UU: BB, Kap. 18: Herfra Og Til Uendeligheden!...

”Roomservice!…” ”Nej, tak!… Jeg har ikke lyst til mere af den slags lige nu!…” Selvom Roberts afslag var høfligt var det ikke ubegrundet. ”Åh, jeg tror nu at denne her form for room-service vil være til deres glæde, Mr. Pinsville!…” Nu begyndte Robert at forstå tonen i tjenerens stemme. ”Nåeh… Så det mener du?…”

 Julie Kappelow stod på den anden side af døren ind til hotel-værelset. Hun vidste at han havde opdaget det spil hun kørte, men der kunne være andre og nysgerrige øjne så hun gjorde hvad der var muligt for at virke naturlig i sit tjener-outfit.

 Dog blev hun noget forundret over de ben der stak frem fra badeværelses-døren. ”Nårh, ja… HAM!… Han hedder Stumme-slag!… En tidligere modstander!… Der er sikkert mange af mine fjender der har fået nys om at jeg var her, så en af dem har sendt ham herhen for at afslutte jobbet!… Du kan se hvordan det endte!…”

 ”Ja… Ik´ noget at sige til du ik´ var interesseret i roomservice eftersom h-an lige forsøgte det samme nummer!… Eller næsten samme/ slet ikke samme nummer… Men vi måtte jo ikke se hinanden så jeg blev nødt til det…” Robert gjorde tegn til at Julie måtte stoppe med at snakke. Herefter smed han sin jakke op mod et hjørne hvor den blev hængende.

 ”Så kan vi snakke uforstyrret!… De har hele stedet her overvåget for sikkerhedens og informationens skyld!… Det er bedst at du ved så lidt som muligt!… Hvad vil du vide?…”  ”Det hele!… Hvorfor blev du bragt hertil og hvad skete der på El -& Vandværket?…”

 ”Tjaeh… Så vidt jeg forstod startede det med Fredericks byfornyelses-projekt. Lady Samantha Godiva Crowsfeet blev mistænksom. Hvorfor skulle der støt-te til et foretagende der sagtens kunne køre selv?… Og hvis den kommunale såkaldte administration skulle bruge såkaldte kræfter på at virkelig at støtte op om kulturelle tiltag…  Jah, så vil der være grund til mistanke!… Desuden havde han fået sin beskik-kede bodyguard –Klepperten, du ved, til at bruge sine kontakter og hyre et privat vagtværn…  Med det ry som Katonik havde fået ved at leve på mine succes’er blev ham & Lemmecke hyret til at undersøge nærmere!…”

 ”De kom godt ind i varmen hos Fredericks og gik så langt som til at mel-de sig ind i frimurer-ordenen!… Men Katonik vidste at de fik brug for min hjælp, selvom han aldrig vil indrømme det, så han fik Patricia til at hyre mig!… Det var i virkeligheden derfor at jeg blev sat fri; så jeg kunne fortsætte mine undersøgelser!…”

 ”Fredericks vidste ikke noget om Katoniks bagtanker, og gik kun med på idéen for at holde mig ude af spillet!… Men for at være helt sikker hyrede han den eneste anden der nogensinde er i nærheden af eller har været på mit niveau; Anthon Gonivo!… Klepperten har længe haft arbejdet for Fredericks i forvejen!…”

 ”Så gennem diverse undersøgelser og forklædninger fandt jeg ud af hele hans plan. Da jeg stak næsen lidt for langt frem, prøvede de at sætte en permanent stopper for mig, men også det overkom jeg!… Du havde ret!… Ikke usædvanligt!… Fredericks var, er og vil desværre nok stadig være bureaukrat hele vejen igennem!…

 Da jeg kom ind i El -& Vandværket huskede jeg dé ord du sagde og havde sagt… Og besluttede mig for at fange ham i hans eget spind og spil!…”

 ”Han opretholdt muligvis et godt forsvar og kunne sikkert slå en proper næve, men lige så snart –i det selv samme øjeblik han ikke kunne forbigå en chance for at den sociale status quo ville blive kompromitteret… -DA var han fortabt og over-vundet!…”

 ”Katonik udfyldte hullerne… Fortalte resten, alt det jeg ikke i forvejen vidste, da han afsluttede slagsmålet mellem mig og Fredericks på el -& Vandværket!… Katonik vidste godt at han ikke burde dele så rundhåndet ud af detaljerne, men han syntes vel, professionelt som personligt, at det var den mindste frynsegode han skyldte mig!…  Selvom han ikke vil(le) indrømme det overfor nogen!…”

 ”Jeg blev lappet sammen på Holbæk Hospital, mens politiet tog sig af papir-arbejdet og kørte bagmændene i fængsel. Katonik hidkaldte kollegaer, brandvæsen etc. fra nær og fjern!… De medlemmer der ikke var korrupte, syntes at mit frynse-gode skulle være en nat på deres fineste hotel!… Var der mere?…”

”Næjh, ik´ andet end hva´ jeg synes dit frynsegode skulle være… Hvis der er så mange der ude efter dig, må vi hellere få det bedst mulige ud af den alt for korte tid vi endnu stadigvæk har sammen?!…” konkluderede Julie med en tvetydig og alligevel ganske tydelig tone og mimik.

 Lemmecke kom lige tilbage ind i overvågningsrummet efter at havde hentet en forfriskning og kunne dårligt tro hvad der udspillede sig på skærmen der var koblet op med det lille hjørne-kamera hvor detektivens jakke lige var faldet ned fra.

 Desværre for Lemmecke havde Robert nu smidt sin hotel-slåbrok op for det i stedet, mens han lænede sig indover en afklædende og sødt grinende Julie. Godt det samme for nu stod Katonik i døren til overvågningsrummet og hostede bestemt af Lemmecke.

Timer Senere:

”Vi tager en stor chance hér… Gå sammen til toget!…” Trenchcoatens krave var trukket godt op og fedora-hatten trukket godt ned. Julie måtte nøjedes med at skjule sit ansigt via nogle store solbriller og et tørklæde om hovedet på go´ klassisk facon.

 ”Hold dog nu op, søde… Hvis du tror jeg blot er endnu en af de piger du kan efterlade i sengen, mens du tager på nye eventyr, så kan du godt tro om igen!…”

 ”Jeg bilder mig på ingen måde noget sådant ind!… Det er bare…”

 ”Hvad?… Er det nu at du fortæller mig jeg vil fortryde det hvis jeg tager med?… Hvad så om vi ikke kan ses før at sagen er officielt lukket, jeg trænger efter-hånden til spændingen!…” ”Nej… Det er nu at jeg fortæller dig, du vil fortryde det hvis du ikke bliver!… Hvad du har brug for er den stabilitet i livet som jeg ikke kan give dig!…”

 ”Desuden har byen her brug for dig!… Den trænger til en kærlig hånd med at genopbygges!… Og jeg ved fra personlig erfaring at du har sådanne nogle!…” ”Men jeg har brug for dig!… Jeg… <Hurghn>!… Okay… Du har ret, selvfølge-lig!… Men er du ikke bange for at der ska´ komme konsekvenser af de seneste begiv-enheder?… Hvordan ka´ nogen os være sikre fra… dem-der-du-ved-nok?!…”

 ”Nej, normalt tror jeg ikke at ved hvad du snakker om, men hvis du mener frimurerne så sig det blot frit!… Jeg er sikker på at du garanteret må ha´ opfanget andetsteds fra at frygten for et hvilket som helst begreb kun næres i dens uanerkendelse!… Nej, de var bare en slags… gimmick, om du vil… For at nå højere planer!… 

 Hvor plat det så muligvis end må virke… at bruge dem til dét!… Men de planer var FOR høje!… Dén slags fungerer ikke på længere sigt, så vidt vi ved!…”

 ”Fredericks gik kun ind i dén gruppe for at have en syndebuk… Så kunne han komme af med dem også… Dem er der jo heller ikke plads til i hans verdenssyn… Desuden, hvis de så gerne vil forblive i og med deres hemmelighedskræmmeri ville det bedste for dem at gøre, nok være…; ingenting!…” ”okay…” fandt hun det beroligende…

Så det var alt. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på… Vil alle de andre der er her i byen, hvert et sødt ansigt, minde mig om hende?… Jeg ved det kan virke dobbelt-moralsk at jeg ikke tager hende med. Julie. Men hun ville ikke kunne holde til det liv jeg fører. Sådan er der også nogle der er. Det beviser hendes følelsesmæssige nedbrud hun har lidt under denne affære. Og hun må kunne lide byen her, ellers ville hun nok ikke være så taknemlig som hun var nogle timer tidligere…

Mens stationens anlæg begyndte at spille hvad der sagtens kunne være hans eget tema, tog privatdetektiven Robert Pinsville afsked med sin gamle flamme og satte sig ind i toget før det begyndte at køre ligeså stille og roligt ud af provinsbyen Holbæk der sagtens kan drive målet til noget større – hvis altså ellers indsatsen og ambitionen er derefter!…

UU: BB, kap. 17: Det Endelige Opgør!... (Kontroversiel Kultur Kontra Konservativ Konformitet)

Hvor paradoksalt det end virkede stod El -& Vandværket nu, som resten af byen, også i flammer, og borgmesteren i den anden ende af hallen og på god afstand af/ fra detektiven som kun selv lige akkurat listede sig ind ad entredøren. Selv ikke vinden fra de smadrede vinduer kunne stilne de brændende brædder der var faldet ned på må og få.

Nej, Robbie havde ingen idé om hvordan det kunne komme så vidt, ej heller havde han nogen idé om at Theodore Fredericks selv lige havde stået og tænk over hvad der førte til denne dags begivenheder.

 Ikke helt sikker på om Fredericks havde set detektiven og hørt hans stemme tidligere i denne begivenhedsrige dags forløb, stillede Robert sig, bogstaveligt tal-t, med ryggen tæt ind mod det lille stykke af væggen der endnu ikke udgjorde de ind-re døre til selve hallen. Således var han forhåbentlig i blind vinkel til, og derved ude af syne for, Fredericks der stod i bar overkrop for ikke at bukke under for varmen.

”Såeh-danne der, jaeh… Ikke flere utæmmede udfoldelser, lad os i stedet sørge for at også dette sted ligesom det tidligere ”besøgte” galleri –brænder!…” gnæggede den lille mand, mens han antændte en piercienne-snor med en moderne fakkel; en gaslighter.

 ”Du er vist ikke som din kollega og fornavnebror?… Mere som en vis anden indflydelsesrig magthaver fra fortiden –nærmere bestemt det gamle Rom?… ”* ”Så lad mig lige forstå det her ret; der er noget DU ikke forstår –og så MÅ & SKAL det bare brændes?… lad mig lige se; Hvem i verdenshistorien var det nu også lige der gjorde noget sådant?… Nåeh… Åh, jaeh…” Robert kunne ikke længere sidde alt dette overhørigt, og blev nødt til at blande sig –uanset prisen!…

 Den pyromandiske provinsproletarpolitiker fór om på hælen. ”Åh, sikke nogle kløgtige analogier og sammenligner/ -lignelser, at komme med!… Men du lige tro og være ganske sikker på at sådanne ting bør brændes…”

 Han tog nu til i løb mod detektiven. ”Godfather-agtige lemlæstede heste, fisk i blender… LORT PÅ DÅSE!!!!????…”

 Uheldigvis for ham, skulle/ burde han aldrig havde gjort det. For så straks han havde nærmet sig, fik Robert jaget et overordentligt voldsomt knytnæve-slag ind mod Fredericks nakke og baghoved. ”Ja, uha… Dét får én til at tænke, gør det ikke?…” Som modspil til det blev detektiven fældet af et lavt-fejende cirkelspark fra Fredericks der åbenbart –muligvis i forbindelse med sit arbejde, havde benyttet sig godt af den lokale kampsportsklub der ikke lå så forfærdeligt langt fra deres nu-værende position.

 Mens den magtsyge myndighedsrepræsentant rejste sig op for at ville ho-vere og højst sandsynligt udnytte sin modstanders vandrette beliggenhed, øjnede spo-rhunden sin chance for at albue sig fremad og via håndfladerne, kom han op på bene-ne igen der satte i en omgående spurt der fik ham og El -& Vandværkets væg på me-get nært hold. Han blev hurtigt forfulgt af provinsbyens propaganda-påsætter.

 ”Så du er den berygtede detektiv?… Måske du burde slå dine folder på en scene eller ude på havet?!… Men noget må jeg dog give dig… Ser du, en gang var jeg en gang, også ung & ambitiøs som dig en gang…”

 En hastig afdrejning til hallens koncertscene fik pludselige vendt om på rækkefølgen af de to kamphaner, til privatdetektivens umiddelbare fordel da denne derved kunne få et spark ind i ryggen på Fredericks der gav et groft brøl af sig, dels i smerte og dels i overraskelse (selv om han selvfølgelig ikke ville indrømme dét)!…

 ”Åh, jah, såeh?… Hvad skete der?…” I ét spring lykkedes det privatdete-ktiven at komme ned fra scenen, bag om Fredericks, få bøjet dennes ene arm om på ryggen, med godt greb i nakken og tvunget brystkassen ned mod scenekanten, så hovedet var i en vinkel over.

 Dét holdt dog ikke længe for der blev bogstaveligt talt trådt over tæerne, og svunget baghovedet mod detektivens næseryg. Op på scenen sprang Fredericks lige så snart han var blevet sluppet fra af Pinsvilles greb, da denne nærmest virkede som om at han ville forsøge at enten helt stoppe, eller i det mindste tilbageholde de små blodstrømninger der piblede frem ud af næseborene på ham med den sammen-foldede tank-top han havde taget af til samme formål.

 ”Lige siden jeg var en helt purung purk har jeg altid haft en uforlignelig forkærlighed og potentiale for at inddele diverse begreber, hvor konkrete eller abstra-kte de end måtte være i deres natur, i alskens tilpassende rammer og kasser!… Selv mit ægteskab er pro-forma… Et kæmpe skattefradrag… En måde at stige i graderne på!…”

Robert fandt dog hurtigt fokus igen og jog fremad mod den korrumperede konsulent, men lige lidt hjalp det mod dennes næsten utrættelige serie af spark –og det til trods for at privatdetektiven formåede at parerer/ blokere hvert en indkommen-de fuldtræffer med sine arme.

 I kampens konkrete, og bogstavelige, hede havde et jernrør (der tilfældigt lå på scenegulvet –sikkert et levn fra en optræden eller reparation) rullet ned på det underlæggende gulv og hen til/ for opdagerens fødder.

 Og i et af de split-sekunder Fredericks stod på begge sine fødder, fik Ro-bert sparket røret op i sin hånd og svingede nu vildt med det i begge sine hænder mod borger-betvingeren, muligvis i slet skjult raseri over den tidligere benævnelse af hen-de, men forgæves da Theodore tilsyneladende kunne time sine hop lige præcist nok til undgå slagene.

 ”Så, grundlæggende var du en enorm stræber?… Tillykke!…” Da detektiven ville, for en kort bemærkning naturligvis, ømme sine arme efter al den svingen rundt med røret, satte social-sektorens sultan sine sammenknyttede –og foldede hænder í mod Roberts hovedbund, men heldigvis nåede denne at blokere/ parerer med jernrøret, og endnu mere utroligt, løfte op i de angribende arme, så disse –med resten tilhørende, blev kastet af scenen og et forholdsvist relativt godt stykke bagover Robert.

 Desværre fik dette detektiven gjort lidt hoven, og han tog sig lidt for god tid til at gå fremad mod sin fjende, mens han fægtede og ”viftede” elegant med røret.

 Fredericks virkede ellers fortørnet og mør, men det skulle hurtigt vise sig at blot være spil for galleriet, eftersom hans hænder fik grebet fat om jernrøret da Robert vil forsøge at tvinge det ned over skrankerytterens torso.

 En mere intens og indædt kamp, baseret på rå og ubetinget maskulin styrke, fulgte nu da begge parter prøvede at tvinge røret mod den anden. ”Sikke noget af en monolog du har kørende dér!… Hvor har du lært alt dét vrøvl?…” Stillingen skiftede i et ubestemmeligt tempo og favør. Men endte i en, om end usportslig, slut-stilling da borgmesteren sparkede begge sine samlede fødder, lige durk drevent ind i panden på privat-detektiven, så denne måtte bakke hostende, dog stadig med godt greb o-m røret.

  ”Dét må være i folkeskolen… Modsat så mange andre af mine med-skole-gængere lavede jeg faktisk samtlige lektier vi fik for!… Og jeg lyttede efter i timerne!… Til alt det ``vrøvl´´ de sagde!… Og der var bestemt meget vrøvl!… Tænk over det… Hvorfor tror du vi støtter den slags så meget som vi gør?… Dagsinstitutionerne, folkeskolen, politik –det er alt sammen forbundet!… Vi kan bruge hinanden!… Mere end en flok utilpassede unge!…”

Theodore så dette som sit snit til at prioritere defensiv højere end offensiv. Dog ikke så højt som evt. at flygte helt ud af bygningen. Denne gang ville han forsikre sig at godt-gøreren vil bukke under og ikke forpurre nogen planer.

 Tumlende sig op på benene og lettere forpustet foroverbøjet kastede Robert røret af sted i luften mod den konservative kamphane. Men denne greb det blot i luften og kastede det tilbage mod dens oprindelsessted.

Sådan skiftede jernrøret ejermand i en lille rum tid, fra tid til anden, indtil borgmesteren blev så træt af dette at han lavede en baglæns salto, og med landing på hænderne sparkede røret væk fra sig igen. Da han var kommet på benene igen fortsat-te han i sin trance-lignende tilstand; ”Det var i dét øjeblik at jeg indså der ikke var den formel jeg ikke kunne redegøre for!... Ikke dét dokument jeg ikke kunne gennem-skue!… Ikke dén attest som jeg ikke var i tvivl om eksistens og/ eller indhold af!…”

 Røret var ikke lavet af en særlig stærk legering og gav endelig efter for alle de slag den havde modtaget og var blevet påvirket af. Hvilket resulterede i at den delte sig i to mindre stykker, mens den endnu fløj i luften.

 ”Så, grundlæggende; udover at være en enorm stræber var/ er du altså også en kæmpenørd?… Og ikke en gang, den mere cool slags nørd der bruger sine evner i det fælles bedre?!… Tillykke!!!!… Du er virkelig noget imponerende unikt!..” Pinsville ville løbe i dækning, men besluttede sig så for at fange dem alligevel. Hvilket han gjorde. Med ryggen til. En i hver hånd. Fredericks brølede og fik svar på tiltale af Robert. Så spurtede de begge mod hinanden, og da de nåede dertil fik Fredericks fat rørets individuelle brudstykker –uden at Robert endnu havde givet slip på dem.

 ”Ydermere indså jeg at hvis der var intet mere af den slags som jeg ikke kunne havde med at gøre, hvorfor skulle andre så havde at gøre med det de kunne?… Så ville der jo ikke være meget mere for mig at gøre!…”

Lidt af samme kamp som før gentog sig nu, og blev ikke stort ændret af at de begge antog den ene ville sparke bagud mod den anden i ryggen. Så ikke nok med at de atter ”dystede” om at presse den anden ned, de gjorde det nu også med fødderne, således at de begge kun stod på et ben hver. ”Så du lever af andres lidelser og skæbner?… Perverse parasit!… Vamle vampyr!… Men kan du ikke se det paradoksale og dobbeltmoralske i at afholde folk fra deres ambitioner, når nu du selv så tydeligt har nogen?…” Til sidst blev presset dog for meget for dem begge og de tumlede et stykke frem til hver deres side, med hver deres rør-stykke.

”Ambitioner?… PHFAAAAH!!!… Den gængse arbejds-borger er et styk-ke får der hopper i marken det meste af dagen og blot fodres af hvad hans herrer end nu bestemmer!… Og bliver noget lidt for alternativt til dem, fremmedgøre og brokker de sig over det, men det, i det store og hele, fåtal der tør stille sig frem… Dem bør man holde øje med!… De udgør en trussel mod status quo og kan ikke tolereres at lade gå for frit rundt.   Dét er min ambition at sørge for!… I øvrigt, ser du ikke det paradoksale og dobbeltmoralske i at de SELV finder bureaukratiet for alternativt og fremmedgøre det derved?…”

 Da den ene gjorde mimik til at kaste rør-stykket gjorde den anden det også, men dette nåede de begge at se så ingen nåede egentlig til rigtigt at kaste det. Det skete dog i sidste ende, men begge rør-stykker prellede af på hinanden midt i luften, med et metallisk klang og endte i hver deres stikflamme, hvis afgivne røg –som så m-ange andre stikflammers, aldrig rigtig nåede at blive mere tyk end at det/ den kunne sive ud af de store og smadrede vinduer.

”Næh, du… Ikke rigtigt… Hvis bare systemet virkede!… Desuden, synes jeg at den gængse arbejder er generelt, ganske fortræffelig i sin velvilje til at udføre et ærligt stykke håndværk!… Og lidt sund skepsis har, så vidt jeg ved, endnu ikke skadet nogen eller noget!… Trods barnligheden i dette gamle mundheld; hvis de andre ikke må aspirer højt –hvad så med dig selv?… Hvorfor ikke satse mere på de menneskelige værdier -for når det hele kommer til alt; hvad er så et samfund… Hvis foruden kultur?…”

Som om varmen & slåskampen ikke var nok (navnlig for Fredericks der havde opholdt sig længere og mere ihærdigt i den) blev det nu Roberts afsluttende konklusion der fik det meste luft ud af borgmesteren med et dybt åndedrag så han dejsede om.

Ligeså snart herefter hørtes der en pistol blive ladet med et stille og lettere metallisk klik. ”Jamen, dog!… Jeg kan ikke sige at det er en stor overraskelse at finde dig her, Robert!… Og hvordan har du så haft det?…” Med en udstrakt revolver stod Konstabel Katonik nu i døråbningen fra hallen til entréen og storsmilede. Det var ef-terhånden trættende så mange der viste sig at modarbejde detektiven, men der var noget i luften denne gang, der fortalte ham at tingene muligvis forholdte sig anderledes. Muligvis forholdte sig anderledes.

UU: BB, kap. 16: Starten På Slutningen!...

Flammer. Byen stod i flammer og det stod klart for privat-detektiven at hans aktuelle opgave snart måtte afsluttes. Så snart han nåede Holbæk havn smed han et reb rundt om en pæl til fortøjning, slukkede redningsbådens motor og kravlede op langs kanten.

 ”Jamen dog!… Du er virkelig opsat på løse den opgave jeg hyrede dig til, hva´?…” Den velkendte kvinde-stemme var straks mindre betryggende da sætningen blev afsluttet med et spændings-klik fra pistolen som samme person holdte i hånden.

 ”Patricia, hva… Åh, er det sådan det står fat, hva´?… Har du været inde i det her hele tiden?… Burde jeg vel havde forudset!?…” ”Du må du forklare mig!… Du er jo detektiven, trods alt!… Troede du virkelig at du havde chancen hér for et comeback?…  At du hjælper en lokal skuespiller og så selv ville blive en stjerne?…”

 Robert stod blot og grinede tørt over hele situationen samt sin egen blindhed. ”En lokal skuespillerinde der selv troede hun ville kunne blive en stjerne hvis hun fulgte med dem der så ud til at vinde i sidste omgang?… Men, stjerneskud har det med at falme og falde, troede dog du havde gjort det for længst!…”

 Patricia holdt nu pistolen oppe langt mere truende. ”Nej, det er dig der falder og falmer ved et skud!..” Men inden nogen dem havde nået længere, fór Julie Kappelow frem fra sit skjul ved nogle tilfældigt stillede kasser og fik skubbet Patricia til side så skuddet gik op i luften.

 Med den ene hånd i et fast greb om Patricias håndled, så han ikke kunne bruge pistolen og den anden hånd rundt om dobbelt-spillende dames hals gav Julie hende en sådan mavepuster med knæet at pistolen blev sluppet. Robert greb hurtigt fat i denne, men  Patricia var allerede uskadeliggjort takket være et dobbelt albuestød i Patricias nakke da hun pludseligt bukkede sig sammen grundet mavesparket.

 ”Det her er for at brænde min by, bitch!… Det her er for at røre min fyr… Og det her er for at du er den du er!…” samt andre lignende fraser strøg fra Julie me-ns hun endelig kunne afreagere over sine frustrationer som Patricia selv havde givet hende. ”Mind mig om, aldrig at pisse dig af igen, Julie, min ven!?…” Med en hurtig og forpustet vejrtrækning tørrede hun sveden af panden; ”Det har du allerede gjort før… gentagende gange, faktisk!… Men det er lige meget nu!… Hold pistolen mod sækken dér, mens jeg binder hende til en fortøjningspæl!… På den måde laver hun ingen numre indtil myndighederne henter hende!…”

 Som sagt så gjort. Ikke så snart havde Julie rejst sig fra sin hug-siddende stilling før hun ved synet af umiskendelig skikkelse råbte; ”ROBERT!!!…”

 Det kraftige sving som Klepperten havde slået ud i var lige ved at ramme detektiven oven i hovedet lige som før, men via Julies advarsel kom det dog ikke så langt. Ikke desto mindre blev pistolen slået ud af hans hånd. Op-dykkende fra sin undvigelsesmanøvre satte  Robert i spring ovenpå de samme kasser som Julie havde dukket frem fra. Nede på betonen og den anden side af kasserne igen, satte Robert videre i løb og lidt derfra kunne han høre Julie brokke sig over at have tabt patronerne bedst som hun havde samlet pistolen op igen.

 Indenfor en overskuelig afstand fik Robert øje på en form for bygnings-kran. Eftersom Klepperten virkede mere opsat på at få hævn over Robert end at sætte efter Julie, der udgjorde perfekt gidselpotentiale og uden hendes pistol var ganske forsvarsløs mod en så grum og grusom person som Klepperten nu engang var, så det ud til at Robert nu endelig fik en chance imod denne.

 Skarpt forfulgt kravlede han hastigt op af kranens trapper, men mistede fodfæstet for en kort bemærkning da Klepperten fik fat i hans ankel. Et hurtigt spark med den anden fod i  Kleppertens ansigt fik dog rollerne ombyttet længe nok til at detektiven kunne slå dørens glas ind og få åbnet med håndtaget indefra.

 Bedst som Klepperten var nået op på det sidste trin igen, fik Robert hop-pet indenfor og smækket døren så hårdt ind i hans blod-opsatte forfølger at denne røg hele vejen ned igen.

 Robert fik opstartet kranen med en hurtig kortslutning og drejede førerhu-set så hurtigt rundt at kæden svang med, lidt bagefter og da Klepperten var kommet til hægterne igen tog kæden ham med i farten. Klepperten måtte havde haft svært ved at holde fast på krogen som kæden sluttede ud i og der lød et kæmpe plask i vandet grundet farten og afstanden som Klepperten styrtede ned med og Robert var ganske sikker på at ikke længere ville få noget mere at se til denne af hans mange fjender der bare ikke kunne tage en hentydning.

 Han løb ned fra kranen og hen til Julie der nu endelig havde fået orden på pistolen som hun holdte hen mod Patricia der var bevidstløs og fastbundet til en for-tøjningspæl som Julie havde sagt at hun ville gøre. Og det var ikke det eneste som Ju-lie havde at sige af interessante sager.

 ”Så tror jeg at vores bredskuldrede bryder-type ballademager er sat ude af spillet!…  Hvordan har du haft det, skat?…” Roberts sidste morsomhed var baseret på hvad han syntes at kunne havde hørt Julie konkludere overfor Patricia før. ”Jeg ved at jeg ville havde dig til at være mere menneskelig og følsom, men du har en lang vej med hensyn til din humor!… Dog ved jeg ikke om man skal stole på møgsoen dér, men ifølge hvad hun fortalte mig før hun besvimede igen, er det her vigtigt!…”

 ”Jaså?… Hvordan?… Hvorfor?…” ”Du burde virkelig blive journalist, så skarpt du kan spørge ind til tingenes tilhørsforhold, men kender du noget til frimurer-ne?… Det er flere århundreder gammel gruppe!… Men deres afdeling i denne by er egentlig bare en rygklappende samling af byens sociale spidser, men Fredericks… Han er en bureaukrat hele vejen igennem –han skal nok fanges i sit eget spil!… Søde pektoraler, i øvrigt!…”

 I kampens hede havde Robert ikke tænkt nærmere over at han havde fået smidt sin ``lånte`` marineblå rullekrave-striksweater og hans overkrop nu kun var dækket af en sort tank-top der overlod meget lidt til fantasien. Men han var mere fokuseret på den nye information. ”I det mindste er der ikke involveret noget paranormalt… Den slags gør jeg mig ikke i!… Derimod har jeg en kollega i Århus… Hvorfor dog alligevel altid mig?”

 ”Tjaeh, vi kan nok ikke nå at få ham herover og jeg skal holde øje med h-ende her!… Fredericks skulle vist opholde sig det gamle el/vandværk derovre, i gang med at ildspåsætte det… Du må hellere sørge for det ikke lykkedes ham…”

 ”Klepperten ser ikke ud til dukke op igen, lige foreløbig og du har åben-bart situationen under kontrol her, men der er en ting jeg må bede dig om at gøre for mig!… For gammel venskabs skyld!?… Tag denne sagsmappe, det er bedst at du ved så lidt så muligt om den, men hjælp nu venligst alligevel og giv den til de rette myndigheder, skulle jeg ikke komme tilbage!…”

 Af uforklarlige årsager blev Julie lidt nervøs ved den forklaring. ”Joeh… Det kan jeg da godt, men hvad mener du med at du ikke kommer tilbage?… Det gør du da, gør du ik´?…” Han sukkede dybt. ”Ikke sikkert hvis det siger eller sagde at Patricia siger eller sagde er rigtigt!.. Jeg har ikke rodet med opgaver af sådan en hér størrelse siden…”

 ”Første gang vi…” Fortsatte Julie lavmælt og stilfærdigt. ”Tog på eventyr sammen?…” afbrød Robert hende sødt og ligeledes stilfærdigt, dog med en lidt grovere og maskulin stemmeføring, uden at være klar over at det skyldtes hans nervøsitet over hvad hun sikkert nok ville havde sagt. ”jaeh… Her ser jeg på dig, søde!…” fortsatte han i sit mest lavmælte stemmeleje og kunne mærke at de virkeligt havde et rigtigt og ægte moment her.  ”Nårh, <host> jeg må hellere se at afslutte den opgave som jeg kom for!... <host-host>” han rettede lidt på hvad der var tilbage af sit tøj og satte i løb over mod el/ vandværket som Julie tidligere snakkede om og ikke lå ret langt væk derfra.

Min gode hvem-end-det-nu-måtte-tilkomme; Skulle jeg ikke havde overlevet hvad der nu nødvendigvist måtte følge, så kan jeg kun håbe på at blive anset for at forsøge. Forsøge at stoppe misdæderne. Fredericks stod bag. Jeg håber at kunne regne med Dem.

”Nu ikke så let-på-tå, min gode kollega!…” Mærkeligt nok havde der ikke været no-gen ved indgangen da Robert nærmede sig, men nu blev der lige pludselig hevet i ha-ns sorte tank-top. Af Anthon Gonivo´s lige så sorte stav.

 ”Jeg ved at du har gjort dit bedste. Og gjort dit bedste for at ignorere mit tilbud da vi mødtes ude foran politistationen tidligere i dag. Men nu må legen altså slutte her!… Vi er begge blot simple lønslaver, men netop derfor kan jeg ikke tillade at du fortsætter dit i forvejen fejldømte togt for såkaldt retfærdighed!… Jeg skulle jo gerne havde nok penge til at invitere den små frøken Julie ud på et ordentligt sted og ikke en eller anden bar hvor du alligevel har for stor en regning i forvejen!?…”

 ”Du er ude på tynd is, Gonivo!… Og jeg vil råde dig til at holde hende udenfor, selvom hun har bedre smag end dig!…” ”Muligvis, men forandring fryder, ligesom at jeg lige lærte dig noget med samme sætning!?… Jeg forstår at Julie har en charmerende side med sådanne små guldkorn?…”

 ”Jeg har din frydende forandring til dine små guldkorn lige her, Gonivo!…” rasede Robert og hev fat i den lille stilede mandsperson. ”Jeg havde ikke troet at selv du ville nå til en så lav form for humor?… Hvem skriver for dig?… Og jeg havde heller ikke troet at du slog på en fyr med briller?…”

 Robert smed nonchalant de cirkelrunde briller med lilla eller lyserødt glas ned mod Anthon der nu lå på asfalten ved El -& Vandværkets indgang med en blødende næse. Det var noget helt andet end det sidste og tidligere opgør med Klepperten.

 Han kunne i det mindste slå fra sig. Og det var et spørgsmål om overlevelse. Her var det blot to rivaliserende mænd fra hver sin side af samme af samme profession der udvekslede meningsholdninger.

 Robert var ved at blive rigtigt godt træt af slås med så mange i træk efter en hel eftermiddag der nærmest syntes dødstille i forhold til. Dødstille. Det var det helt rigtige ord at bruge. Selvom flammerne slikkede løs i langsomt tempo af bygningens materialer var der en uhyggelig ro som der havde været gennem hele byen den forrige halvdel af dagen.

 Mens han fortsatte sin færd, kunne der ikke hjælpes andet end at spekulere over hvad der mon kunne få drevet et individ så langt ud. Hvad havde der sket for & mod Theodore Fredericks til at drive den så vidt?… Hvad, i sandhed…

UU: BB, kap. 15; Kæden - og hvad hjulet gør!...

De pæne pastelfarver muntrede ej just til opildninger af nogen art. Bedst som per-sonalets overordnede foretrak det. En lyd gjorde sig særligt markant gældende gen-nem den ellers ganske hyggelige institutions lokaler og gange.

 Det var lyden… af et spædbarns leg og syngen. Mere eller mindre koordi-neret med de hule træklodser som percussion i en jazz-jam-session.

 Skuende, betaget & veltilfreds, over resultatet af sit værk holdt barnet nu inde med sin legen, og i stedet for sang fremgav han en anden slags lyd.

 ”Theo?… Hva´ er der?… Hva´ vil du?… Har du noget at vise mig?…” en af pædagogerne henvendte sig blidt mod barnet og så på det stykke legetøj, denne ha-vde beskæftiget sig med. En træ-kasse hvor dele af toppen var udskåret i alskens geo-metriske figurer –trekant, firkant, cirkel, stjerne, etc. pædagogen vidste godt at det var ikke længe siden det lille barn havde gået i gang, og det til at han allerede var færdig.

 ”Har du fundet ud af det her helt selv?… Så hurtigt?… Det ville nok hav-de været en bjørnetjeneste slet ikke at lade dig beskæftige med det, men det er i hvert fald vigtigt at tænke indenfor kassedeling –forstår du?… Dét er vigtigt… At tænke indenfor kassedeling…”

”Nå, unger… Nu er jeres første formningstime ved at være forbi, så hvis jeg lige må se hvad I har lavet… Nøøøj, Theodore, sikke flotte du gjort de her bille-de-bøger –ingen overflødig farvelægning, du holder dig simpelthen indenfor streger-ne… Det er vigtigt… At holde sig indenfor stregerne…

”Errrjjj, jeg er fri!… Jeg er fri, spil mig!… Nej, mig! Årh, helt ærligt, for…” Pludselig var timen –og dermed kampen, ovre og eleverne var på vej i bad.

 ”Godt spillet ellers…” ”jah, godt spillet…” ”Hey, Theo?… Skal du ikke også?…”

 ”Jo-jo, men det er sidste time, så man kunne godt spare på vandet og pengene og vente til man kom hjem, men så bruger man det jo bare der, så det kan være det samme… Men heldigvis har jeg fået indført at lektier skal laves på bus-turene…”

”Ja, hva´ er der, unge hr. Fredericks?…” Theodore havde selv frivilligt valgt at tage på inspektørens kontor. ”Jo, undskyld, men det er bare… Jeg var lige blevet færdig med at stå i skolekantinen, og kom tilfældigvis forbi dens budget-liste;

behøver vi betale så meget når vi køber udefra?… Det kunne sagtens gøres billigere og så kunne vi hæve priserne for eleverne…”

 ”Vi har godt nok lagt vægt på kvalitet, men hvad du siger lyder også tilta-lende… Jeg sætter det i gang…”

Efter opfordringen fulgte Theodore med den spinkle ældre mand der var blevet kontaktet af damen ved skranken som den nu-færdig-uddannede Fredericks først havde henvendt sig til.

 ”Nåerh, så du er den nye knægt, her, hva´?… Jamen, bare rolig –der sku´ vær´ nok at se til… Rigeligt at rive i… Jeg ved hvad du kan starte med…” Efter en-delig at være stoppet i et ordinært-udseende kontor-lokale, fortsatte den ældre herre;

 ”Se, den her store stak dokumenter… Dén skal nemlig gerne sorteres…”

 Efter en lettere detaljeret beskrivelse af hvilke ark der skulle hvorhen, ha-vde den ældre herre overladt den unge logistikker til sig selv. ”Kasser. Ind i kasserne med det. Med det hele.” blev han ved med at gentage for sig selv i sit hoved, mens h-ans blik faldt stadigt mere intenst på de blanke dele af arkene.

 Pludselig, før han vidste af det, var rummet forsvundet som det klassiske dug fra den ligeså klassiske sol. Ikke en gang som om. Det var rent og skært, kort og godt, simpelthen sådan. I stedet var det nu erstattet med en masse skarpt hvidt lys, rundt omkring ham.  Uanset hvor han kiggede hen eller hvor han gik.

 Han prøvede at kalde på nogen, men det blev kun til et fjernt ekko. Lige-ledes lyden af hans fodtrin. Dog, et stykke tid efter at han havde gået rundt på må og få, var det som om at der kunne anes en silhuet og stemmer i det fjerne.

”Ja!…” ”Ja!… Jeg hører jer!…”

Fysikkens love var dog ikke mere ophævet end at silhuetten og stemmer-ne blev stedvis tydeligere, mere defineret og større efterhånden som han nærmede sig den.

”Vil den rette medborger venligst følge den, til formålet, indrettede rute og derved ind befinde sig foran sociale hovedansvarlige?” Stemmerne var ikke hans egne.

 Da han var langt nok, ganske tæt på den, var der ingen tvivl om dens for-m. Som to slanger i kampgreb eller anden aktivitet, kunne den synes at være to S´er i akrobatisk udfoldelse, oven på hinanden. Det var et kæmpestort paragraf-tegn; §. Han prøvede at række ud efter den, men selv ingen berøring kunne føles, var det alligevel som om at der var blevet nået en kontakt.

 ”Vi er Formalia´erne!…”

 Til trods hans fascination af dette koncept og fænomen forhindrede det ham ikke i at syne endnu et objekt i øjenkrogen. Da han samlede sit fokus endnu mere kunne han se at det et paragraf-tegn til. Ganske vist, lillebitte, godt nok, men ikke for længe, da det straks skød til vejrs, hvis ikke ligeså langt som det forrige, så i hvert fald længere.

 ”Er det korrekt opfattet at den rette medborger er i besiddelse af administrative kompetencer?” ”Jeg er under oplæring, men joeh…” ”Underordnet! Systemet er i mangel på ressourcer! Navnlig af repræsentanter! Ønsker den rette medborger at acceptere tilbuddet?”

”Ja” ”Så det er gennemførligt godkendt?” ”Ja” ”Kontrakten er indgået!”

 Men det stoppede ikke der. Som dryp på skuldrene begyndte nu flere af slagsen at melde sin ankomst. Og det blev efterhånden til en silende regn af disse.

Theodore Fredericks rakte nu sine spændte hænder ud og trak så småt i en stigende grum grimasse, til han lod sig drukne og opsluge i stormen. ”Ah-hah.. Ah-hah!… Ah-hah!… AH-HAH!... ARH-HARGH!.. AAAAARRRRRRGGGGGHHH-HHHAAAAAHHH!... AAAAAAAAARRRRRRRRRRRRRRGGH-HAAAAHH!“

Hvirvlen stilnede af og han kom efterhånden mere til sig selv. Han lå mærke til hvordan alle dokumenterne lå på deres rette pladser.

 Theodore hostede lidt, mens han ømmende rejste sig op fra lokalets gulv; ”Jeg… Jeg tror… Jeg tror at jeg går ind i politik!…”

UU: BB, kap. 14: Så til søs for skibet skal sejle i nat!...

Fanatisme. Selv jeg kommer til kort overfor den slags. Når mennesker er så opsatte på at retfærdiggøre deres handlinger gennem enheder ingen kan benægte eller bekræfte eksistensen af. Når mennesker kommer så langt, er der muligvis ingen vej tilbage. Ej heller bør man sidde med hænderne i skødet og lade disse overtage. Det var min første tanke da jeg efterfølgende vågnede.

Faktisk var hans første tanke da han vågnede, navnet på en vis ung kvinde fra den by han aktuelt opererede i. Men det ville han jo aldrig indrømme.

Støjen fra motoren var svagere på den afstand som Robert lige netop nu befandt sig i. Det var en simpel kahyt med et par køjesenge. En bule på Roberts skalp lod ham nu genkalde de tidligere begivenheder der førte til dette.

 Han huskede hvorledes det havde taget ham en hel dag at nå til bunds i denne sag. Og der var stadig et godt stykke vej endnu. I det mindste vidste han dog nu hvad der var galt. Nu manglede han bare beviser og at stoppe gerningsmændene inden de nåede for langt i deres planer.

 Han huskede hvordan fjenderne lige var blevet indtrængt og han skulle lige til at sætte en stopper for det hele, da den tavse og muskuløse håndlanger opdagede Robert og slog ham oveni hovedet med sin bare knytnæve.

 Men motoren… Motoren… Til hvad?… Detektiven kiggede hastigt om-kring og kunne mærke en vis flydende bevægelse. Ud af koøjet kunne han se, på tro-ds af det langsomt stigende mørke, en stjernebesat himmel og skumsprøjtende bølger. Han måtte være ude og sejle på en båd af en slags. Egentlig burde de fakta alene at han stod i en kahyt og kiggede ud af koøje kunne slå den konklusion fast, så meget detektiv kunne han da i mindste være.

 Så til søs, altså?… Men hvor langt?… Og hvordan skulle han vende tilbage?… Det var de spørgsmål han MÅTTE få eller selv skaffe svar på. Han lagde øret til ståldøren der ledte ud af rummet og der lod til at være en let bestand af vagter.

 Han begyndte at banke heftigt på denne dør og stillet sig bag et temmeligt tyk vandrør.  Vagten der kom ind prøvede at virke meget som om at han gjorde sit arbejde, men kunne dårligt skjule sin undren og nervøsitet. ”Hvad er der?… Hvor…”

 Men det var alt hvad vagten nåede at sige før Robert skyndte sig at lukke døren igen og tog fat i nakken på vagten med den ene hånd og dennes gevær med den anden for at holde det på afstand. I samme flydende bevægelse blev vagten slynget kraftigt ind i et omklædnings-skab.

 Så snart Robert havde fået vredet geværet ud af hånden på vagten, brugte han kolben til slå vagten bevidstløs via dennes underkæbeparti. Siden han hidtil kun havde været i klædt hans egen tank-top med bukserne fra selskabstøjet. Og eftersom det ikke var til at vide præcist hvor mange andre vagter der var ombord på denne båd valgte Robert at i klæde sig vagtens uniform med kasketten godt nede om øjnene.

 Med vagtens nøgler fik han åbnet for døren og listet ud på hvad der lig-nede en almindelig gang. Rundt om hjørnet kunne høres en helt almindelig samtale mellem to andre vagter.  Ganske forsigtigt, så denne samtale bedre kunne høres, luk-kede og låste han døren til det nu tidligere fangerum.

 ”Men jeg forstår det ik´… Hvis chefen ville have at det skulle være så hemmeligt, hvorfor så egentlig lave en hel sagsmappe med alle de papirer der har været nødvendige i projektet?…” ”Fordi det ville være nemmere at holde dem organiseret og hvert enkelt dokument ville ikke kunne falde i hænderne på de forkerte så hele projektet ville kunne forpurres!…”

 Den ene vagt stod og funderede lidt over det. ”Og nu ved de ikke om den skal ødelægges eller gemmes?…” Den anden smilede lumskt. ”Nej, men det ender vi nu nok med at gøre alligevel!… Når vi drukner detektiven dér, om lidt, binder vi ham fast til et vægt-lod med et reb. I samme reb binder vi mappen fast!… En slags poesi-ting eller hvad ved jeg…” Til trods for at vagten havde sagt ”detektiven dér” havde ingen af dem heldigvis, endnu opdaget Roberts flugt-brud, men refererede blot til ham generelt, med en finger markerende i retning af celle-kahytten.

 ”Den er oppe i kaptajnens kahyt lige nu, men den skal nok blive hentet når det sjove starter og siden vi har flyttet tømmeret herned og fået vores smøg, må vi hellere hente ham og få det i gang!…” Robert havde godt lagt hurtigt mærke til en bunke uspecificerede byggemateriale og da han hørte den del af samtalen forstod han jo hvorfor det var der.  Ligeså forsigtigt tog han et stykke bræt og stillede sig så langt ind til væggen og så tæt på hjørnet som muligt, uden at han kunne blive set.

 Da vagterne gik forbi dette hjørne stoppede de pludselig op ved nærmere eftertanke over hvad de muligvis lige havde set i hver deres øjenkrog. Men det var for sent. Med et kraftigt sus svang Robert tømmerbrættet alt hvad han kunne og uskadeliggjorde dem derved. Efter hurtigt at havde checket om/ at den første vagt stadig var bevidstløs lod han disse to gøre vedkommende vagtmand selskab.

Det stod nu klart for mig hvad jeg måtte gøre. Jeg vidste det hele, men manglede be-viser. Det lød som om at denne mappe kunne udgøre det nok. Hvis den da overhove-det eksisterede. Ligegyldigt. For stor en chance til at ignorere. For stor en chance til ikke at tage. For stor en chance. Skurkene ville få mig til at sove ind med fiskene, men skulle jeg begive mig ud i maritimt-relateret aktivitet så foretrak jeg lige nu at ``spise middag med kaptajnen´´.

Det blev dog ikke til meget middag så travlt som Robert fik med at liste rundt på det i forvejen lille vandfartøj, pacificere diverse vagter for efterfølgende at få dem opbevaret et ubemærket sted og hele tiden at skulle se om han nærmede sig det rette rum.

 Det gjorde det heldigvis til sidst, for sjovt nok er det på et sådant tidspunkt, altså til sidst, at ting som man leder efter dukker op eftersom man ikke længere behøver at lede efter det da man har fundet det!…

 Naturligt nok var den midlertidige beboer ikke til stede, og ud fra kahyt-tens interiør at dømme virkede han heller ikke som den typiske kaptajn der styrede et sådant skib fra Holbæk Havn til Orø. Det eneste hvide tøj der var at finde, bestod af tank-tops og boxershorts. Tomme dåseøl og krøllede voksenmagasiner lod Robert konkludere at det blot var en simpel håndlanger som tilfældigvis kunne styre en sådan maskine der gjorde det nu.

 Men uanset hvad var detektiven jo ikke kommet for at lege indretnings-dommer og med sanserne skarpe, undersøgte han alt hvad han kunne, men forgæves. Indtil han lod mærke til at der kun var trukket et lille sølle tæppe hen over en minimal brøkdel af gulvet. Tæppet i sig selv virkede også ude af karakter for disse… I manglen af bedre/ pænere ord, ydmyge… rammer.

 Da han skubbede det væk så han en smal håndfuld brædder ude af farve-mæssig symmetri og nuance som resten af gulvet, måske var det derfor at tømmeret skulle flyttes tilbage ved Roberts, tydeligvis improviserede, fangehul. Der lød også hult da man bankede på dem.

 Under dette flygtige og lyssky håndværkerjob, måtte en af de involverede helt uforagtet havde været kommet til at få skubbet et koben ind under kaptajnens se-ng. Detektiven var ikke sikker på om han følte sig for tryg ved at være så heldig, men opgaven måtte jo klares så han gik løs på brædderne.

 Et par meters dyb hulrum afsløredes derved, samt det faktum at et langt-overskueligt skab udfyldte dette hulrum. Det var her at en tør og stille hosten brød stilheden.

Hvor kaptajnen ikke just måtte være hvad man umiddelbart kunne havde forventet, så kokken derimod ud til at være det. Ham, var det nemlig der havde opdaget Robert si-dde på hug i et rum han ikke rimelig åbenlyst ikke hørte til i.

 Med et stigende prustende og arrigt ansigt der lignede en menneskelig ud-gave af den svenske samme type fagmand fra et vist populært dukkeshow ovre i sta-terne, fór denne nu frem med en kagerulle rettet mod detektiven som hurtigt undveg og kom op at stå på sine ben igen. De samme ben der hurtigt løb væk, lidt længere ind i lokalet.

 Igen tog kokken nu et sving. Men denne gang var det ikke med kagerul-len. I den anden hånd havde han derimod en slagterkniv. Eftersom Robert, trods sin adrenalin-påvirkede blodårer, bevarede det køligere overblik kunne han hurtigt ud-regne hvad der skulle til. Og ganske rigtig via en velovervejet, men impulsiv kooreo-grafi, endte et af kokkens sving med at kniven satte sig fast i kaptajnens skrivebord.

 Selvom kokken sagtens kunne havde sluppet knivens håndtag for at kæm-pe videre var denne åbenbart så fokuseret på at vinde det impulsive slagsmål at kniv-en bare skulle frigøres. Den sad så godt fast at begge hænder måtte bruges, derved sli-ppe kagerullen.

Robert samlede den op og brugte den til at prikke kokken i ryggen for at lokke denne i troen om at det var pistol som Robert havde. ”Koden til skabet!… Hva-d er den?…” I fuld overbevisning om at han var overvundet, afslørede han det hele. ”Men det betyder intet!… Snart vil vores herres planer være fuldbragt og alle hans m-odstandere hjælpeløse!… HAH-HAH-HAH!!!…“

Den skurkagtige skadefro blev dog derefter hurtigt og hastigt erstattet m-ed/ af et mere sørgmodigt, bedrøvet og ærgret tonefald hvorfor har jeg dog ingen cy-anid-kapsler/ selvmords-piller på mig?… Eller nogen af de dér røg-bomber så jeg kunne forsvinde?… Jeg…”

 Lå lige så bevidstløs på gulvet som så mange andre vagter på dette ufri-villige charter-cruise, efter et være blevet slået i baghovedet med sin egen kage-rulle.

 ”Se, DET er hvad jeg kalder ironi!?…” smilede Robert selvsikkert og skyndte sig nu at færdiggøre hvad han kom for.

 Efter at havde brugt den kode som kokken havde angivet, kunne han sta-dig ikke tro at det var sandt, men selv en hurtig skimning var nok til at fastslå det for at værende den ægte vare. Endelig kunne han få Fredericks knaldet takket være denne mappe.

 Om kaptajnen var opsat på at gøre sin del af arbejdet, var bevogtet af et par få der endnu ikke havde været udsat for Roberts faste hånd eller ej, vidste Robert ikke, men det kunne synes sært at kaptajnen ikke havde undret sig over mandsskabs-manglen.

 Ej heller var det af nogen betydning, for Robert havde efterhånden fået lært at stille sig tilfreds med samtlige sejrer som han dog trods alt kunne få. Og der v-ar en herlig tilfredsstillelse ved at kunne slentrer frit langs gangene. Dog stadig oppe på mærkerne.

 Med mappen godt gemt inde under den marine-blå rullekrave-strikswea-ter-uniform (komplet med ”skulderpuder”, sædvanligvis i en mørkere nuance af res-ten af trøjens grundfarve !…) skyndte han sig forbi projektørene da de var gledet væk og listede langs skyggerne. Men lige lidt hjalp det da en uopdaget vagt slog alarm ved synet denne skyggefulde detektiv.

 Der var åbenbart en del flere vagter på pause, for nu strømmede det frem med dem. En havde nærmet sig Robert nok til kunne blive slået af denne. Dog ikke hårdt nok til at han besvimede. Men nok til at Robert kunne få fat i vagtens pistol og udnytte de trange rammer til ikke at blive skudt selv.

 I hastigt løb, og da han var nået tæt nok på, tog han sigte på de hver af de to reb der holdt en af redningsbådene fast til resten af denne mini-færge. De flækkede over ved hans skud og han hoppede ned mod den. Med et kæmpe plask landede den på vandoverfladen og under dække af pressendingen og aftenens mørke, fik han star-tet redningsbådens motor.

 Selvom det ikke så ud til virke lige med det første. Det er muligt at fær-gens motorer var større, men til gengæld var der ikke så meget at flytte på. Og det lod også til at være for svært at overtage med så mange af fjendens håndlangere ombord.

Da han var nået langt nok væk til at pistolskuddene stoppede på grund af den dårlige sigtbarhed i førnævnte aftensmørke, bandt han halvdelen af stropperne mellem båden og presseningen op for at sidde bedre og se hvor han var på vej hen ad.

 Men den, altså vejen, var skam rigtig nok. Havnen kunne anes i det nærme fjerne, og dermed resten af sovebyen Holbæk. Der alt andet end sov på nuværende tidspunkt.

 Jo, kun på grund af afstanden var det svært at se. Byen var i sig selv tydelig nok. Dels på grund af de sædvanlige lys fra gader og bygninger. Dels på grund af de usædvanlige flammer fra gader og bygninger. Der var ildebrand i byen.

Bogstaveligt talt.

UU: BB, kap. 13: Skibet er ladet med...

Henover Bostons brostens-belagte, omtågede og regndryppende gader gik det i så fuld galop som muligt.  De stumpe hestehove gjorde dette tydeligt. Missionen MÅTTE fuldføres. Også selvom de ikke ville kunne lide det. Dem der havde sendt ham.

 Stemningen og situationen i den engelsk-amerikanske koloni var i den grad blevet spidset til. Hvor vovede de Limey-bønner dog også at gøre sig skændig i sådan en udåd!?…

 Heldigvis havde rytteren nu endelig nået sit mål. The Old South Meeting House. Indenfor foregik et værre tumult. ”UHØRT” Råbte dirigenten John Adams ud til sin forsamling.  ”Ikke tale om!… Under ingen omstændigheder vil vi gå med til det!… Lad mig høre jer; Skal de skibe ladet med te forlade havnen øjeblikkeligt?…”

 Mens hoben samstemmigt skreg ”JAAAH!”, fik taleren hvisket noget i øret og gjorde tegn til vagterne, der derved lukkede endnu en mandsperson ind.

 ”Det er så absolut sidste gang jeg gør noget lignende!…” forsikrede en forpustet Poul Revere, og stak et stykke pergamentrulle i hånden på flokkens bestyrer.

 Det blodrøde stearin-segl blev hastigt brudt og skrivelsen skimmet igennem. Det var fra selveste guvernør Thomas Hutchinson. Anmodet fra skibenes kommandør om at handle  efter ”pøbelvældet”s planer, nægtede han dem dette.

 Ikke langt over kl. 18, faldt hammeren en del gange på sin plads i bordet og foredragsholderen måtte se sig nødsaget til at melde; ”Dette møde kan ikke gøre mere for at redde landet.”

 Ved erkendelsen af dette bitre nederlag, blev salen og mødelokalet ganske hurtigt noget mere tavs. Et stykke tid. Indtil én af medlemmerne vippede sit hoved op, med en bitter mine og gik ud af bygning noget stram i masken.

 Efter at havde købt sig en hovedpude af et nærliggende hotel, rev han fjerene ud af den og satte dem i sin pudder-paryk. Herefter tog han sit overtøj af til der kun var hans kombinerede nat –og undertøj.

 Da hans frænder og fæller så dette, blev de inspireret til at gentage akten. 

 En af dem stræbte sig så langt som til at erhverve sig en brændehuggers økse og med gentagende flade håndslag for munden fremgav han; ”UGH! UGH! UGH!…”

 Da alle de villige var i komplet kostume, og nu var blevet ``vilde``, fór de ned til havnen. Nogen valgte at anvende deres bal-masker. Der havde i et stykke tid stået en kæmpe menneske-forsamling og gjort hvad de kunne for at hindre visse skibe i at losse deres last; Te…

 Dartmouth, Eleanor & Beaver havde muligvis overlevet alskens maritime eskapader, men kom altså nu til kort overfor den flok landkrabber der nægtede at be-tale den importtold som det engelske parlament havde indført, efter at havde givet Det Ostindiske Handelskompagni (East India Trading Company) lov til at sælge te direkte til de amerikanske kolonier, i stedet for først at bortauktionere det til de amerikanske mellemmænd. Uden at trepenny-importtolden forblev ændret. Hvilket ville få prisen på te til at falde dramatisk i kolonierne.

 Nu blev problemerne endnu større. De forklædte mænd gik nu i offensiven og ombord på skibene hvorefter de straks begyndte at smadre kasserne med varer samt at hælde en overordentlig og betydelig stor del af tebrevene ud i havnen.

 Sådan gik det vildt for sig et godt stykke tid… Under det der i dag er blevet kendt som ”Teselskabet I Boston”…

Kilde: R. G. Grant; Den Amerikanske Revolution

UU: BB, kap. 12: Sandhedens Time!...

Gennem det pæne kontor –og opholds interiør listede Robert sig hastigt fra den en ene skygge til den anden. For hver en bog og buste der blev rykket i for at afsløre en hidtil skjult indgang, blev processen skyndsomt gentaget ad den adrenalinberusede detektiv med speciale indenfor populær-kulturen og underholdningsbran-chen.

 Det selskab som han forfulgte i denne pludseligt og dramatisk intense provins-aften, delte sig nu pludseligt op i to og han valgte at følge Fredericks´ gruppe. Desværre ville han bare blive opdaget hvis han gik lige ind af den mahogni-dør som bagmændene var gået ind ad.

 I spændstig spekulation kiggede detektiven rundt omkring i det lokale han nu befandt sig i. Tilfældigt faldt hans blik forbi et eller anden metallisk genstand udenfor et vindue. Han rykkede nærmere og en lyset fra en på lygte nede på gaden afsløret lige nok til at han kunne se at genstanden var en ventillations-skakt.

 Robert tog en brevåbner fra lokalets skrivebord og åbnede vinduet. Han kunne lige akkurat nå skakten og åbne en lem med brevåbneren. Selvom braget lød mindre fra denne højde, kom der stadig undrende spørgsmål fra folkene på den anden side af mahogni-døren.

 Den gik op. Men ham der kiggede ud af det ene lokale og til dette andet, fandt ikke det fjerneste usædvanlige. Robert kunne lige skimte døren blive lukket igen. Herefter kravlede han på alle fire videre gennem denne skakt.

 Der var ikke meget plads at give af i denne ”U”-formede luftrenser. Men komfort var heller ikke nødvendigt så længe udsynet ind til det næst-liggende rum var klart som det rent faktisk var tilfældet.

 Hvis ikke det var fordi at han gennem tiden havde hørt så meget om diverse konspirations-organisationer, arkane eller ej, ville han højst sandsynlig blive forundret over hvilket fænomen der nu udspillede sig i hvad der lignede et ordinært omklædningsrum som   Robert gennem det sidste stykke tid var blevet så vant til.

 Frem fra forskellige stål-skabe blev der draget de mest mærkværdige kåber med tilhørende hætte i hver. Da alle de tilstedeværende var kommet i de rette gevandter forlod de rummet af samme vej som de kom ind. Ligeledes gjorde Robert. Godt nok et par skridt bag frimure-flokken.

 Der var en stor variation i omfanget af prydningen med de symboler som man sædvanligvis forbinder med denne specifikke samling af spekulative slyngler. Eksempelvis  Pyramiden med det Altvidende Øje samt Linealen & Passeren.

 De havde mødt op med den anden halvdel af deres gruppe i hvad der måt-te være bygningens kælder. Et beskedent lys der stammede diverse kandelabrer, gav en vis dyster stemning omkring den fællesmessen der virkede så religiøs og højtidelig at det næsten gav selv Robert gåsehud.

 Da de indledende runder var overstået, kaldte Fredericks op til tale. ”Lad mig starte med at sige hvor alleryderst tilfreds jeg er med at se så mange møde trofast op!…” Det faldt ikke detektiven til nogen overraskelse at både Katonik, Lemmecke & Gonivo var at finde i gruppebilledet. En lidt nøjere overraskelse var det at den unge ekspedient fra restauranten samt instruktøren fra det fine teater også var med i projektet.

 ”Endelig høster vi, nu i nat, frugten fra det sidste længe stykke tids hårde arbejde!… Opgaverne er fordelt; I har jeres fakler og kender jeres ruter!… Kun ved at fjerne de forretningsmæssigt-svageste led i denne sørgelige bondeby vil vi kunne trives i blomstrende velstand og fremgang!… Og så vil det ikke længere være en sør-gelig bondeby!… Den gennemsnitlige borger vil kun havde gennemsnitlige ting i sin tilværelse!… Turister er gennemsnitlige borgere og for at få indtægt skal vi havde fle-re turister, hvilket vi altså kun får ved at havde gennemsnitlige elementer til rådighed, nogen vil måske kalde det fascisme, jeg kalder det ``survival of the fittest`` og vi giver en hjælpende hånd!… så er der nogle spørgsmål?…”

 Robert havde faktisk et spørgsmål. Ud af alle dem som han kunne gen-kende i gruppen, synes én især at mangle. Desuden, hvis den instruktør var med i det, var der mon så andre af dagens mest markante mennesker Robert havde mødt igen-nem dagen, der ligeledes fattede sympati for Fredericks forskruede plan?…

 Da han var tilbage i rummet han gik ind i skakten fra, var det her at Rob-ert begyndte at kunne mærke en stødvis hård og grum ånde i nakken. Med pludseligt opspilede øjne, drejede han hovedet på en måde der kunne minde meget om hvordan Julie havde gjort det da Anthon Gonivo fik hende med som sin gæst. Men detektiven havde dog en større portion af nervøsitet.

 Julie. Nu måtte hun da være helt fortabt. Efterladt alene til den fest, både af Robert og Anthon. Hun måtte virkelig hade dem nu, dog var han mest bekymret for hendes holdning til ham selv. Uden at han vidste hvorfor det gik ham så meget på.

 Der var en nærmest narrativ poesi over det faktum at dagen begyndte på samme måde som den så ud til at ende. Omsider stod Robert igen ansigt til ansigt med den selv samme som det hele startede med. Klepperten. Desværre lod det bare ikke til at falde meget i Roberts favør. Og denne gang virkede det heller ikke så neutralt.

 Sidste gang var det blot et job. Denne gang var det personligt. Der var nemlig noget i de rødsprængte og helt igennem hadende øjne der fortalte Robert at det tavse muskelbundt der blev kaldt Klepperten ikke kunne tåle nederlag særligt vel.

 Som de, og resten af manden der fulgte med, kom nærmere var dette de eneste øjne som detektiven overhovedet fik at se før alting blev sort…

Klepperten afbrød ``personalemødet`` ved at brase dørene åben og smide Robert på gulvet som en anden gemen sæk kartofler. Fredericks smilede stort, mens Katonik & Lemmecke sendte hinanden et blik gennem kåbehættternes skygger. Et blik der ikke kunne anes det mindste fra hvem som helst der stod og så på. Hvilket der alligevel ikke var nogle der gjorde!…