Spøjst. Så er jeg tilbage i denne
by. Spøjst. Denne by har en legetøjsbutik, der for mig i det
mindste, var noget helt specielt . Spøjst. Nu er alt den får mig
til at tænke på… Hende. Og det er ikke en tanke jeg fryder mig
ved at have. Dog, pengene er gode, og jeg ka´ virkelig bruge dem
nu!… Vi havde nogle gode stunder, havde vi ikke?… Men noget jeg
kan lide endnu mindre, end den føromtalte tanke, var de fornemmelser
jeg havde af at dette visit ville blive en hel del mere spændende
end jeg havde lyst til lige nu.
Toget
trillede lige så stille og roligt ind på stationens perron som det
plejede. En kølig morgenbrise imødekom det fåtal af passagerer der
havde behov for at fragtes denne morgen.
Robert
Pinsville var en af dem. Muligvis kunne han havde undgået
opmærksomhed, hvis det da ikke var for trenchcoaten og
fedora-hatten. Undgå opmærksomhed, hvis der altså var noget
sådant at undgå.
Udover
enkelte af medpassagerernes pårørende, var den eneste mærkbare
skikkelse til stede på stationen den morgen, en stor, grumt-udseende
kleppert. Han holdt på skilt med Roberts navn sølle påskrevet.
”Jeg
må gå ud fra at du er velkomstkomitéen?…” Robert henvendte sig
på en venlig, men bestemt måde. Han fik dog kun et umælende grynt
tilbage i res-pons. Klepperten gestikulerede åndsfraværende og
sløvt gentagende ud i luften. Robert antog det for at betyde de
skulle ud og gå.
Og det
skulle de. Hvad man dog ikke skulle, havde Robert lært igennem sine
år i branchen, var at stole på nogen lige med det første, og der
var et eller andet mistænkeligt, men desværre ubestemmeligt, ved
denne atypiske tour-guide som Ro-bert havde fået prakket sig på.
Måske det faktum at vedkommende aldrig sagde et ord, men så ud til
at kunne knuse mursten med panden eller de bare næver.
”Så,
er vi her?…” Robert stod sammen med Klepperten på en lille
gangbro og kiggede ud mod vandet der skyllede ind på den lille
strandbred. Et stilfærdigt, frydefuldt grynt lød fra Klepperten og
Robert undveg lige med nød og næppe, i en susende bevægelse, de
sammenfoldede hænder der fór ned mod efter-forskerens nakke.
”I
behandler vist ikke jeres gæster særligt godt, her i byen?…
Redskabs-skuret derovre med cementblander-udstyret; en lille gave til
mig, måske?…” Robert nåede at dukke sig hurtigt og greb fat i Kleppertens arm der var på vej ned mod ham.
Meningen
var at kaste Klepperten over skulderen i et kampsportsgreb, men det
blev hurtigt klart at grundet forbryderens størrelse var dette
uladsiggørligt.
Heller
ikke et grundflade-fejende halvcirkel-spark kunne få voldsmanden til
at falde mod jorden, så i stedet satte Robert sig til at fare i
spurt, dog nåede han kun til et lille grønt plateau der lå lige
lidt længere oppe. Robert lå mærke til en miniature mølle.
Klepperten
kiggede sig omkring. På hans grovkornede ansigt kunne man lige ane
glimtet af bekymring der foregik bag det. Han havde forfejlet sin
opgave og der ville komme konsekvenser ud af dét. ”Hmmm…”
tænkte Robert. ”Nu ville virke-lig ikke være et godt tidspunkt at
lave noget dumt!…”
Robert
sprang frem bag sit gemmested ved den side af møllen der lå læn-gst
væk fra Kleppertens nuværende ståsted. ”Hey, Grimme!… Jeg kan
måske ikke kæmpe imod dig eller finde på nogle gode fornærmelser,
men du vil stadigvæk ikke kunne fange mig!…” Her begyndte
Klepperten at knurre, mens han, i stigende tempo, nærmede sig
Robert.
Slagene
var hurtige og gentagende, men takket være Roberts indøvede og
hastige undvigelsesmanøvrer, var det kun mini-møllen der kom til
skade af dem. Til sidst havde Robert gledet til side, godt nok til at
møllevingerne var på hans højre hå-nd. En fornærmelse mere fik
igen Klepperten til at nærme sig Robert, men denne ga-ng var
kortene, som de har for vane, fordelt anderledes.
En
enkelt bevægelse var alt der skulle til for at få møllevingerne i
sving, hvilket resulterede i at Kleppertens kæbeparti kom temmelig
tæt på og han blev slået bevidstløs. Robert havde dukket sig og
rullet uden for rækkevidde da han havde sat vingerne i gang. Han
rejste sig op og ømmede sig på halsen hvor Klepperten havde grebet
ham og holdt ham oppe imod møllen før Robert fik et spark ind på
ham og kunne dukke sig for de efterfølgende slag.
”Hmm…
Så min klient havde ret… Nogen er ude efter at stoppe mig!…”
Vingerne gik ned i tempo og stoppede helt, kun jongleret med af de
stille vinde der nu synes at sætte et diskret punktum for optøjerne.
”Må
heller se at komme væk herfra…” Tænkte Robert og skyndte sig på
en måde der ikke ville vække mistanke. ”Før nogle tilkalder…”
Og det var sådan ca. her at han hørte dem. Sirener. Bedst som han
havde viftet grene væk i et buskads så han kunne komme ud på den
anden side, blev han imødekommet af skarpe lys.
”Overgiv
dem venligst, med hænderne i luften, stille og roligt!…” Selv
igennem megafonen var stemmen let genkendelig. ”Betjent Lemmecke?…”
til trods for at Robert kun ganske svagt spurgte ud i luften, lod det
til at blive opfanget af den mest markante mand i politistyrken der
var rykket ud nu.
”Well-well,
privatdetektiv Pinsville!… Hvad
har du nu rodet dig ud i Robbie?…
Åh, og velkommen… Velkommen til… Holbæk!…”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar