Givet, timerne i isolation var få, men det gjorde
ikke døgnets tidlige lys mindre elskværdigt. Det kunne faktisk
havde været en udmærket dag, hvis det ikke var for alt det postyr.
Bilerne der susede forbi med interval, den svage vind i
beplantningerne og fuglenes kvidren.
Robert måtte dog erkende at han var
ude i noget der gjorde dagen besværlig, og bedømte at tiden var
inde til spole mentalt tilbage…
Han huskede det hele. Han husker det
hele. Hvordan det startede. Slentrende igennem storbyens regnstråler,
mod hans sædvanlige udskænkningssted, for at endnu en gang at
drukne bekymringerne.
”Jeg skulle ha´ vidst du ville
vende tilbage her!… Først på måneden, og alt det!?…” Helt
præcist hvor højt Tender tænkte om Robert var ikke til at vide,
for attituden indeholdte en myriade af knap så ønskværdig
karakter.
”Rob, hør her… Jeg er ked af at
du blev fyret fra styrken p.g.a. dine… metoder… Og jeg er ked af
at du har svært ved at få din forretning op at køre, men
kontanthjælp kan kun betale så meget af din støt stigende
regning!… Du er en for-træffelig fyr, Robert, og du kan håndtere
nogle af de mere kedelige kunder, men jeg bliver snart nødt til at
bortvise dig før du kan betale!…”
Den alkoholdige væske i glasset,
blev svirvlet lidt rundt, men meget mod-løst. ”Ja, jeg ved det!…”
Han tømte glasset i ét drag og smækkede det ned i disken igen.
”Ingen grund til alarm, Bruno!… Jeg kan sparke mig selv ud!…”
Til trods for dørmandens barske udseende, nikkede denne anerkendende
til Robert, med et tilsvarende blik. Robert havde først lydt
forsikrende, men derefter sænkede han stemmen.
Lejlighedens lys, eller rettere
manglen på samme, stod godt til måls med Roberts humør-mæssige
tilværelse i den givende situation. Men et klik ved den beskedne
kontorlampe på hans bord, gjorde det klart at han ikke var alene.
Lige med det første havde jeg
antaget støvfnuggene og nullermændene til at være nå-et en
størrelse der gjorde det nødvendigt at tilkalde passende fagfolk.
Om jeg så hav-de råd til at hyre den slags, eller ej. Hvilket jeg
ikke havde. Da så den ubestemmelige masse begyndte at bevæge sig ud
af silhuetterne, erkendte jeg at dette kunne være begyndelsen til
enden. Og hvilken ende det var!…Opløftet og opløftende, godt
adspredt og dog så sammenføjet. Men det var langt fra det eneste
bemærkelsesværdige…
”Jeg troede ikke at jeres slags gik og leverede
salgstaler inde i folks huse!?… Du er langt fra havnen,
dukkebarn!…” Han tog sig ikke af sine egne kommentarer der var
rettet mod den unge kønne kvinde der nu stod bag hans skrivebord.
”De er inde i en svær periode, forstås, så
jeg vælger at overhøre den slags og anbefaler at De i fremtiden
overvejer Deres ordvalg nøjere, Hr. Pinsville!…” af-fejede den
unge kvinde ham køligt.
”Kun min kære moder kan få mig til handle
således som De ønsker!…” ”Og visse berømtheder,
formodentlig?…” gav kvinden nonchalant igen, og trak et par
pengesedler frem. ”Vel, sædvanligvis falder min fidus til såkaldte
stjerner, på et meget tørt sted, men skal det da endelig være, så
foretrækker jeg dem to-dimensionelle!…”
”Det var hvad jeg antog!… Nu skal du høre
sagens natur; Jeg…” Længere nåede kvinden ikke før hun blev
tørt afbrudt af Robert: ”Førhen, da jeg konstatere-de min
holdning til de kendte fik jeg vist ikke forklaret at jeg skam følger
med i den slags, at være observant er trods alt mit job… Men jeg
ved skam godt hvem De er, frøken; Linda Jensen, scene-navn: Patricia
Amora, altid opmærksomhedskrævende, uden de store ambitioner om en
borgerlig eksistens, ser udelukkende skuespils-faget som en genvej
til rigdom & berømmelse, men uden det store held i karrieren…”
``Patricia´´ virkede kun kort-varigt overrasket
ved privatdetektivens viden, og det lod til at hun tog sig selv i
det. ”Nuværende engageret på et lokalteater ude i en vis provins,
jah, jeg kender skam hele smøren!… Skrev det meste selv, jo… Men
det er netop på grund af førnævnte lokalteater at jeg er kommet!…”
Roberts detektivevner havde måske nok været
lidt ude af spillet et stykke tid, men han forfejlede stadigvæk ikke
i at kunne lugte eller fornemme potentiale for en kunde eller klient.
Dette fik ham til bløde tonen lidt op, men ikke mærkbart.
”Du ved vel også at i den by, lægger et andet
teater; ``Le Theatré de Etablissement´´?… Her på det seneste
lader det til at dette teater har meget mere held som et
tilløbsstykke end vi har på Den lille Scene!…”
Igen kunne hans egenskaber fornemme hvor dette
ville bære hen. ”Og du vil have mig til at undersøge hvorledes
dette kan forholde sig?!… Har i overvejet at få noget bedre
materiale, måske gøre lidt mere ud af jeres promotion?…”
”Vi gør hvad vi kan, men vi har en mistanke om
at Le Theatré har flere ressourcer at gøre godt med!… Måske
noget større støtte fra kommunekontoret!…”
”Til trods for at værende en travl mand, der
sagtens kunne få bedre betalte jobs, må jeg erkende at din
problemstilling interessere mig… Tag De blot hjem, lille frøken,
og vær sikker på at jeg følger efter om nogle dage!…”
Med den konklusion gik Patricia ud af bygningen,
men hvad Robert på in-tet tidspunkt vidste, var at hun ringede op
fra sin mobil udenfor. ”Ja, det er mig!… Jeg er i Købskilde!…
Ja, han er hyret!… Udmærket!… Nu kan vi kun vente!…”
Så sådan havde det altså startet. De følgende
dage brugte han på at forberede sig, men nu måtte han vende tilbage
til virkeligheden, for der, om hjørnet, kom gående endnu en af hans
gamle undværlige bekendtskaber: ”Nå, Robbie… Hvordan føles det
så at være en fri mand?…”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar