Det så i sandhed ud til at Den Lille Scene ikke
havde de store chancer i borgmesterens planer om byfornyelse. Til trods
for at den lå ved en temmelig trafikeret vej, passerede bilerne
forbi i et sådant tempo at den i forvejen minimale
profilerings-tekst ikke ville kunne opfanges. Tæt begroet, men ikke
så den virkede forladt og uhyggelig!…
Selvom der var ved at være præmiere
virkede det ikke som om stedet summede af aktivitet. Der hang et par
plakater, fra tidligere forestillinger, op diverse steder.
”Øeh… hej, du?…” En mindre,
ung og etnisk knægt henvendte sig til Robert. ”Er du en af
skuespillerne?… Du er lidt sen på den, men okay!… Kom med mig
her!…” Detektiven prøvede at redegøre for situationen som den
var, men konkludere-de at det måske var bedst at følge med.
Gennem
et par gange, hvor han på et tidspunkt genkendte Patricia Amora i
sit vante element på et kontor, gik de til et omklædningsrum hvor
blev vist ind.
”De
andre er allerede omme bag scenen, så dit kostume må være det der
er tilbage!… Okay, jamen så kan du vel klare dig selv herfra?…”
Robert nikkede og da han var ladt alene, stirrede han noget
mistænksomt på den sorte overtrækspose.
Stoffet
kløede og kradsede, og der stak de mærkeligste stykker tilføjede
pap ud fra hvad han antog for at være hullet til at stikke hovedet
igennem. Da der pludselig blev tændt en rød lampe, var Robert klar
over at han måtte skynde sig til scenen. Han havde ikke den store
lyst til dette, men han ville formentlig kunne finde ud af mere i
denne forklædning.
”OOOOGGGG
NUUUUU!!!!…: Den Lille Scene er stolt af at præsente-re: En
Patricia Amora Produktion: Skærmydsler I Skovbunden!…:” Uanset
hvorfra stemmen havde stammet, blev der nu med ét tændt et
forholdsvist stort lys på en træ-gulvs-scene –der rent faktisk
var lille, og et tæppe blev trukket til side med små piv.
”Så
sku´ vi da så ossens li´ ha´ no´n svampe, derhensensauf!…”
Skuespil-lerinden, øjensynligt forklædt som en ´´klog kone``
stoppede pludseligt op ved synet af Robert der stod midt på scenen,
men som den dramatiker hun var, forsøgte at op-retholde stykket. ”NÆÆÆRRRHHH!!!… Hva´ er ´ed dog det som mit sære og svære
øje sig aner?… En af de mærkværdige væsner kaldet Solstilker,
men du ska´ vist ik´ vær´ omkring disse egne, omkring disse
tider?…”
Kun en
svag, tilfældig og tør hoste og latter forhindrede muligheden for
at man ville kunne havde hørt skum-cikadernes parringskald eller den
velkendte knappenål falde på det ligeså velkendte gulv. Gennem
hendes sammenbidte og storsmilende tænder fik Roberts impromptu
kollega hvislet en undrende og bestemt tone: ”Hva´ laver du her?…
I skal først på i tredje akt!…” Han kiggede lidt nervøst
omkring og forlod så scenen, på sin helt almindelige måde, hvilket
altså betød at der ikke var den store dramatiske indlevelse eller
udførelse.
Sådan
gik det meste af forestillingen. Han gik ind og ud på alle de
forkerte tidspunkter og forårsagede derved ukoordinerede reaktioner
fra publikum. Men det var ikke helt forgæves.
Jeg indrømmer at overraskelsesmomentet er ved at
aftage sig nu og konkludere her-med endnu en gang at det var sådan
begivenhederne tog sig ud. Dér, blandt alment publikum, sad de alle
sammen; Katonik, Fredericks, Lemmecke, & Julie.
Og Klepperten!… Åh, hvor jeg
dog dårligt kunne vente med at få min vel-fortjente revanche, som
situation så ud nu måtte jeg blot affinde mig med at blive slæbt
igennem denne lalleglade pastel-farvelade-forestilling. Der er en
grund til at jeg, generelt, ikke selv dyrker sådanne kunster. Jeg
arbejder kun for dem der gør.
Endnu en gang måtte han skifte tøj og
skynde sig ud af den pågældende bygning, men denne gang slap han
ikke så let.
”Hmmm…
Og her havde jeg ikke antaget Dem for at være en mand der tog sig
særligt meget af rent faktisk at opleve hvad underholdningsbranchen
kan til-byde, men De er måske ved at brede Deres horisont til gavn
for de små lokalsam-fund?…” han drejede omkring og så Patricias
velkendte og veldrejede skikkelse.
”Men
fortæl mig da så, hr. detektiv, hvad synes de om forestillingen?…”
”Så tæt som min oplevelse kom skal de være glad for at jeg ikke
er anmelder!… Men lad os gå direkte til forretningerne; jeg har
gravet lidt i sagerne og der lader til at være en stor overordnet
plan om at udrydde alle de funktionsdrivende der ikke lige passer ind
i planen!…”
”Jaså?…
Og hvis plan er det så?…” Patricias småsensuelle og
nonchalan-te attitude var ikke noget der fejede Roberts tørre
stemmeleje af vejen. ”Lad os bare sige at jeg tror I burde se jer
bedre om efter hvem i placere på højeste post i jeres kommune!…”
”Nåh,
så hele det her er altså en politisk ting?… Jeg kan ikke sige dig
at jeg synes det lyder sandsynligt at vores gode hr. Fredericks ville
være ude på sådan noget, men du burde da komme i aften så…
Måske du kan finde ud af noget mere der?…” Hun pegede på en
plakat da Robert spurgte nærmere ind til hvad hun mente med det
sidste.
”Byfesten!…
Har du ikke hørt om den?… Og her troede jeg at du var de-tektiv!…
Byens baronesse holder særlig galla for eliten, hvilket vores teater
muligvis stadig regnes for siden de har givet os en hel masse
billetter, eller også ønsker den gode diva bare ikke være
konkurrent eller ønsker ikke at det skal se sådan ud!… Her, du
kan få to!…”
Da
hun gav ham billetterne var det med en meget sensuel gestikulering
(tæt ind til ham med sovekammerøjne og en dyb indsnusning). ”Hrmm,
ved du hvad, detektiv,
når dette er ovre så sku´ vi måske ku´ tag´ og undersøge
hinanden nøjere ?” bød Patricia sig til,
flirtende & æggende, mens hun holdte i mandens slips og
strejfe-de hans hage(kløft) med sin ene pegefinger,
Og
for en sjælden gangs skyld vidste Robertington Pinsville ikke hvad
han skulle sige. Det var i hvert fald indtil:
”Julie…
JULIE?… JULIE!!!…“ Hurtigt slap han Patricias hænder og satte stødt, men roligt efter den eneste
han gerne ville se fra det tidligere publikum (som han så modvilligt
havde fået), men desværre lod Julie til at være forfærdeligt
travl på den.
Hun
var nåede halvvejs ned ad gaden da Robert først lige havde nået
til indgangsdøren, så han sukkede opgivende (muligvis også
indseende hvordan hændelsen måtte havde virket som ud ad til) og
afgav et høfligt nik med hatten mod Patricia der, da Robert var gået
videre væk, blot stod og fortsatte det lumske smil og blik hun lige
havde givet en variant af til/ mod den unge frøken Kappelow, da
denne tilfældigvis var kommet forbi og så hvad der gik for sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar