Så sådan lå landet altså. Det var derfor at
jeg var blevet løsladt. Af alle dem der gør mit liv så meget desto
mere besværligt har tre af dem altså slået sig sammen. Jeg er
tilsyneladende en uønsket brik i et spil der køres. Men hvilket
spil?… Hvis jeg er så uønsket, vil jeg gerne spille med… for
nu…
Brikkerne
begyndte så småt at melde på sig, men endnu var sagen langtfra
opklaret. Uden en anelse om hvor han skulle begynde, besluttede
Robert sig for at bare at kigge rundt omkring i byen, på må og få.
Rundt
omkring var der en atmosfære af stilfærdig travlhed. Der var ved at
blive sat bannere op over gågaderne, øjensynligt i anledning af en
slags festlighed den pågældende aften.
”Godt
jeg tog den med alligevel!…” hviskede han for sig selv og tog en
rygsæk af. Den var meget lille, men først nu hvor den var blevet
taget i brug, havde den vist sig at være effektiv. Den kunne nemlig
gemme hans almindelige tøj.
Uniformen
og skiltet smed han i en tønde, med tankerne om at nogle va-gabonder
sikkert vil tænde ild i den for at varme sig en gang i aften, samt
at Villum sikkert ville modtage et nyt skilt.
Så lige
med en pause til at skifte tøj i en gyde, havde han løbet fra
politi-stationen og frem til hvor han mente var langt nok væk. Han
havde gået langs butik-kerne i en sidegade, i nærheden af
tog-stationen, til han kom omkring et hjørne og endnu en lang gade
med en masse konventionelle butikker.
Da han
passerede hjørnet der var denne gades ende, stoppede han op, bittert
og brat. Navnet på butikken kunne ikke ignoreres. Kidsville. En
international legetøjskæde som Robert havde et lidt for godt
kendskab til.
Men det
var ikke den eneste overraskelse der ventede ham. Nærmest ube-vidst
gik han hen imod stedet, instinktivt påvirket af alle de minder
butikken gav ham. Men der på den anden side af butikkens ruder, gik
hun rundt. Gik HUN rundt.
Hende!…
Som han aldrig igen havde håbet at se. Helt naturlig virkede hun,
som diverse kunder blev ekspederet under hendes kyndige og lysende
betjening.
”Go´
fornøjelse med det og kom da endelig igen!…” dørklokken til
henholdsvis ind –og udgangen var tilfældigt timet med hendes
sædvanligt-høflige kommentar, bedst som Robert trådte ind i
forretningen.
”Ikke
ligefrem den mest flatterende mundering jeg har set dig klædt i, men
så igen… Jeg har jo heller ikke just ligefrem set dig i det sidste
lange stykke tid!…” Julie Kappelow fik lidt af et chok ved at
hendes gamle bekendtskab, Robert, nu stod foran hende. ”Janie!?… Jeg går til pause!…” konstaterede hun blot højlydt og
upåvirket. ”Igen?!… Men du har jo lige haft…” spurgte
kollegaen sukkende, opgivende og samtykkende.
”Hva´
kan der dog være galt, frøken Kappelow?… Jeg troede De ville
blive glad for at se mig!?…” Robert prøvede at generere al den
kulde han kunne, men det var en hård kamp, overfor Julies varme.
”Stop
det dog, Rob!… Jeg ved godt at vores… forhold… ikke just endte
vel, men der er jo ingen grund til at holde sådan på formerne!…
Han sagde godt nok at jeg skulle forvente flere spøgelser fra
fortiden…” Robert kunne ikke tilbageholde et udtryk af undrende
overraskelse.
”Hvem…
Åh!… Din søde kollega snakkede om at du havde lige havde haft
pause… Han har været her ikke?… Du har snakket med ham, har du
ikke?…” Julie begyndte at se mere opgivende ud. ”Jaså!… Selv
efter hvad han gjorde ved dig?… Jeg må sige, du forfejler ikke i
stadigt at overraske mig!…”
”Robert,
søde ven, prøv at forstå!… Anthon Gonivo havde fordelen!… Jeg
gjorde hvad jeg blev nødt til for at skatten ikke skulle falde i
hans hænder!… Men kan vi ikke bare glemme det?…” Robert fnøs
foragteligt.
”Glemme
det?… Glemme det?… Glemme hvad?… At chancen for min karrierers
gennembrud blev forpurret af sådan en lille regissør som dig?…
Men jeg kan se at din karriere, i det mindste, heller ikke blev stort
meget bedre!… Dog havde vi hinanden, men også det forpurrede du!…”
”Hvor
mange skal jeg sige undskyld?… Jeg ved at jeg traf nogle dårlige
valg, men det er fortid, lad os lægge det bag os!?…” ”Det er
min erfaring at ting der er bag sig, har det med at springe frem og
overmande dig!… Nej, du traf ikke nogle dårlige valg!… De havde
bare dårlige konsekvenser!…”
En ting omkring pinlig tavshed. Ingen af de
pågældende parter virker til at bryde sig om den, men sjældent gør
nogen noget for at den skal forsvinde, ellers ville den jo ikke være
der.
”Nåh, men hva´ vil du vide?…”
På en dyb vejrtrækning, slog Julie an til en mere hen-kastet og
alment venskabelig tone. Robert kiggede lidt undrende på hende.
”Jah, er du måske ikke stadig… detektiv… eller dét dér?…
Hvis du er ude på en sag, har du vel spørgsmål eller stalker du
mig bare?…”
Han
rettede sig lidt op. ”Jaeh… jo, selvfølgelig!… Så
små-snakkeriet er ovre nu?!… Nuvel, øh…. Hvordan går
forretningen?…” ”Glimrende!… Vi skovler ind som aldrig før,
plus tilskuddet fra kommunen hjælper jo selvfølgelig også en
del!…” Roberts interesse blev stigende over dén konklusion. ”Åh,
ja… Kommunen er åbenbart villige til at provisionslønne os, jeg
har en kopi her…”
Hun rakte
et sagligt-udseende stykke papir frem mod ham. Kort og godt fortalte
den noget om at kommunen nu har vedtaget en ordning for at fremdrive
forretningslivet og derved vil spæde en ekstra indtjening til dem
der har størst fremdrift.
”Men
det er jo meningsløst!… Det ville da være mere logisk at støtte
de små foretagender!?…” Robert sad og spekulerede lidt for sig
selv. ”Ja. Joeh… Men logik og politik, min kære, har sjældent
noget med hinanden at gøre!…” Robert læste papiret igennem igen
og igen, mens han overvejede sit næste træk.
”Du
kaldte mig ``min kære``, altså som i DIN kære… som om at jeg
stadig var…” Robert måtte skynde sig at afbryde hendes sætning
før den kunne blive færdig. ”Overfortolkning!… Se, DET hører
muligvis mere hjemme i politik!… Jeg beholder den her?!…”
Robert viftede med papiret. Julie nikkede blot stille med et bøjet
hoved og fremgav et forsigtigt; ”sagde jo det var en kopi… men
det hørte du nok heller ikke… Anthon kom over med det!…”
”Hva´?!…”
Han skulle lige til at gå, da han gav et henkastet blik hen mod
Julie, der drejede hovedet op igen, og fremgav, nu blot lidt
tydeligere; ”Rob, der er… bal… i aften!… Tænkte jeg bare at
du gerne ville vide!?…” Han takkede hende blot høfligt af. Efter
en akavet pause gik Robert ud af lokalet.
Julie
skyndte sig hen til døren og holdt i dørkarmen. Det er ikke til at
vide om Robert havde et svar til hendes delvist ellers højlydte og
slutteligt sørgmodige spørgsmål; ”Robert, hva´ vil du end vil gøre ved det, så bare glem det!…
Dét er jo kun Holbæk!…”
Ligesom Julie, har jeg også gjort ting jeg ikke
burde være stolt over. Denne gang er ingen undtagelse. Og selvom de
metoder jeg nogle gange måtte tage i brug i denne situation (såvel
som andre situationer, men det kan jeg fortælle mere om en anden
gang) ikke just var på intellektsmæssigt højt plan, så viste de
sig effektive.
Over hele byen tegnede
sig et mønster. Altså, et metaforisk mønster, hvis nogen skulle
være i tvivl. Jeg tror nok man ville have bemærket det hvis en
eller anden slags kosmisk kraft pludselig legede geometri med
verdenen.
I hvert fald, så
besøgte jeg en lille og hyggelig butik der specialiserede sig i at
lave legetøj af blik og træ. De genkendte intet til hvad papiret
sagde, ikke at den sagde noget direkte, men det der var skrevet på
den.
Man kunne have forestillet sig en slags
turnering, hvor dem med mest klinger i kassen vandt. Le Theatré De
Establissement over Den Lille Scene. Kidsville over Naturleg osv. gik
det henover alle de forretninger jeg hurtigt besøgte dén tidlige
eftermiddag.
Der er i sandhed noget råddent i byen Holbæk
og jeg er åbenbart blevet til ansvarshavende for
samfundssanitationen. Så må jeg jo gå til toppen af skidtet!…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar