske smil og blik hun lige havde givet en variant af til/ mod den unge frøken Kappelow, da denne tilfældigvis var kommet forbi og så hvad der gik for sig.

UU: BB, kap. 8: Korruption I Kommunen!...

Uskyldig så den jo ud, bygningen der husede kommunekontorerne. Og der var da heller ikke noget der forhindrede Robert i at gå lige ind ad fordøren for derefter, ubemærket, at gå diskret videre op af nogle trapper der lå bag receptions-båsene.

 En stille og lidt fjern fløjten fik ham til at læne sig op af en væg og skue efter de tørre toners ophav. Som en slags anden stemme til den fesne fløjten, lød der piben fra små plastikhjul.

 Da rengøringsdamen var gået ind et nært depotrum for den slags personale skyndte detektiven at følge trop. Hun nåede dårligt nok at anse ham før hun blev påvirket af Roberts nerve-nivende næver.

 Så nonchalant som muligt søgte Robert rundt på gange op og ned efter et vitalt spor. Rengørings-udstyret lod til at virke som et godt dække.

Det er sjovt med ord. Især et af dem falder mig til sinds. Deja-vu. Hvis hele denne event blot var en form for konstrueret opspind, kunne man måske godt havde synes det dårligt forfatterskab at bruge den samme gimmick mere end én gang. Men nu var det sådan at det skete…

Takket være en grafisk oversigt med bygningens arkitektur (med felter inddelt i numre som; 36, 19, 37, 35, 41, 20, 16 & 11) havde han igen fundet en dør der repræsenterede stor betydning. Det var nemlig selveste borgmesterens dør (nr. 1.0). Også denne stod på klem, så Robert kunne følge lidt med i hvad der foregik.  Og bag den sad 3 skikkelser der var lidt for velkendte til Robert, samt en ungdommelig, men midaldrende mands-person Robert kun genkendte fra diverse artikler etc. som Holbæks borgmester.

 ”Min kone kalder mig Teddy, men mine gode venner & kollegaer kalder mig for Theodore!… Og siden vi har gang i et så stort projekt, er det vel på sin plads med lidt god tone imellem os, ikke sandt, Anthon, Marcus & Peter?…”

 ”Jo, formodentlig, men hvis jeg må være så ligefrem, borgmester Frede-ricks… undskyld, Theodore… Så har vi jo stadig den anden privatdetektiv på fri fod, er De ikke bange for at han kan spolere vores planer om byfornyelsen?…”

 Borgmesteren smilede bare. ”Min gode konstabel Katonik!… Dette går ganske ud over det felt som Hr. Pinsville sædvanligvis beskæftiger sig indenfor. Her er jo ingen stalkede superstjerner, eller prisoverrækkel-ser i fare for terror. Ingen gider at interessere sig for denne lille flække!… Men alt det vil ændre sig!… Succes’en vil brede sig som en steppebrand, stol på mig!… Nåh, men vi må hellere se at få den middag inden forestillingerne begynder!…”

 Robert fór hurtigt rundt, greb fat i rengøringsudstyret og fjernede sig lidt derfra, mens han foregav at fortsætte sit sanitære arbejde som om intet var hændt.

 Én for én så han dem gå ud af lokalet. Fredericks, Gonivo, Katonik, Lemmecke og… En størrelse man ikke kunne tage fejl af; Klepperten!…

 Det lignede ikke længere end sammensværgelse. Det VAR en helt klar sammensværgelse!…

Pludselig!… Blev alt glas i bygningen slået i stykker efter trykbølgen fra den eksplosion der var resultat af en bombe Fredericks havde skjult under sit bord, og hvis man havde gået eller stået ude på gaden, ville man kunne sig se en sky af aske, røg & ild der udvidede sig rundt om i siderne på dette hovedkvarter for lokale sociale myndigheder –og hvem kunne med sikkerhed sige at det samme ikke også skete på det forfærdelige sted ude ved Stenhusvej, nær gymnasiet?…

Eller ville i hvert fald havde været sket… Hvis ikke det var fordi Robert havde nået at afmontere bomben et par håndfulde timer før den var sat til at virke!…

 ”Hrmm…” tænkte han for sig selv. ”Slet ikke som i filmene, hvor de altid får formået kun lige akkurat at afmontere bomben før den sprænger!…”

Det eneste håndgribelige han fandt var dog kun to sedler papirer og en bog med bureaukratiske formler og jargon som han læste lidt , men forlod tilbage på dens plads. Begge programmer over hver sit teater. De samme to som Robert havde stødt meget på i denne sag. Måske var det hvad borgmesteren havde ment med at nå forestillingerne.

 Begge så sjovt nok ud til at havde premiere på hver deres store forestilling. Og borgmesteren blev vel nødt til at se begge, som en slags embedes medføre.

 Og begge var lige præcist så belejligt lagt at man kunne nå til hver. Så det så ud til at Robert skulle en tur i teatret!…

UU: BB, Kap. 7: Sight-seeing!...

Så sådan lå landet altså. Det var derfor at jeg var blevet løsladt. Af alle dem der gør mit liv så meget desto mere besværligt har tre af dem altså slået sig sammen. Jeg er tilsyneladende en uønsket brik i et spil der køres. Men hvilket spil?… Hvis jeg er så uønsket, vil jeg gerne spille med… for nu…

Brikkerne begyndte så småt at melde på sig, men endnu var sagen langtfra opklaret. Uden en anelse om hvor han skulle begynde, besluttede Robert sig for at bare at kigge rundt omkring i byen, på må og få.

 Rundt omkring var der en atmosfære af stilfærdig travlhed. Der var ved at blive sat bannere op over gågaderne, øjensynligt i anledning af en slags festlighed den pågældende aften.

 ”Godt jeg tog den med alligevel!…” hviskede han for sig selv og tog en rygsæk af. Den var meget lille, men først nu hvor den var blevet taget i brug, havde den vist sig at være effektiv. Den kunne nemlig gemme hans almindelige tøj.

 Uniformen og skiltet smed han i en tønde, med tankerne om at nogle va-gabonder sikkert vil tænde ild i den for at varme sig en gang i aften, samt at Villum sikkert ville modtage et nyt skilt.

 Så lige med en pause til at skifte tøj i en gyde, havde han løbet fra politi-stationen og frem til hvor han mente var langt nok væk. Han havde gået langs butik-kerne i en sidegade, i nærheden af tog-stationen, til han kom omkring et hjørne og endnu en lang gade med en masse konventionelle butikker.

 Da han passerede hjørnet der var denne gades ende, stoppede han op, bittert og brat.  Navnet på butikken kunne ikke ignoreres. Kidsville. En international legetøjskæde som  Robert havde et lidt for godt kendskab til.

 Men det var ikke den eneste overraskelse der ventede ham. Nærmest ube-vidst gik han hen imod stedet, instinktivt påvirket af alle de minder butikken gav ham. Men der på den anden side af butikkens ruder, gik hun rundt. Gik HUN rundt.

 Hende!… Som han aldrig igen havde håbet at se. Helt naturlig virkede hun, som diverse kunder blev ekspederet under hendes kyndige og lysende betjening.

”Go´ fornøjelse med det og kom da endelig igen!…” dørklokken til henholdsvis ind –og udgangen var tilfældigt timet med hendes sædvanligt-høflige kommentar, bedst som Robert trådte ind i forretningen.

 ”Ikke ligefrem den mest flatterende mundering jeg har set dig klædt i, men så igen… Jeg har jo heller ikke just ligefrem set dig i det sidste lange stykke tid!…” Julie Kappelow fik lidt af et chok ved at hendes gamle bekendtskab, Robert, nu stod foran hende. ”Janie!?… Jeg går til pause!…” konstaterede hun blot højlydt og upåvirket. ”Igen?!… Men du har jo lige haft…” spurgte kollegaen sukkende, opgivende og samtykkende.

”Hva´ kan der dog være galt, frøken Kappelow?… Jeg troede De ville blive glad for at se mig!?…” Robert prøvede at generere al den kulde han kunne, men det var en hård kamp, overfor Julies varme.

 ”Stop det dog, Rob!… Jeg ved godt at vores… forhold… ikke just endte vel, men der er jo ingen grund til at holde sådan på formerne!… Han sagde godt nok at jeg skulle forvente flere spøgelser fra fortiden…” Robert kunne ikke tilbageholde et udtryk af undrende overraskelse.

 ”Hvem… Åh!… Din søde kollega snakkede om at du havde lige havde haft pause… Han har været her ikke?… Du har snakket med ham, har du ikke?…” Julie begyndte at se mere opgivende ud. ”Jaså!… Selv efter hvad han gjorde ved dig?… Jeg må sige, du forfejler ikke i stadigt at overraske mig!…”

 ”Robert, søde ven, prøv at forstå!… Anthon Gonivo havde fordelen!… Jeg gjorde hvad jeg blev nødt til for at skatten ikke skulle falde i hans hænder!… Men kan vi ikke bare glemme det?…” Robert fnøs foragteligt.

 ”Glemme det?… Glemme det?… Glemme hvad?… At chancen for min karrierers gennembrud blev forpurret af sådan en lille regissør som dig?… Men jeg kan se at din karriere, i det mindste, heller ikke blev stort meget bedre!… Dog havde vi hinanden, men også det forpurrede du!…”

 ”Hvor mange skal jeg sige undskyld?… Jeg ved at jeg traf nogle dårlige valg, men det er fortid, lad os lægge det bag os!?…” ”Det er min erfaring at ting der er bag sig, har det med at springe frem og overmande dig!… Nej, du traf ikke nogle dårlige valg!… De havde bare dårlige konsekvenser!…”

En ting omkring pinlig tavshed. Ingen af de pågældende parter virker til at bryde sig om den, men sjældent gør nogen noget for at den skal forsvinde, ellers ville den jo ikke være der.

”Nåh, men hva´ vil du vide?…” På en dyb vejrtrækning, slog Julie an til en mere hen-kastet og alment venskabelig tone. Robert kiggede lidt undrende på hende. ”Jah, er du måske ikke stadig… detektiv… eller dét dér?… Hvis du er ude på en sag, har du vel spørgsmål eller stalker du mig bare?…”

 Han rettede sig lidt op. ”Jaeh… jo, selvfølgelig!… Så små-snakkeriet er ovre nu?!… Nuvel, øh…. Hvordan går forretningen?…” ”Glimrende!… Vi skovler ind som aldrig før, plus tilskuddet fra kommunen hjælper jo selvfølgelig også en del!…” Roberts interesse blev stigende over dén konklusion. ”Åh, ja… Kommunen er åbenbart villige til at provisionslønne os, jeg har en kopi her…”

 Hun rakte et sagligt-udseende stykke papir frem mod ham. Kort og godt fortalte den noget om at kommunen nu har vedtaget en ordning for at fremdrive forretningslivet og derved vil spæde en ekstra indtjening til dem der har størst fremdrift.

 ”Men det er jo meningsløst!… Det ville da være mere logisk at støtte de små foretagender!?…” Robert sad og spekulerede lidt for sig selv. ”Ja. Joeh… Men logik og politik, min kære, har sjældent noget med hinanden at gøre!…” Robert læste papiret igennem igen og igen, mens han overvejede sit næste træk.

”Du kaldte mig ``min kære``, altså som i DIN kære… som om at jeg stadig var…” Robert måtte skynde sig at afbryde hendes sætning før den kunne blive færdig. ”Overfortolkning!… Se, DET hører muligvis mere hjemme i politik!… Jeg beholder den her?!…” Robert viftede med papiret. Julie nikkede blot stille med et bøjet hoved og fremgav et forsigtigt; ”sagde jo det var en kopi… men det hørte du nok heller ikke… Anthon kom over med det!…”

 ”Hva´?!…” Han skulle lige til at gå, da han gav et henkastet blik hen mod Julie, der drejede hovedet op igen, og fremgav, nu blot lidt tydeligere; ”Rob, der er… bal… i aften!… Tænkte jeg bare at du gerne ville vide!?…” Han takkede hende blot høfligt af. Efter en akavet pause gik Robert ud af lokalet.

 Julie skyndte sig hen til døren og holdt i dørkarmen. Det er ikke til at vide om Robert havde et svar til hendes delvist ellers højlydte og slutteligt sørgmodige spørgsmål; ”Robert, hva´ vil du end vil gøre ved det, så bare glem det!… Dét er jo kun Holbæk!…”

Ligesom Julie, har jeg også gjort ting jeg ikke burde være stolt over. Denne gang er ingen undtagelse. Og selvom de metoder jeg nogle gange måtte tage i brug i denne situation (såvel som andre situationer, men det kan jeg fortælle mere om en anden gang) ikke just var på intellektsmæssigt højt plan, så viste de sig effektive.

Over hele byen tegnede sig et mønster. Altså, et metaforisk mønster, hvis nogen skulle være i tvivl. Jeg tror nok man ville have bemærket det hvis en eller anden slags kosmisk kraft pludselig legede geometri med verdenen.

I hvert fald, så besøgte jeg en lille og hyggelig butik der specialiserede sig i at lave legetøj af blik og træ. De genkendte intet til hvad papiret sagde, ikke at den sagde noget direkte, men det der var skrevet på den.

 Man kunne have forestillet sig en slags turnering, hvor dem med mest klinger i kassen vandt. Le Theatré De Establissement over Den Lille Scene. Kidsville over Naturleg osv. gik det henover alle de forretninger jeg hurtigt besøgte dén tidlige eftermiddag.

 Der er i sandhed noget råddent i byen Holbæk og jeg er åbenbart blevet til ansvarshavende for samfundssanitationen. Så må jeg jo gå til toppen af skidtet!…

UU: BB, Kap. 6: Autoriteter eller ej!...

Aromaen af friture, hang i luften som syre. Hårnet og færdigrøgede cigarer prægede atmosfæren, de midaldrende madammer med gummihandsker hostede og harkede mens de rørte i en gammel overkogende gryde. Med k(l)okkeklar sund fornuft kunne man nemt konkludere at det ikke var særligt sundt at spise her!…

Sådan kunne man måske godt havde troet det forholdt sig. Til trods for, eller måske netop på grund af at være byens populæreste udskænkningssted for føde-varer der var lavet enkelt og hurtigt, (men dog kun i begrænset omfang ville være u-skadeligt) var der nærmest pinligt klinisk og rent.

 Ej heller kunne der siges meget om interiørets dekoration. Meget pænt og ordentligt, med et par populær-kulturelle ikoner hist og her som ingen ville blive for-nærmede over.

Som tidligere beskrevet havde Robert, under sin dybe vejrtrækning, forventet at blive mødt af en tyk trans-fedt-syre-dunst, men til sin overraskelse var det nu nærmere noget i retningen af klorin der sig bredte i hans næsebor.

”Tid til lidt dialog, min gode herre?…” Ekspedienten som Robert havde henvendt sig til fik kvikt afsluttet noget igangværende ærinde og vendte fokus mod den potentielle kunde som Robert muligvis kunne vise sig at være.

 ”Øeh, jaeh… Det tror jeg da nok… Hva´ sku´ det være?…” ”Det lader til at De har en mærkbar beslutsomhed, hvilket måske er grunden til at De arbejder et sted som her?… Det er jo ikke ligefrem fordi at der har været andre steder med sam-me navn der har haft lidt under et par skandaler og kontroverser, vel?…”

 Ekspedienten havde tydeligt intet begreb om Roberts sarkasme og medie-overvågenhed. ”Øeh… Det er go´e penge!… Det går lidt sløvt i dag, men normalt boomer det bare hér, dér!… Ogs´ selvom det store indkøbscenter lidt i nærheden prøver at få deres egne restauranter så stryger det bare ind i vores kasseapparat!…”

 Der gik et sælsomt udtryk over ekspedientens ansigt. Som om at han hav-de sagt for meget. Der var ikke noget mistænksomt over det, den unge mand spekulerede nok bare på at ifølge oplæringen i fastfood-faget skulle man tage sig af kun-dens ønsker i stedet for at plapre løs om sin egen livs-historie, eller i det mindste have ladt transaktionen være overstået før man gik videre med dette.

 ”Åh, gud, du er ham ikke?… Detektiven?… Jeg mener… Hva´ ska´ du ha´ og drik´ til?… Kontant eller kort?…” Robert kunne jo godt opfange de mindste suspekte signaler, men måtte kæmpe en hård kamp i mod sit ene øjenbryn der så ger-ne ville løftes længere op på panden, men foretrak at være nonchalant og det kunne en ansigts-reaktion jo nemt ødelægge!?…

 ”Ærligt indrømmet, skal jeg ikke gøre mig klog på humor, men det er sjovt at du spørger… I særdeleshed er det sjovt fordi jeg endnu ikke har fremgivet en bestilling!… Dog er der noget du kan hjælpe mig med…” Fra en indre jakkelomme, fremdrog Robert en miniature-cellofan-pose med donut-papiret som indhold.

 ”Jeg forstår at I sælger disse stykker bagværk?…” Ekspedientens nervøsitet begyndte så småt at vise sig tydeligt. ”Seriøst, mand… Jeg vil ikke have nogen problemer!… Jeg vil ik´ ha´ noget med det at gøre!… Dig & panserne, mand, det må i sgu´ selv rode med!…” Robert droppede sin nonchalante tilgang og gjorde en bitter mine der fik ekspedienten til at blive endnu mere anspændt.

 ”Okay, mand… Jo, vi sælger dem, og… det er mest panserne vi sælger til!… Så lader de os være i fred, for det meste og hjælper os når det er nødvendigt.”

 Posen blev lagt tilbage i Roberts lomme og han besluttede sig for at lade knægten væ-re i fred. Det sidste han hørte på vej ud, var en af ekspedientens kollegaer der morede sig over ”hvem fa´n´ [der] snakker så´n, nu om stunder?…” formodentlig i hentydning til Robert.

Nogen gange er ens forehavende bare lidt for nemt. Nemmere end hvad der kan betragtes som betryggende.  Det kan virke som om jeg går i ring, nu hvor jeg skal tilbage et sted jeg, ikke helt frivilligt, har været tidligere i dag under samme sag.

 Men i det mindste er det ikke en helt håbløs ring. Det er vel nærmere ”den onde cir-kel” der snakkes så meget om. Lad mig opsummere: Politiet har ikke kunne finde Klepperten, dog fandt jeg denne pose på det præcist samme sted han lå da jeg løb væk. Og tilsyneladende er posens sædvanlige indhold populære hos de lokale myndigheder!… Så må jeg jo se mig nødsaget til at aflægge dem et lille visit!… Autoriteter eller ej!…

Robert var ikke synderligt tilfreds med situationen. Den bedste måde at komme ind på måtte jo nødvendigvis være hoveddøren, men hans ansigt var nok lige lidt for kendt derinde. Dog var dette ikke en situation for delikat tilgang, og smadring af vinduer ville være FOR farligt. Desuden lod der ikke til at være mange på vagten, og omkring stedet lod der til at herske en form for kontrolleret ro.

 Heldigvis skulle det da også vise sig entréen var sjæletom, så alene på den baggrund kunne han sagtens blive overladt til sine undersøgelser. Hurtigt stod det dog klart at han ikke bare kunne henvende sig ved skranken helt naturligt. Ikke at der ville være nogen form for fare forbundet ved dette, jagten på flere spor kunne blot vise sig mere effektiv ved at lige netop IKKE at følge nogle konventioner.

 Eller at tage sig af sådanne regelsæt som ”Udelukkende Personale” og lignende. Hans trin var kvikke, men listige og han fik fundet sig vej frem til et, tilsyneladende, omklædningsrum. Joh, han gjorde hvad han kunne for at bekæmpe kriminalitet, men han kendte skam også virkelig godt til den. Således fik han dirket en af skabene op.

”Hmm… Det tog lidt tid, men nu lader det til at jeg er fuldt påklædt så undersøgelsen kan fortsætte!…”

 Bemærkelsesværdigt nok var der ingen der bemærkede ham. Ikke for fulde gardiner eller fuld rulle, men i fuldt-ud politibetjents-uniform gik han og ledte i hver en krog, efter noget der kunne hjælpe med at løse sagen.

 Bemærkelsesværdigt nok, faldt tilstedeværelsen af personer til at bemærke ham, på et meget tørt sted. En kendsgerning der måske ville kunne undre, men taget i betragtning af at det var en søndag i provinsen virkede det ikke så besynderligt og Robert lod sig slå til tåls med det faktum at sådan var tilfældet.

 Det generede ham jo ikke for, trods han via stramtsiddende kasket og op-slået krave (for at skjule mest muligt af sig selv), så kunne hans bekymringer om at blive opdaget jo blive så meget mindre.

 Man siger at det man leder efter altid dukker op det sidste sted man leder. Meget passende da man ikke længere behøver at lede så snart man fundet det eftertragtede. Dette er ingen undtagelse.

Den dør som Robert havde stoppet op ved. Den dør som Robert havde stoppet op ved. Det ville svagt tilfalde ham som en overraskelse skulle der stråle et himmelsk lys ud fra sprækkerne af den, til lyden af et englekor.

 Som en vis anden religiøs genstand af lignende interesse-faktor, virkede denne dør ganske ydmyg, med kun et beskedent gyldent-skinnende skilt påsømmet. Skiltet havde en lille fin tekst på; ``Katonik, konstabel``. De første initialer var utydelige, men hele pakken var nok til at give Robert en smule professionel jalousi (hvilket i sig selv måske kan synes uprofessionelt).

 Givet, Roberts lokale(r) hjemme i hovedstaden (som han ikke rigtig havde taget stilling til om han ville omtale ved det gamle navn eller det nyere ”Købskilde”, han var jo amerikanere og to sig ikke af noget så nationalt indforstået) havde hans navn og lidt info malet på hoveddørens glasrude, men det her virkede mere som om at nogen havde gjort Katonik en gestus. Det kunne Robert ærgerligt nok ikke relatere til.

 Men personlige anliggender til side, så var døren ikke nær så spændende som hvad der foregik bag den!…  Heldigvis havde den stået lidt på klem, så Robert kunne lige ane tre alt for velkendte og lidet fortrinlige personager i audiens med hin-anden.

 ”Beklager at jeg først kunne være her nu, de herrer, men jeg skulle lige klare et par ærinder!… Personlige gensyn og sådan!…” Den selvsikre attitude og den markante tøjstil kunne kun tilhøre Anthon Gonivo. Og jep, kontorets ejermand var der skam også, samt dennes underordnede, Lemmecke.

 ”I orden!… Men er du ellers klar til vores møde?…” Anthon havde lige fået smidt sin jakke om stolen og sat sig ned i den da Lemmecke indskød sig verbalt og stilfærdigt i deres dialog. ”Jeg troede ikke at kommunen var åben på sådan en lør-dag?…”

 Et utålmodigt og strengt suk kom fra Katonik, mens Anthon startede på sin te. ”Nej, og det ville vi heller ikke være, men sådan en byfest -& fornyelse har det med at vende op og ned på ting, ikke?… Så hvis du vil være så venlig at holde mun-den lukket og lade mig, som din, på alle mulige måder, overordnede, vedligeholde samtalen med denne gode samarbejdspartner, ville det være at foretrække!?…”

 Da Lemmecke blot bøjede sit hoved i stilhed fortsatte Katonik; ”Nåeh, ja!… Nuvel!… De er formodentlig ganske tilfredse, men vi kan jo ikke være sikre!… Så vi må jo hellere drøfte sagen yderligere med vores kontakter i kommunen!… Og hvad med vores ven, privatdetektiven?… Har vores kautions-nummer virket?… Er han ude af billedet?…”

 En slurk te og en lille dyb indånding senere gav Anthon sin respons, grundet hans lilla glas i brillerne var det svært at se, men det var formodentligt et bestemt blik som Anthon sendte Katonik. ”Hmm… Jeg synes ikke rigtigt at bryde mig om tonen i din måde at benævne begrebet ``privatdetektiv``!?… Men vi ved vist alle tre hvor stædig og vedholdende han kan være!?… Nej, jeg tror så langt fra at det har hjulpet, og ærligt talt forstår jeg ikke hvorfor at det skulle gøres, men jeg må jo føje mig for hvem end der betaler mest og således spille min rolle!…”

”Undskyld mig, min gode betjent…” Robert fór rundt og så en lille ældre dame der, vel i bedste tro og mangel af bedre viden, havde henvendt sig til ham. ”Ser De, det drejer sig om min lille elskede pussergøj af en katte-killinge-mis…” Robert havde for det meste rimelig nemt med at kontrollere sine følelser, men denne givende situation var noget af en udfordring.

 Det lykkedes ham dog at få damen og ham selv drejet lidt væk fra døren, men han spekulerede på om hans stress-niveau ville være mærkbart mens han fortsatte sit forsøg på at komme naturligt væk.

 ”Betjent Villum?…” Robert stoppede op, med en lidet skjult bitter mine. ”Ska´ du ha´ hjælp med noget?…” Lemmecke virkede ikke til at havde opdaget noget usædvanligt. ”Øeh… Nej, alt er under kontrol!…” konkluderede Robert med en stemme han håbede ikke virkede alt for påtaget dyb.

 ”Ok… Men har du det godt?… Du lyder lidt hæs?…” privat-detektiven havde studeret nok subkultur til at kende tegnet for ude-mærkel-se; en oprejst tommel-finger. Og det tog da heller ikke mere for at Lemmecke slentrede den anden vej.

”Ser De, det drejer sig om min lille elskede pussergøj af kattekillinge-mis…” Robert havde fået sat damen ned i en af venterummets stole. ”Øh, vi får nogle til at se på det, frue!…” afbrød han hende bare bestemt og henkastet, mens han så sig om efter en udgang.

 Under påskud af at ville finde forstærkninger satte Robert så småt i løb ud af stationen. Hvad han dog ikke vidste var at bedst som han havde smuttet ud var en anden mand dukkede op i venteværelset og undrende erklærede sig for at være betjent Villum. Desuden fik politistationen også en opringning fra en vis ung ekspedient…

UU: BB, Kap. 5: Bag Afspærrings-båndet!...

Det selvsikre smil og de runde briller strålede om kamp med solen, hvis da ikke blot prøvede at reflektere den. Robert kunne virkelige mærke at dette ikke ville blive en god dag.

 ”Anthon Gonivo!… Det er dårligt nok frokost og alligevel har jeg formået at rende ind i samtlige kryb der nogensinde har krydset min vej mindst én gang før!”.

”Så-så, Robbie!… Jeg bryder mig ikke om den tone især ikke taget i betragtning af hvilken gestus jeg lige har gjort for dig, kære kollega!…”

 Robert var ved at miste tålmodigheden og fór hen for at tage fat i kraven på Anthon der derved blev løftet en smule op i luften. ”´´Gestus``?… DU betalte min kaution, dit afskum!…” ”Hvis du vil være så venlig at indstille denne primitive aktion, så vil jeg ikke underrette vores venner i ryggen!…” med sin fine stok pegede Anthon diskret mod politistationen der lå lige bag Robert.

 Dette og et par spekulative blikke fra betjentene indenfor, fik Robert til at sætte Anthon ned på småstens-grundfladen igen. ”Navne-påkaldning, virkelig, Robbie?… I øvrigt, så ville mine overordnede og jeg være overbeviste om at du kunne stille dig tilfreds med at vende tilbage til… hvilken eksistensform du end nu en gang har!…”

 ”Jaså?… Men du burde havde kendt mig langt bedre end det, Anthon!… Især taget i betragtning af alle de år vi har kendt hinanden!… Hvem er disse overordnede du snakker om?… Dine såkaldte ``venner i ryggen´´?… Men du burde kende noget til rygge, især fordi du er så dygtig til at penentrerer en sådan krops-del med skarpe genstande!…”

 Her brød Anthon bare ud i kæmpe klækkelige latter. ”Åh, jah… det var tider!… Men alvorligt talt; hverken en tryllekunstner eller en detektiv afslører sine bevæggrunde!…”  ”Men du er ingen tryllekunstner!… Og du bør ikke vove at kalde dig selv for detektiv!…  Du er en skruppelløs skurk, med det gamle motto ``målet helligere midlerne” skrevet over din hoveddør!…”

 ”Hvis jeg forstår din historie ret, har heller ikke selv du været langt fra en sådan tilgang, men nej, jeg har intet skrevet over min hoveddør!…” ”Muligvis ikke, men tilsyneladende er du mentalt ude af stand til fatte metaforer!… Og jeg tog det aldrig så langt som du har gjort!…”

 ”Hvilket vel egentlig blot beviser præcist hvor meget, eller rettere lidt, at du er villig til at gå op i dit arbejde?!… Og jeg kan skam udmærket fortolke metaforer, når jeg vælger det, og i det aspekt kan du betragte vores betaling som et symbolsk budskab om holde dig væk fra hvad du end har gang i her, og tag hjem igen!…”

 ”Jeg beklager, men jeg har ikke købt returbillet!…” Løj Robert spydigt og sarkastisk.  ”Nej, jeg tror det er meget godt at få absorberet den lokale kultur!…” ”Det gør du skam bare!… Men hvis du vil have mig undskyldt!… Nogen af os har faktisk et job at tage sig af… På en effektiv måde!…” Og således blev Robert overladt til sig selv af den rivaliserende, højst uetiske, Anthon Gonivo.

Tidligere nævnte jeg noget om at mine medmennesker var ude af stand til at give mig grundlag for at stole på dem. Anthon Gonivo var en af dem. Jeg skal have en lang fe-rie i bunden af et glas, før jeg glemmer hvad han har gjort!… Men tiden er ikke læn-gere til at dvæle ved!… Nu må der handles, og det gøres der ved at gå lige lidt tilba-ge i tid og sted!…

Til trods for at det ellers var en dag til det, hvis der ellers nogensinde havde været én, var der ikke en sjæl i parken. Måske en hundelufter eller kondi-dyrker i ny og næ, men derudover, skulle man ikke tro at en hårdfør næve-nærkamp havde foregået der tidligere!…

 Havde det ikke lige været for politiafspærringsbåndene, der var strøget som med en edderkops lette hånd (eller hvilken kropsdel det nu måtte være). Det var dog intet der afholdte Robert fra at liste sig ind på den anden side af dem, da han hurtigt havde forsikret sig selv om at han var ubeset.

 Joh, som detektiv vidste han godt at det var farligt at begive sig hen på det sted som situationen havde udspillet sig på. Endnu farligere var det når man selv var direkte involveret i situationen der udspillede sig.

 Men man måtte jo til bunds i den her sag og der var ikke et sted, bedre eg-net til at lede efter spor. Disse var dog heller ikke noget der stod i kø for at dukke frit frem. ”Hmmm… I det mindste er der ikke nogen kridt-karikaturer!…” prøvede Ro-bert at berolige sig selv med.

 Men der skulle mere til, for hvordan havde politiet kunne undgå at se Klepperten, han var jo ikke en størrelse man let kunne komme udenom rent optisk?… hans mentale detektiv-tandhjul begyndte så småt køre; med mindre at selv det slag fra møllevingerne ikke var nok til at tage den store fyr ud i ret langt tid af gangen?!…

 En konklusion der fik Robert til gyse. Lige præcist hvor meget skal der så til for at overrumple ham?…  Dette var noget Robert havde en vis interesse i at få be-svaret, så han kunne være forberedt til næste gang hans veje krydsede med den men-neskelige granit-klump.

 Græsstråene var i forskellig længde og farve, og diverse stykker affald lå hist og pist. Robert tænkte tilbage på hans amerikanske opvækst og konkluderede at et eller andet sted måtte der være en indianer der stod og græd.

 Men især en af affaldsartiklerne begyndte at interessere Robert. Hvorfor, vidste han ikke rigtig, den lignede så meget de andre, men måske kunne det have noget at gøre med at den lå ganske tæt på der hvor Klepperten var blevet slået omkuld.

 Møllevingerne havde ikke suset meget rundt, så det lille stykke affald måtte havde været blevet smidt på stedet. Det var en donut-pose. Den havde en adresse på butikken. Det var en lokal butik. Det var et spor.

UU: BB, Kap.4: Nostalgi & Melankolia!...

Givet, timerne i isolation var få, men det gjorde ikke døgnets tidlige lys mindre elskværdigt. Det kunne faktisk havde været en udmærket dag, hvis det ikke var for alt det postyr. Bilerne der susede forbi med interval, den svage vind i beplantningerne og fuglenes kvidren.

 Robert måtte dog erkende at han var ude i noget der gjorde dagen besværlig, og bedømte at tiden var inde til spole mentalt tilbage…

Han huskede det hele. Han husker det hele. Hvordan det startede. Slentrende igennem storbyens regnstråler, mod hans sædvanlige udskænkningssted, for at endnu en gang at drukne bekymringerne.

 ”Jeg skulle ha´ vidst du ville vende tilbage her!… Først på måneden, og alt det!?…” Helt præcist hvor højt Tender tænkte om Robert var ikke til at vide, for attituden indeholdte en myriade af knap så ønskværdig karakter.

 ”Rob, hør her… Jeg er ked af at du blev fyret fra styrken p.g.a. dine… metoder… Og jeg er ked af at du har svært ved at få din forretning op at køre, men kontanthjælp kan kun betale så meget af din støt stigende regning!… Du er en for-træffelig fyr, Robert, og du kan håndtere nogle af de mere kedelige kunder, men jeg bliver snart nødt til at bortvise dig før du kan betale!…”

 Den alkoholdige væske i glasset, blev svirvlet lidt rundt, men meget mod-løst. ”Ja, jeg ved det!…” Han tømte glasset i ét drag og smækkede det ned i disken igen. ”Ingen grund til alarm, Bruno!… Jeg kan sparke mig selv ud!…” Til trods for dørmandens barske udseende, nikkede denne anerkendende til Robert, med et tilsvarende blik. Robert havde først lydt forsikrende, men derefter sænkede han stemmen.

Lejlighedens lys, eller rettere manglen på samme, stod godt til måls med Roberts humør-mæssige tilværelse i den givende situation. Men et klik ved den beskedne kontorlampe på hans bord, gjorde det klart at han ikke var alene.

Lige med det første havde jeg antaget støvfnuggene og nullermændene til at være nå-et en størrelse der gjorde det nødvendigt at tilkalde passende fagfolk. Om jeg så hav-de råd til at hyre den slags, eller ej. Hvilket jeg ikke havde. Da så den ubestemmelige masse begyndte at bevæge sig ud af silhuetterne, erkendte jeg at dette kunne være begyndelsen til enden. Og hvilken ende det var!…Opløftet og opløftende, godt adspredt og dog så sammenføjet. Men det var langt fra det eneste bemærkelsesværdige…

”Jeg troede ikke at jeres slags gik og leverede salgstaler inde i folks huse!?… Du er langt fra havnen, dukkebarn!…” Han tog sig ikke af sine egne kommentarer der var rettet mod den unge kønne kvinde der nu stod bag hans skrivebord.

 ”De er inde i en svær periode, forstås, så jeg vælger at overhøre den slags og anbefaler at De i fremtiden overvejer Deres ordvalg nøjere, Hr. Pinsville!…” af-fejede den unge kvinde ham køligt.

 ”Kun min kære moder kan få mig til handle således som De ønsker!…” ”Og visse berømtheder, formodentlig?…” gav kvinden nonchalant igen, og trak et par pengesedler frem. ”Vel, sædvanligvis falder min fidus til såkaldte stjerner, på et meget tørt sted, men skal det da endelig være, så foretrækker jeg dem to-dimensionelle!…”

 ”Det var hvad jeg antog!… Nu skal du høre sagens natur; Jeg…” Længere nåede kvinden ikke før hun blev tørt afbrudt af Robert: ”Førhen, da jeg konstatere-de min holdning til de kendte fik jeg vist ikke forklaret at jeg skam følger med i den slags, at være observant er trods alt mit job… Men jeg ved skam godt hvem De er, frøken; Linda Jensen, scene-navn: Patricia Amora, altid opmærksomhedskrævende, uden de store ambitioner om en borgerlig eksistens, ser udelukkende skuespils-faget som en genvej til rigdom & berømmelse, men uden det store held i karrieren…”

 ``Patricia´´ virkede kun kort-varigt overrasket ved privatdetektivens viden, og det lod til at hun tog sig selv i det. ”Nuværende engageret på et lokalteater ude i en vis provins, jah, jeg kender skam hele smøren!…  Skrev det meste selv, jo… Men det er netop på grund af førnævnte lokalteater at jeg er kommet!…”

 Roberts detektivevner havde måske nok været lidt ude af spillet et stykke tid, men han forfejlede stadigvæk ikke i at kunne lugte eller fornemme potentiale for en kunde eller klient. Dette fik ham til bløde tonen lidt op, men ikke mærkbart.

 ”Du ved vel også at i den by, lægger et andet teater; ``Le Theatré de Etablissement´´?… Her på det seneste lader det til at dette teater har meget mere held som et tilløbsstykke end vi har på Den lille Scene!…”

 Igen kunne hans egenskaber fornemme hvor dette ville bære hen. ”Og du vil have mig til at undersøge hvorledes dette kan forholde sig?!… Har i overvejet at få noget bedre materiale, måske gøre lidt mere ud af jeres promotion?…”

 ”Vi gør hvad vi kan, men vi har en mistanke om at Le Theatré har flere ressourcer at gøre godt med!… Måske noget større støtte fra kommunekontoret!…”

 ”Til trods for at værende en travl mand, der sagtens kunne få bedre betalte jobs, må jeg erkende at din problemstilling interessere mig… Tag De blot hjem, lille frøken, og vær sikker på at jeg følger efter om nogle dage!…”

 Med den konklusion gik Patricia ud af bygningen, men hvad Robert på in-tet tidspunkt vidste, var at hun ringede op fra sin mobil udenfor. ”Ja, det er mig!… Jeg er i Købskilde!… Ja, han er hyret!… Udmærket!… Nu kan vi kun vente!…”

Så sådan havde det altså startet. De følgende dage brugte han på at forberede sig, men nu måtte han vende tilbage til virkeligheden, for der, om hjørnet, kom gående endnu en af hans gamle undværlige bekendtskaber: ”Nå, Robbie… Hvordan føles det så at være en fri mand?…”