UU: BB, kap. 10: Den Anden Optræden!...

Selv ikke jeg kan redegøre for hvad der fik mig til at reagere så voldsomt på Julies pludselige tilstedeværelse. Det bundede vel i at hun ikke skulle få den forkerte opfattelse. Også selvom jeg ikke vidste præcist hvad en sådan forkert opfattelse ville indebære…

Eftersom hun ikke lod til at være i nærheden, besluttede Robert sig for at gå videre med opgaven. Ud fra den info han havde samlet på kommunekontoret, udregnede han at der var lige ved at være præmiere på endnu en teater-forestilling. Men denne gang på ”Le Theatré de Establissement”, så endelig skulle han se ``modstanderen`` an.

 Der var helt tydeligt flere ressourcer at gøre godt med for dette foretagende. Keramiske, romantiserede statuer og snirklede søjler prydede den lange marmor-indbesatte gang. Der var stadig et stykke tid inden stykket gik i gang, og han vidste at borgmesteren måtte være blandt publikum denne gang også. Garanteret i følgeskab af hans muskelmand og Roberts gamle bekendte.

 Men der var dog noget inden i ham der ikke helt vidste om han ønskede at Julie eller måske Patricia også var det.

 ”Pardonnez-moi, monsiuer?... Vild med frakken, darling!… Selvfølgelig ville undertegnede her da aldrig gå med en sådan pøbel-proletar-påklædning, men De holder dem virkelig den dér neo-avangardisme a la ´30´erne!… Presto-perfecto!… Dog er det ikke just det rette stykke tekstil til vores skaberværk, n´est-ce´pa?...”

 ”Hm, jeg forstod alting på nær det med n´est-ce´pa …+ det med en… forestilling?…” Robert var blevet imødekommet af en mandsperson der nærmest var en omvandrende kliché. Med halvmånebriller, siddende bedrevidende halvt nede på hans høgenæse der var understreget af to små stykker fipskæg og en striksweater på ryg-gen, med ærmerne rundt om skuldrene og afsluttet i en omfavnende knude omkring solar plexus samt en lille hestehale til at sætte prikken over det klassiske I.

 ”Si-si, mein herr!… I alskens beskedenhed har ydmyge undertegnede for-mået at bringe kultursensation til verden, kun lige overskygget af dramatik-magere som Rochen eller Olivario!... Hermed kan jeg så melde Dem at kun de bedste formår den slags!…”

 ”Jaeh… Jeg kan levende forestille mig det!… Er i startet?…” Producenten lod sig ikke mærke med Roberts sarkasme, hvis den da overhovedet var blevet opfanget, men den stilfærdige spørgen var dog noget han kunne forholde sig til.

 ”Du godeste, nej!… Vi har kun slidt og slæbt som simple slaver de sidste par gregorianske måneders tid for at føre mit kærlighedsbarn ud i denne verden af hå-rd, kold brutalitet og mangel på forståelse for de finere kunster!… Måske De føler dem (egentlig ubegrundet) højt hævet over noget sådan, men indenfor denne udtrykkelsens metier priorieteres der i overordentlig særdeleshed en vis disciplin…” Robert prøvede at skjule sin minimale træthed og irritation over producentens ordstrøm.

 ”En disciplin jeg indrømmer kan forekomme uhyre simpel, men ikke desto mindre et nødvendigt onde; ``Thi, et spørgsmål om balance, blot det er. Thi, et spørgsmål om Tidens ankomst, ligeledes, det er.`` Ser De, vores gæster ankommende fra det kommunale kabinet forventer sig at blive revet væk fra deres dagligdags bureaukrati og det vil jo næppe realiseres så længe en dilettant som Dem blot står her og tror sig for betydningsfuld til deltagelse, forsinket eller ej!… Kan De nu humme Dem og i klæde sig de rette gevandter?…” Robert var lettet over at producenten nu holdt inde med sin monolog, men så ikke just frem til det næste der nu måtte ske, for at opretholde facaden.

Ihu, mig det kom… årgh, for… Nu har han også lige været ved at få mig til at starte på den slags… Hvad jeg ville få gjort klart var at skæbnen tilsyneladende var vanligt fokuseret på at gøre mit liv endnu mere bittert end hvad man troede muligt. Igen måtte jeg se mig selv nødsaget til at gemme mit eget tøj til fordel for et eller andet forfærdeligt kostume. Jeg kan ikke sige at denne gang var anderledes bedre.

Robert var ikke en helt vildt bred mand, selv ikke med hans ellers så veltrænede form, men den sorte strikskjorte gjorde ikke meget for at rose hans statur. Og den sorte læbestift samt alpehue og charmeklud, kunne nemt rejse spørgsmålstegn om-kring hans seksuelle præferencer. Det var nærmest kun handskerne og ansigtsmalingen der var hvid. Havde det været en tegnefilm ville han sikkert have stirret op i luf-ten og råbt noget i retningen af; ”HVORFOR MIG?…”, men for nu måtte han nu gå planken ud.

 Selvom der ikke var meget planke at gå ud på. Som kontrast til Den Lille Scenes lille trægulvsscene var dette sted nemlig mere af det samme marmor-keramik som gangen bestod af. Det var svært udholdeligt at arbejde på gennem en hel forestil-ling.

 Ikke mange replikker blev sagt igennem forestillingen, i stedet var der no-gle enkelte optrædende, klædt ud som Robert var det, der blot gestikulerede langsomt til et stykke monotont musik. Pludselig blev han hevet ind på scenen, kastet op i luf-ten og ind i gennem en stilfærdigt flammende ring på en stang, begge af noget tyndt metal. Hurtigt greb Robert fat i nogle gymnastik ringe der hang i hver sit reb fra et øvre stillads der ikke kunne ses af publikum.

 Således blev detektiven kastet hovedkulds ind i det ene ekspressive og eksplosive stunt efter det andet, kun med det resultat for hans mission at der blandt publikum sad de samme velkendte ansigter. På nær Patricia, men til gengæld også med Julie i blandt dem.

 Ikke så snart var tæppet faldet på plads igen, da Robert måtte fare ud og skifte til sit sædvanlige tøj. Da dette var overstået prøvede han at liste sig ubemærket ud af bygningen.  Men også denne gang stoppede han i forsøget.

Julie var nemlig i nærheden og han følte at han måtte redegøre for hvad der skete på Den Lille Scene.

”Du dukker da snart også op over alt, Rob!… Du må virkelig havde forandret dig si-den sidst eftersom at du er så glad for teateret!…” Robert sukkede og rømmede sig. ”Hvis jeg har forandret mig så er det ikke til det bedre, men sandsynligvis takket være dig!… Jeg er her i embeds medføre!…”

 ”Hmm… Er det et embede når du ikke rigtigt er offentlig ansat?… Og kommer du da aldrig videre Rob?… Det synes jeg ellers det så ud til!…” ”Med dig var jeg ellers så sikker på at der ikke var nogen grund til at ``komme videre``!… Og hvad du så med Patricia var på ingen måde hvad du tror!…” ”``Patricia`` er det nu?… Jaså?… Og hvad tror jeg så?… Jeg kan jo være ligeglad, vi er ikke sammen mere!…”

 ”Du virker ikke synderligt ligeglad!… Det er rigtigt at vi ikke er sammen mere, og så undrer du dig over hvad der er mit problem?… Ved du hvad?… Jeg be-høver ikke retfærdiggøre, rapportere og undskylde overfor dig!…”

 ”Jamen-jamen!… Er dette ikke en glædelig genforening?… Hejsa, Robert & Julie!…“ Det selvsikre store smil fra Anthon Gonivo var ligeså genkaldeligt som de luskede øjne bag brilleglassene der var en nuance af lilla-lyserød.

 ”Jah-jah, jeg ved det!…: Du er forfærdeligt overrasket over at se mig i et sådant teater og blah-blah, men var der noget specielt du ville, Anthon, udover at irri-tere mig?…” Robert måtte tage sig meget i det metaforiske kravetøj for at bevare be-sindelsen. ”Nej, intet andet end at jeg lige så dig og ville høre om du nyder din tid som fri mand, hvilket du kunne gøre bedre derhjemme. For så ville du kunne blive endnu mere fri!…”

 ”Har du ikke et sort hul du skal krybe tilbage til, Anthon?…” spurgte Robert surt, men Anthon drejede bare let om på hælen med et tørt og hånligt grin, den stillige stav løftet godt op i luften og en let-svævende kappe.

 ”Du skal ikke tage dig af ham, Robert!… Du… har altid været en bedre detektiv end han nogensinde kunne drømme om!…” ”Jeg er ikke en simpel skoledreng du skal forsvare!…” en akavet stilhed fulgte efter at Robert havde bidt af Julies velmenende fortrøstning.

 ”Men tak, ikke desto mindre!… Hrrmmm… Hør her, det er et eller andet galla i aften… Jeg tænkte på om… Det er bare… Jeg tror det kunne hjælpe mig med opgaven… Og det ville virke mere naturligt hvis… Jeg ikke kom alene…” Julie begyndte at smile; ”Dér lader det til at vi har den Robert jeg blev så vild med i første omgang!… Prøver du på at invitere mig med?… Som på en date?… Du kan hente mig ved legetøjsbutikken kl. 19, min lejlighed er ovenpå!… Men du skal nok finde noget mere… passende tøj!?…”

 Robert nikkede og de skiltes indtil videre. Han kunne ikke komme mere til bunds i sagen.  Han vidste hvad der var galt, han manglede bare mere håndgribelige beviser for borgmesterens plan. Beviser han ikke kunne skaffe før i aften.

 Hvad han dog kunne skaffe var oplysninger på det lokale bibliotek. Diverse fagbøger indenfor et emne der hængte meget interessant sammen med dagens begivenheder. Eller rettere; årsagen til dem…

Den unge ekspedient rystede nervøst da Robert kom ind på restauranten igen. Detektiven havde fået det ud ham at han havde stukket Robert til politiet, men Robert var ikke interesseret i at gøre mere ud af det lige nu.

 ”Bare giv mig det billigste og bedste!… Lad flasken stå!…” Han var blevet temmelig sulten på dette tidspunkt og havde lige købt et flot jakkesæt til i aften. Selvfølgelig havde han fået kvittering så han kunne lægge det oven i Patricias betaling, men trække det fra i skat.

 Joh, Robert Pinsville havde tænkt over tingene. Og det skulle den korrupte borgmester Fredericks snart få at føle!…