Radio´en i politibilerne havde næsten lige
færdigspillet Ayos ´´Night Ride``. ”Så, hva´ laver så´n
storbysnuser i vores lille by?…” Sådan havde det startet. Men nu
var det mere Robert, godt træt af betjent Lemmeckes klassiske
kontorlampe-i-ansigtet-trick, der konkluderede stilfærdigt, men
bestemt at han; ”Havde fortalt dem alt om hvad han ved!…”
”Jah, der var ikke plads til dit
forehavende ovre i staterne, for mange om buddet, så du kom her. Men
i sådan et lille land er der langt imellem behovet for dine
tjenester, så du hver måned har du drukket din kontanthjælp op,
ikke?!…”
Robert sukkede ved erkendelse af de
hårde fakta som Lemmecke leverede. ”Næsten!… Ellers har jeg
måtte skylde resten!… Men hvad har mit ynkelige liv på en barstol
at gøre med noget som helst?…”
”Såmænd intet andet end…”
Lemmecke smilede slet skjult skadefro. ”Civile forbipasserende
ringer til os og fortæller at de hørte lyde som fra en slags
slåskamp, så vi tager ud og kigger!… Der finder vi så dig, helt
tilfældigt!… Og helt alene!…” Robert vidste at han burde virke
så upåvirket som muligt, men dén oplysning fik ham alligevel til
at spærre øjnene op, løfte det ene øjenbryn og dreje hovedet en
halv omgang mod betjentene der, uden at være i stort antal,
omringede ham i det mørklagte og skummelt stilfærdige kontor.
”Men der
var en anden!… Det var ham jeg
sloges med!… Han ville have sat mig ude af spillet!…” Der blev
givet tilladelse til at Robert kunne give signale-ment af Klepperten,
og selvom fantom-tegningen passede meget godt lod det ikke til at
politiet genkendte ham. De forsikrede Robert om at kigge efter
vedkommende, dog lød de meget henkastede og nonchalante ved dette.
”Jeg fik ellers indtryk af at han
er ret erfaren i den slags fag!… Kan jeg gå nu?…” Det fik
Robert dog desværre ikke lov til. ”Vi bliver nok nødt til at
beholde dig i vores varetægt, bare for en rums tid… Til sagen er
løst!…” Robert blev lidt bitter.
”Er det helt normal procedure?…”
spurgte han, sarkastisk, små-undrende og ru i stemmen. ”Det er
sagen ligegyldigt i dit tilfælde, Robert Pinsville!…” Stemmen
der nu kom frem i den hastigt åbne dør ind til lokalet, og derved
kastede et skarpt lys ind i det, var ikke en som Robert havde brug
for at høre lige nu.
”Konstabel
Katonik!…Jeg kan ikke just kalde dette for en glædelig
overraskelse!…” At give ham den respons var langtfra ved siden
af. Vi har længe haft en tendens til at træde hinanden over tæerne,
personligt såvel som professionelt. Mange er de afskum som jeg
igennem tiden har mødt, men sjældent nogle så slibrige og
slim-mede som ham. Den eneste grund til at han har kunnet rykke op i
rangordnerne så hurtigt er ved at udnytte min medie-skyhed og smutte
ind i rampelyset som havde han løst de gængse sager. Han ved det
godt, men opretholder facaden af at det som han giver sig ud for
rent faktisk er sådan tingene forholdte eller forholder sig.
”Sandsynligvis næppe!… Vi er på
bar bund i denne sag, men det lader til at du er en vital del af den,
så vi er i vores gode ret til handle således, vær du blot
forvisset om det!…” Den konsekvente konklusion fra konstabel
Katonik, fik lige pludselig stem-ningen gjort meget mere intens.
Et eller andet sted burde Robert
have vidst at hvor betjent Lemmecke var, ville Katonik ikke være
langt væk fra. Man kunne bare håbe at dette var en af de sjæl-dne
gange med reglens undtagelse. Spørgsmålet var bare; hvorfor befandt
de sig her, nu, på samme tid som ham?…
”Du kan snakke nok så flot, men
jeg kan regne ud hvorfor du i virkelighe-den vil have mig af vejen!…”
Uanset hvor hårdt Robert prøvede at modarbejde myn-dighederne, lod
intet til at virke. ”Sikkert!… En skarp og skrap detektiv som dig
ville næppe kunne lade et sådan faktum gå forbi, især når jeg
lige har forklaret årsagerne og bevæggrundene!…”
”Dog kan der synes en vis tone af
spydighed i dine sætninger, men må-ske du ikke kan klare når de
rigtige ordenshåndhævere gør et bedre stykke arbejde?… Sig mig,
Robbie, er det noget du har et problem med?…” Ingen af dem havde
endnu ændret adfærdsmønster. Katonik, overlegen og muligvis
udspekuleret. Robert, hård-før, dog nonchalant.
”Må vi jo vente se… Når det
bliver aktuelt!… Og før du spørger nærmere ind til mit navn så
nej; min familie har hverken bestyret bowlinghaller, lavet
skrive-redskaber eller fødevarer til landbrugsdyr!… Der er en stum
bindestreg i mit efternavn!…”
”Men det er sandt at du har fået
øgenavnet Bobby Pins, fordi du, ifølge rygterne fra dit hjemland,
``Pin´ ´em down``?!… Altså forbryderne du går efter?… Jeg
havde godt nok ikke antaget dig for materiale til det canadiske
beredne politi?…” ”Heller ikke jeg, for det har jeg aldrig
været!… Jeg er fra staterne!…”
”Ja, men der mange om buddet
derovre, ikke?… Så du søgte her til lands, desværre er det lige
omvendt i vores lille smørhul!… Måske en enkelt pool-affære uden
for ægteskabet hist og her, men intet der rigtigt hjælper på
regningerne, vel?…”
En lille
stilhed fulgte for Robert havde ikke lyst til at kommentere
yderligere efter de nærgående spørgsmål og at annoncere ”Ingen
kommentarer” ville stadig være for meget signal at give til de to
ordens-hånd-hævere. Signal om Roberts utilfredshed.
Tremmedøren
gled til side med en metallisk klang der blev yderligere for-stærket
som salt i såret, grundet akustikken i de tomme og lange gange. Alle
hans genstande var blevet fjernet, og det var ikke til at vide hvor
længe han skulle være herinde.
Det
er ikke første gang jeg har bragt nogen ind sådan et sted. Det er
hel-ler ikke første gang at det er mig selv. I det mindste kan jeg
trøste mig med at det ikke er et af de steder hvor jeg har indbragt
de værste tilfælde. Faktisk langt fra det. Det undrer mig egentlig
ikke at de få celler er tomme. De eneste der bliver opholdt her er
vel drankere på overnatning og den slags. Men ikke desto mindre er
dette noget af en ubelejlighed.
Et par timer gik der nøjagtigt før celledøren
igen gik på gled og fik Robert til at finde fokus imod dette. ”Så
er du en fri mand, Hr. Pinsville, kautionen er betalt!…”
Lemmecke så ikke ud til at være helt tilfreds med situationen, men
måtte jo se sig nødsaget til at stå og fedte med nøglerne.
”Hrmm… Jeg var ikke engang klar over at det
var en mulighed i mit til-fælde, men hvem er jeg til at klage?… Og
hvem har…” Selvom han prøvede at skjule blev Lemmecke lettere
nervøs ved Roberts spørgsmål. ”Joeh… Hrm… Anonym kil-de…
Lad os bare sige at stationen her ikke er blege for at modtage enhver
venligt-skænket donation, men øh… Gå du nu blot over og få dine
ting med dig!…”
Dette ville Robert dog ikke afholde sig fra, men
der var bare noget han ikke kunne slippe.
Hvis tvivlen er arten, så er mistankerne de
væsner der udgør den. Man kan nærmest kalde det et flokdyr. Er der
først repræsenteret én, så kan der hurtigt komme flere. Og det
gør der for det meste gerne. Jeg er ikke ude af stand til at stole
på mine medmennesker. Mine medmennesker er bare ude af stand til at
give mig gru-ndlag for at kunne stole på dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar