Uskyldig så den jo ud, bygningen der
husede kommunekontorerne. Og der var da heller ikke noget der
forhindrede Robert i at gå lige ind ad fordøren for derefter,
ubemærket, at gå diskret videre op af nogle trapper der lå bag
receptions-båsene.
En stille og lidt fjern fløjten fik
ham til at læne sig op af en væg og skue efter de tørre toners
ophav. Som en slags anden stemme til den fesne fløjten, lød der
piben fra små plastikhjul.
Da rengøringsdamen var gået ind et
nært depotrum for den slags personale skyndte detektiven at følge
trop. Hun nåede dårligt nok at anse ham før hun blev påvirket af
Roberts nerve-nivende næver.
Så nonchalant som muligt søgte
Robert rundt på gange op og ned efter et vitalt spor.
Rengørings-udstyret lod til at virke som et godt dække.
Det er sjovt med ord. Især et af
dem falder mig til sinds. Deja-vu. Hvis hele denne event blot var en
form for konstrueret opspind, kunne man måske godt havde synes det
dårligt forfatterskab at bruge den samme gimmick mere end én gang.
Men nu var det sådan at det skete…
Takket være en grafisk oversigt med bygningens
arkitektur (med felter inddelt i numre som; 36, 19, 37, 35, 41, 20,
16 & 11) havde han igen fundet en dør der repræsenterede stor
betydning. Det var nemlig selveste borgmesterens dør (nr. 1.0). Også
denne stod på klem, så Robert kunne følge lidt med i hvad der
foregik. Og bag den sad 3 skikkelser der var lidt for velkendte til
Robert, samt en ungdommelig, men midaldrende mands-person Robert kun
genkendte fra diverse artikler etc. som Holbæks borgmester.
”Min kone kalder mig Teddy, men mine gode
venner & kollegaer kalder mig for Theodore!… Og siden vi har
gang i et så stort projekt, er det vel på sin plads med lidt god
tone imellem os, ikke sandt, Anthon, Marcus & Peter?…”
”Jo, formodentlig, men hvis jeg må være så
ligefrem, borgmester Frede-ricks… undskyld, Theodore… Så har vi
jo stadig den anden privatdetektiv på fri fod, er De ikke bange for
at han kan spolere vores planer om byfornyelsen?…”
Borgmesteren smilede bare. ”Min gode konstabel
Katonik!… Dette går ganske ud over det felt som Hr. Pinsville
sædvanligvis beskæftiger sig indenfor. Her er jo ingen stalkede
superstjerner, eller prisoverrækkel-ser i fare for terror. Ingen
gider at interessere sig for denne lille flække!… Men alt det vil
ændre sig!… Succes’en vil brede sig som en steppebrand, stol på
mig!… Nåh, men vi må hellere se at få den middag inden
forestillingerne begynder!…”
Robert fór hurtigt rundt, greb fat i
rengøringsudstyret og fjernede sig lidt derfra, mens han foregav at
fortsætte sit sanitære arbejde som om intet var hændt.
Én for én så han dem gå ud af lokalet.
Fredericks, Gonivo, Katonik, Lemmecke og… En størrelse man ikke
kunne tage fejl af; Klepperten!…
Det lignede ikke længere end sammensværgelse.
Det VAR en helt klar sammensværgelse!…
Pludselig!… Blev alt
glas i bygningen slået i stykker efter trykbølgen fra den
eksplosion der var resultat af en bombe Fredericks havde skjult under
sit bord, og hvis man havde gået eller stået ude på gaden, ville
man kunne sig se en sky af aske, røg & ild der udvidede sig
rundt om i siderne på dette hovedkvarter for lokale sociale
myndigheder –og hvem kunne med sikkerhed sige at det samme ikke
også skete på det forfærdelige sted ude ved Stenhusvej, nær
gymnasiet?…
Eller ville i hvert
fald havde været sket… Hvis ikke det var fordi Robert havde nået
at afmontere bomben et par håndfulde timer før den var sat til at
virke!…
”Hrmm…” tænkte han for sig selv. ”Slet
ikke som i filmene, hvor de altid får formået kun lige akkurat at
afmontere bomben før den sprænger!…”
Det eneste
håndgribelige han fandt var dog kun to sedler papirer og en bog med
bureaukratiske formler og jargon som han læste lidt , men forlod
tilbage på dens plads. Begge programmer over hver sit teater. De
samme to som Robert havde stødt meget på i denne sag. Måske var
det hvad borgmesteren havde ment med at nå forestillingerne.
Begge så sjovt nok ud til at havde premiere på
hver deres store forestilling. Og borgmesteren blev vel nødt til at
se begge, som en slags embedes medføre.
Og begge var lige præcist så belejligt lagt at
man kunne nå til hver. Så det så ud til at Robert skulle en tur i
teatret!…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar